En gang spejder, altid spejder

I 1962 gik turen til Bornholm, hvor årets spejderlejr blev holdt. Privatfoto

En gang spejder, altid spejder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Spejderbevægelsen i Haderslev fejrer sit 100 års jubilæum. Birgit Barfod ser tilbage på en barndom og ungdom som blåmejse og spejder i Haderslev med masser af oplevelser og gode venskaber.

Jeg sidder ved et nedbrændt bål. På min kæp er dej på vej til at blive til et snobrød. Et rigtigt snobrød-brændt i den ene ende og rå i den anden. Jeg sidder her på stranden ved Sønderballe med vandet til den ene side og skrænten op til den anden. Jeg er glad og tilfreds. Det er, som om jeg altid har siddet her og lavet snobrød.

Dette er det første, jeg kan huske fra mit spejderliv. Og, konstaterer jeg nu ved at kigge i familiekalenderen, jeg har nok kun været to et halvt år.

Historien er rigtig nok: min mor var hver sommer "madmor" på sommerlejre, afholdt i en stor barak ved Sønderballe. Hun og andre gamle spejderpiger fra Sct. Georgs gildebrødre tog mange sociale opgaver op i de år. En af dem var at give børn og unge fra byen en god ferie ved hav og strand.

Baggrund
De Blå spejdere, Skovfolket Haderslev og de Grønne spejdere Hertug Hans Haderslev fejrer i år 100 år jubilæum.I den anledning har grupperne i fællesskab arrangeret en reception og en weekend i Spejderskoven fra fredag den 24. maj til søndag den 26. maj 2019.

Der er lørdag den 25. maj fælles reception fra kl. 13.00 til kl. 16.00, og i den tid er hytterne åbne med udstilling om gruppernes liv gennem 100 år.Hele Spejderskoven er omdannet til en stor fælles lejr. Dagen igennem vil man i Spejderskoven kunne se og opleve en masse spændende spejderaktiviteter. Endvidere håber man, at mange af de tidligere gamle spejdere kommer og deltager i begivenhederne sammen med de nuværende spejdere.
Den første spejderoplevelse, Birgit Barfod erindrer, er fra da hun kun var et par år gammel og med sine forældre på lejr. Senere kommer hun selv til at tilbringe mange timer ved bålet som blåmejse. Her er det hygge ved bålet på Aarø. Privatfoto
Den første spejderoplevelse, Birgit Barfod erindrer, er fra da hun kun var et par år gammel og med sine forældre på lejr. Senere kommer hun selv til at tilbringe mange timer ved bålet som blåmejse. Her er det hygge ved bålet på Aarø. Privatfoto

Det forjættede land

Begge mine forældre havde været aktive spejdere. Nu, da jeg var kommet til - og senere mine brødre, blev det gildebevægelsen med mange spejderopgaver og socialt hjælpearbejde.

Igennem mine første år syntes jeg, at ordet "spejder" omkransede min barndom. For eksempel da jeg en dag beskrev et eller andet derhjemme i detaljer, udbrød min mor, at jeg nok skulle blive god til "Kimsleg", når jeg huskede så godt. Det var en stor ros i hendes mund.

Og en anden historie: Som andre børn ville jeg ikke pudse næse og strittede imod. Ja, hvis du ikke vil det, så kan du jo heller ikke blive spejder. For her skal man jo klare sig selv, var svaret. Og så kan det nok være, at jeg fik lær at pudse næse i en ruf. Det mest skøre, jeg kan huske, er, at jeg digtede et vers til børnesangen "Op, lille Hans..." I min udgave sluttede sangen med "Op, lille Hans! Op at gå til spejder". Forundringen var stor, da jeg år senere lærte at læse og aldrig fandt dette vers.

Blåmejseflokken på vandretur med  højt humør og sang i 1960. Privatfoto
Blåmejseflokken på vandretur med  højt humør og sang i 1960. Privatfoto

Mit første blåmejsemøde

Det var næsten en julegave uden for sæsonen, da jeg fik lov til at komme med til et blåmejsemøde som fem til seksårig. Mine lidt ældre legekammerater fra vejen, P. A. Madvigsvej, Margit og Inge (Margit Nielsen og Inge Horn), fik lov til at invitere mig med til et møde.

Blåmejseføreren var Misse Winther, der også var min mors veninde. Dette møde gjorde et stort indtryk. Jeg kan huske det, som var det i sidste uge! Hvad vi da lavede? Jo, vi skulle lære at lave en kunststopning. Nå, ikke andet, tænkte jeg, da jeg så det. Det lignede vævning på en 2 skaftet væv, bare i miniformat. Hvis jeg ellers kunne se til det, ville jeg den dag i dag sagtens kunne lave en sådan kunststopning.

Til sidst skulle vi slutte med at rydde op. Også mig, selvfølgelig. Var man spejder eller ej? Men gulvet vrimlede med kakkerlakker. Væk skulle de, sagde Misse, frk. Winther i denne sammenhæng. Jeg sank mundvandet og tog atter fat med kosten. Vi unger fik at vide, at de her små dyr såmænd var mere bange for os, end vi var for dem.

Jeg kan fortsat ikke lide små "krible krabledyr", men kan let fjerne dem. Og smide dem ud af vinduet, ud i naturen. Det har jeg også lært mine døtre, der heller ikke er bleg for at snuppe alt fra edderkopper til mus Det er bare lige noget, man ordner.

På vej til sommerlejr ved Ebeltoft 1959. Birgitte Barfod husker det ikke nøjagtigt, men tror, billedet er taget på Vojens station. Privatfoto
På vej til sommerlejr ved Ebeltoft 1959. Birgitte Barfod husker det ikke nøjagtigt, men tror, billedet er taget på Vojens station. Privatfoto

Spejderhuset

Snart derefter kunne man forlade de skrækkelige kælderlokaler under Seminarieskolen og flytte ud i det flotte nybyggede spejderhus på Åstrupvej. Det lå bag en faldefærdig gård og i en tilgroet grusgrav. Et spændende terræn. År efter fik drengene også hytter derude i området.

Så kom dagen for indvielsen. Min mor og jeg tog derud. Der blev holdt taler, sunget spejdersange og spejdernes musikkorps spillede. Pludselig fik jeg en buket blomster stukket i hånden. Med ordene fra min mor om at gå op og sige Tillykke" Jeg slæbte mig hen over den uendelig grusplads, kniksede og løb tilbage. Jo, man kunne komme ud for mange prøvelser, når man var på vej til at blive blåmejse.

Det nye spejderhus var bygget af forældre. Hvordan og hvorledes, ved jeg ikke. Heller intet om finansieringen og lignende. Men her hørte jeg for første gang udtrykket "Tordenskjolds soldater" Mine forældre hjalp til, selvfølgeligt for dem. Hvad de lavede? Min mor har sandsynligvis lavet alt vedrørende gardiner og så lige en bradekage til kaffen hver gang. Min far blev sikkert sat til at male og slå et søm i her og der.

Huset var med den tids øjne flot og meget moderne: Det store lokale med pejs var også blåmejsernes sted. Stolene var rødmalede, bordene malet grønne. Rundt omkring var der rum med patruljehjørner. Fantasifuldt indrettet. To toiletter var der også plus et pænt stort tekøkken.

Blåmejser med blåmejseleder Trille ( Hanne Juul-Dam ) i spejderhuset 1961. Hun var populær. Privatfoto
Blåmejser med blåmejseleder Trille ( Hanne Juul-Dam ) i spejderhuset 1961. Hun var populær. Privatfoto

Blåmejsetiden

Min første fører var Alice Berntsen. Jeg kan kun huske, at hun kom en dag med studenterhue og ikke den obligatoriske storspejderhat. Nu skulle hun til Aarhus og læse til læge. Vores nye fører blev "Trille" - Hanne Juul-Dam. Køn, sød og meget skrap og meget, meget korrekt.

Hvad vi dog ikke lærte: spejdersange, hvad hed den fugl og den blomst? Hejse et flag lige efter flagreglerne osv. Orden i alt, også en 100 procent reglementeret påklædning. Alt det krævede Trille af os, men gik sandelig altid selv forrest. Men en dag kom også hun ureglementeret påklædt: Trille kom med studenterhue. Nu skulle hun rejse og læse videre. Men hvad med os, blåmejserne? Indholdet af ordet "tab" blev for første gang forståeligt. Vi holdt jo så meget af Trille og kunne slet ikke forestille os et blåmejseliv uden hende.

Men ind på scenen trådte nu Helens mor, Nete Tielsen Andersen. Hun prøvede først at trøste os med, at vi skulle lave et bånd med hilsner, som var det et rigtigt blåmejsemøde. En spolebåndoptager med en mikrofon blev rigget til. Og så skulle det ellers gå løs. Men, nej, vi var så fremmede over for dette nye, en båndoptager, at denne hilsen ikke blev en spontan og frisk hilsen. Hvor båndet er i dag, aner jeg ikke, En ting, Agnete lærte os, var at vise venlighed over for andre. Konkret, de ældre på plejehjem. At plukke anemoner var jo en selvfølgelighed. Men at gå ind på et alderdomshjem, som det hed den gang, og give buketten bare sådan til en vildt fremmed gammel kone var totalt grænseoverskridende. Men jeg har taget det med mig. I disse år er det en ældre besøgsven på det lokale plejehjem, der får anemonebuketten.

Når hun nu ikke mere kan komme ud i skoven, så kan Marselisskoven med en buket anemoner komme til hende.

Der var liv og glade dage i blåmejsetroppen i cirka 1960. Privatfoto
Der var liv og glade dage i blåmejsetroppen i cirka 1960. Privatfoto

Sommerlejrene

Vores fantastiske sommerlejre som blåmejser blev holdt på Aarø.

