Kommune ville placere syg kvinde hos eks-manden - uden at spørge parterne

Simone Hansen er netop blevet diagnostiseret med ALS, som har gjort hende til kørestolsbruger på få måneder. Foto: Jacob Schultz

Kommune ville placere syg kvinde hos eks-manden - uden at spørge parterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Simone Hansen, der for knapt tre uger siden fik diagnosen ALS, en aggressiv form for muskelsvind, er rystet over Haderslev Kommune, der ville boligplacere hende hos hendes eksmand, mens hendes handicaplejlighed blev gjort klar.

NUSTRUP: "Simones nye bolig er klar til indflytning den 15. oktober. Dette skulle eksmand også være bekendt med. Vi tænker derfor, at hun godt kan udskrives til hans hjem i venteperioden på fem dage. Hans hjem er tidligere vurderet muligt at være i med hjælpemidler".

Sådan skrev Haderslev Kommunes visitation til Kolding Sygehus, der i begyndelsen af måneden var klar til at udskrive 47-årige Simone Hansen efter fire ugers indlæggelse, som endte med, at hun fik en af de værste diagnoser, man kan forestille sig: ALS, amyotrofisk lateral sklerose. En sygdom, der gradvist nedbryder hendes motoriske nerver, så hendes muskler må give op en efter en. Forud var gået et par måneders udredning.

Men hverken Simone eller hendes eksmand Jørgen Hansen var blevet informeret om den plan, og det sidste Simone havde lyst til var at bo hos sin fraskilte mand. Også selv om de har et udmærket forhold, og selv om det kun ville være for fem dage, fordi hendes fremskredne sygdom betød, at hun havde brug for hjælp til intim pleje med mere.

Selv om en stor den af Simones muskler er stået af, gælder det ikke hovedet, viljen og evnen til at sige fra, så Simone protesterede, da hun hørte om planerne.

Hun havde nemlig fået den forståelse, at handicaplejligheden i Nustrup først ville være klar til indflytning den 20. oktober, og havde derfor aftalt med sit netværk, at de skulle hjælpe hende med at flytte ind den 20. oktober. Men den 16. oktober blev hun afleveret til den nye lejlighed, som var helt uden personlige ejendele, kun med de bevilligede hjælpemidler.

- Jeg havde forinden spurgt Visitationen, om ikke jeg kunne flyttes ud i noget egenbetalt aflastning indtil den 20. oktober, men det var ikke mulighed, fortæller Simone, der efterlyser empati og forståelse for borgere i en svær situation.

Kort om ALS
  • Sygdommen amyotrofisk lateral sklerose, ALS, rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv.
  • Symptomerne er tiltagende muskelsvind med svaghed i arme og ben, samt synke- og talebesvær.
  • Årsagen er i de fleste tilfælde ukendt, men hos fem til 10 procent er sygdommen arvelig.
  • Sygdommen er alvorlig, og de fleste dør indenfor nogle få år, men de arvelige former har ofte bedre prognose. Medicinsk behandling kan udskyde sygdommen kortvarigt, men ellers er behandlingen lindrende.
  • I Danmark er der mellem 200 og 300 personer med diagnosen amyotrofisk lateral sklerose.
  • Hvert år får 50-100 personer diagnosen.
  • Mænd får sygdommen lidt hyppigere end kvinder
  • ALS opstår hyppigst hos personer over 50 år, men yngre personer kan også rammes.


Kilde: sundhed.dk

Dybt berørt

Simones oplevelse gør indtryk på Rolf Dalsgaard Johansen, der er direktør for Haderslev Kommunes voksenservice, og han medgiver, at notatet kan vække undren og kalder Simones sagforløb for atypisk, men han er overbevist om, at intentionerne bag visitatorens forslag har været gode:

- Det er dog svært for mig at forholde mig til den det konkrete notat, da jeg ikke kan kommentere på personsager. Men det er sådan, at når der er borgere, der fra sygehuset udskrives med komplekse sygdomsforløb og får behov for hjælp i eget hjem, så er der i nogle tilfælde en forløbskoordinator, der hjælper med at få fundet de løsninger, der passer bedst til den givne situation.

Om det er sket i Simones sag, vil han nødigt udtale sig om, men siger:

- Når vi hører om den slags oplevelser, tager vi det til os, og det berører os dybt , fordi alle ønsker at finde de bedste løsninger, og de er ikke ens for alle. Men vi skal lære af oplevelserne.

Ingen mad

Lejligheden er derfor trist og tom, da Simone flytter ind den 16. oktober.

- Så sad jeg bare her i en tom lejlighed og gloede ud på et tom mark, og ventede på noget mad, fortæller Simone med et let sammenbidt drag om munden, der før sommerferien arbejdede som direktionssekretær i en multinational koncern og var en aktiv mor til en 13-årig datter. Nu var hun bundet til en kørestol, sendt hjem fra sygehuset med beskeden om, at det kun vil gå en vej: Mod enden.

Som dagen skred frem, blev hun lidt sulten, men der kom ingen mad fra Hotel Norden, som ellers er en af leverandørerne af mad til ældre og syge borgere i Haderslev kommune, og den som Simone havde valgt, mens hun lå på hospitalet.

- Jeg kunne ikke nå at ringe til visitationen den eftermiddag, så jeg måtte vente til næste dag, hvor det viste sig, at Norden havde leveret maden til min folkeregisteradresse i Haderslev. Men jeg blev helt forundret, da visitatoren i telefonen sagde, at det var ikke var deres skyld, maden var blevet forkert leveret. Det var min egen skyld, fordi det var mit ansvar at sørge for at registrere min adresse korrekt, fortæller Simone.

Men på det tidspunkt er Simone netop blevet udskrevet efter fire uger på hospitalet med en diagnose, der har vendt op og ned på hendes liv, og hun undrer sig over visitationen. De bestilte jo maden til hende, og de vidste jo, at hun skulle flytte direkte til Nustrup, fordi hendes lejlighed i Haderslev lå på 1. sal.

- Jeg følte virkelig, at jeg fik skældt ud, og det syntes jeg altså ikke var i orden, fortæller Simone.

Rolf Dalsgaard Johansen har fra sin forvaltning fået oplyst, at madleverancen glippede på grund af flere misforståelser, men kan i avisen ikke gå i detaljer. Men han beklager Simones oplevelse.

Rettelse: Vi skrev i en tidligere version, at ALS er en aggressiv form for sklerose, men ALS er en form for muskelsvind. Vi beklager fejlen, som nu er rettet. Redaktionen

Kommune ville placere syg kvinde hos eks-manden - uden at spørge parterne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce