Flertal pudser KL på oprørsk politiker

Byrådsmedlem Mogens Rerup fra Enhedslisten i Haderslev er endt i en usædvanlig sag. Byrådsflertallet vil pudse KL på ham på grund af hans direkte facon og fordi han har hængt en offentlig ansat, som han var uenige med, ud med navn på de sociale medier. Selv vurderer han, at det kan ende med et civilt søgsmål. Arkivfoto: Jacob Schultz

Flertal pudser KL på oprørsk politiker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et flertal i Haderslev Byråds økonomiudvalg vil ikke have, at Enhedslistens Mogens Rerup skælder ud på navngivne medarbejdere på de sociale medier. Sagen kan ende med civilt søgsmål, mener hovedpersonen.

Enhedslistens meget direkte Mogens Rerup fra Haderslev har fået Haderslev Byråds økonomiudvalg til at tage et højst usædvanligt skridt. Et skridt, der ifølge Mogens Rerup selv meget vel kan ende med et civilt søgsmål mod ham.

- Det tager jeg, som det kommer, siger hovedpersonen, der allerede søndag aften kontaktede sin advokat.

- Jeg var forberedt.

Mandag på den lukkede del af økonomiudvalgets møde besluttede ti af 11 udvalgsmedlemmer nemlig ifølge udvalgsformanden, borgmester H. P. Geil (V), at kommunen skal rette en henvendelse til Kommunernes Landsforening for at få råd og vejledning til, hvordan man kan tackle Mogens Rerup.

Kort om Mogens Rerup
Mogens Rerup begyndte for alvor at markere sig som de svagestes hjælper i 2013, da han var med til at etablere foreningen "Syg i Haderslev, SIH".Godt et halvt år senere besluttede Haderslev Kommune at stille skærpede krav til de møder, Mogens Rerup deltog i.

Nogle måneder senere trak Mogens Rerup sig som medlem af Syg i Haderslev og gik solo. Han gik blandt andet ind i sagen om de såkaldte §34 midler. Alle sager blev gennemgået, og man fandt frem til, at der var vejledt forkert i 1903 sager.

Det endte med, at borgere tilsammen fik over fire millioner kroner tilbage. En af de mere spektakulære sager, han har ført, var sagen om Henriette Nissen, som i efteråret 2016 endte med at få tilkendt 500.000 kroner efter fire års barsk kamp. Kort forinden fik en anden kvinde næsten 300.000 kroner. Mogens Rerup er partsrepræsentant for et halvt hundrede borgere i Haderslev kommune. Han er også partsrepræsentant i sager i nabokommunerne. Mogens Rerup fik 372 personlige stemmer ved kommunalvalget den 21. november 2017, hvilket bragte ham i Haderslev Byråd.

Kontroversiel

Gennem mange år har han som partsrepræsentant kæmpet for at hjælpe socialt udsatte borgere i det kommunale system. I den forbindelse er han ofte endt i clinch med utilfredse kommunaldirektører, som har villet forsvare deres ansatte mod hans til tider meget direkte facon. Samtidig har Mogens Rerup udfordret systemet, og man har fra kommunal side derfor forsøgt at sætte særlige regler op for ham.

Senest har Mogens Rerup på de sociale medier offentliggjort navnet på en medarbejder i kommunens kontrolenhed, hvilket har ført til trusler mod kvinden. Det skete efter to sager, hvor Mogens Rerup var partsrepræsentant.

- Hun overtrådte sine beføjelser og loven ved at sige, at det var et forhør, og at borgeren derfor var tvunget til at sige sandheden, fortæller Mogens Rerup.

- Så jeg spurgte, om hun havde et politiskilt.

Mogens Rerup kalder sig selv for frækkere og hurtigere end de fleste:

- Men jeg truer ikke nogen, siger han og peger på, at der juridisk intet forkert er i det han gør.

- De vil af med mig som partsrepræsentant, og hvis det kan lykkes som byrådsmedlem.

Civilt søgsmål?

Ifølge Mogens Rerup er nogle ledende medarbejdere i Haderslev Kommune derfor blevet pålagt at anlægge et civilt søgsmål mod ham med påstand om at blive renset for ærekrænkende beskyldninger.

H. P. Geil ønsker ikke at gå nærmere ind i dette efter mandagens møde i økonomiudvalget.

Rerups kritik af medarbejderen i kontrolenheden er blot den sidste i en lang række kontroverser mellem den øverste administrative ledelse i Haderslev Kommune og Rerup. Det spidsede til, da han i 2017 blev valgt ind i byrådet. Han er offentligt på byrådsmøder flere gange blevet kritiseret af sine byrådskolleger for den måde, han agerer på. Nu er bægeret fyldt for økonomiudvalget.

- Nu er det ikke længere en sag for forvaltningen, nu er det en politisk sag, H. P. Geil.

- Sagen er nemlig speciel, og vi kan ikke lige slå op i en grønspættebog, forklarer borgmesteren, der peger på, at økonomiudvalget har et særligt ansvar over for kommunens 5000 ansatte.

Mogens Rerup ryster på hovedet og mener, at sagerne mod ham blot er med til at fjerne fokus fra den egentlige sag:

- Jeg vil hellere hjælpe borgerne end bruge tid på pjat. Alt det, de hidtil har gjort for at stoppe mig i at hjælpe borgerne, har ikke virket.

Flertal pudser KL på oprørsk politiker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce