Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Medie: Skandaleramt skole er blevet meldt til politiet

VUC Syd i Haderslev. Arkivfoto: Søren Gylling

Medie: Skandaleramt skole er blevet meldt til politiet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En tidligere tillidsrepræsentant har politianmeldt flere af de involverede i VUC Syds møgsager, skriver DR Syd.

Onsdag eftermiddag blev VUC Syd politianmeldt af en tidligere tillidsrepræsentant på skolen. Det skriver DR Syd.

Jørgen Larsen fra Haderslev var ansat ved VUC Syd fra 2010 til 2014. Han skriver i en mail til DR Syd, at han blandt andet har anmeldt den nu tidligere direktør for at have overtrådt udbudsloven, da skolen indgik en aftale med it-firmaet Atea. Virksomheden leverer samtlige Ipads til skolen.

- Der er forlydender om, at VUC Syd allerede i foråret 2015 havde indgået en aftale med Atea, inden udbudsrunden var færdig, siger Jørgen Larsen til DR Syd.

Han har ifølge mailen også anmeldt den tidligere direktør for at have bedt medarbejdere ændre i tal, der sikrede, at han selv fik udbetalt fuld bonus via hans såkaldte resultatlønskontrakt.

 

Geil afviser: VUC Syd-bestyrelse blev ikke vildledt

Yderligere to anmeldt

Derudover har Jørgen Larsen anmeldt ham for at have ændret i de tal, der udløser taxameterpenge fra staten.

- Tidligere kollegaer, der har siddet på det her område, har fortalt, at de i flere sammenhænge er blevet bedt om at ændre på de tal, påstår Jørgen Larsen. Jørgen Larsen har også anmeldt vicedirektør Hans Juhl og skolens bestyrelsesformand H.P. Geil, der også er borgmester i Haderslev (V).

H.P. Geil siger om anmeldelsen:

- For mig at se handler det her om at få kastet så meget snavs på min person som muligt forud for en forestående valgkamp, for der er ikke noget på den sag. Vi har flere gange drøftet i bestyrelsen, om der var grundlag for en politianmeldelse, og det har vi vurderet, at der ikke var, siger H.P. Geil (V) til DR Syd.

Det har ikke været muligt for DR Syd at få en udtalelse fra nogle af de øvrige anmeldte.

Det har endnu ikke været muligt for DR Syd at få bekræftet fra politiet, at anmeldelsen er modtaget.

Når politiet modtager en anmeldelse, skal sagen undersøges, og det skal vurderes, om der er grundlag for at rejse en sigtelse.