I rutebil kørte vi til Aarøsund Havn og sejlede med "Magda" over til øen, hvor der slet ikke var biler dengang. Så al vores habengut skulle bæres eller køres på trækvogn op til forsamlingshuset. Puh-ha! Det var hårdt, men en god spejdersang fik tingene til at glide. For her nyttede det ikke at sige, at det her gad man altså ikke Så kunne man ikke være spejder, gjorde Trille det klart.

I forsamlingshuset boede vi blåmejser på loftet på vores medbragte luftmadrasser. Nede i foredragssalen/gymnastiksalen sov så Trille og min mor, der igen var madtante. Køkkenet var hendes domæne. Og hun lavede alle måltiderne her. Fra bunden af. Halvfabrikata og fryseren var jo ikke opfundet endnu. Det meste mad havde vi slæbt med fra Haderslev. Jeg garanterer, at vi altid gik mætte fra bordet. Hver dag. Alle måltider. Kræsenhed kom man ingen vegne med. Det, der var på bordet, var det man fik. Basta.

Hvad lavede vi så? Dagen blev rammet ind af flaghejsning og igen nedtagning. Der kunne være en badeeftermiddag, rundboldløb med poster omkring forsamlingshuset osv. Lejrens højdepunkt var snobrødsbagning på stranden. Hver aften var der underholdning, som vi skiftedes til at bidrage til. Ja, sådan var det i alle sammenhæng, vi skulle alle bidrage til fællesskabet. Og det på alle måder: udover underholdning kunne det også være oprydning eller hjælp i køkkenet. Her kommer jeg ind: jeg skrabede kartofler og skrabede kartofler. Det er nok det, jeg husker tydeligst, men aldrig som et møg-job. Tværtimod! Nærmest er tanken, at jeg jo på denne måde kunne lave noget til fællesskabets bedste. Min leddegigt var på det tidspunkt så aggressiv, at der var så meget andet, jeg jo ikke kunne lave. I skrivende stund funderer jeg over, om denne hændelse, at skrabe kartofler - og med glæde, er en af grundstenene i mit livs selvforståelse: at yde noget, det bedste man kunne til fællesskabet. Samtidig, at erkende, at vi mennesker er så forskellige og vores evner og formåen dermed også er forskellige, men sammen er vi et fællesskab, en familie, en spejderkreds. Denne tanke har fulgt og forfulgt mig hele livet. Og skabt - udover min selvforståelse -, min menneskeopfattelse og kristne ståsted. Højtravende? Nej! Bare en konstatering.

Billedet stammer sandsynligvis fra en sommerlejr på Aarø i begyndelsen af 1960'erne. Det er Birgitte Barfods mor, der  går i civil. Privatfoto
Billedet stammer sandsynligvis fra en sommerlejr på Aarø i begyndelsen af 1960'erne. Det er Birgitte Barfods mor, der  går i civil. Privatfoto

Storspejder

Så kom den tid, hvor jeg og så mange andre skulle rykkes op fra blåmejseflokken til storspejder. Spændende. Et nyt kapitel. Nu måtte vi også gå med dolk, lave bål og sove i telt - som drengene havde gjort altid. Men vi var så mange, at der slet ikke var pladser nok i de eksisterende patruljer. En ny blev dannet. "Riki-tikki-tavi" patruljen, var navnet. Her startede jeg så mit storspejderliv sammen med blandt andet Bente Markussen og Gitte Christiansen. Vores patruljefører var Dorthe Irgens Hansen. Snart blev det veninderne Birgit Heinskou og Kirsten Utoft, der overtog lederskabet med stort engagement.

Vores patrulje fik tildelt et hjørne i fyrrummet. Det var kedeligt hvidt. Derfor ville vi male det. Himmelblåt. Alle synes, at det var da en god ide. Min far ville gerne støtte dette kreative initiativ, så vi lånte alle hans maleruller, pensler osv. Men, men: det var den forkerte type maling! Vi kunne slet ikke få den fjernet fra værktøjet. Det måtte kasseres. Det kan nok være, at min fars begejstring over vores projekt gled langt under nul-punktet, men blå blev væggen altså.

Spejderbal 1955.Ballet var et arrangement på tværs af drenge- og pigespejdertroppe med optræden og bal med det formål at samle penge ind til bygning af spejderhusene på Åstrupvej. Privatfoto
Spejderbal 1955.Ballet var et arrangement på tværs af drenge- og pigespejdertroppe med optræden og bal med det formål at samle penge ind til bygning af spejderhusene på Åstrupvej. Privatfoto

Seniorspejdertiden

Så blev jeg seniorspejder! Mon jeg var 15 eller 16 år? Det var en herlig tid: spændende weekendkurser, dybe samtaler, foredrag på seminariet, hvor Kirsten fik os "smuglet " ind. Der var nu også tid og plads til almindelig tøsesnaksmøder.

Fra slutningen af 60'erne er der et par ting, jeg husker, som var det sidste år, jeg var spejder: En weekendtur i Irokeserhytten og vores hjemmelavede fløjtesnore.

Irokeserhytten lå i en skov ved en lysning. En meget dårlig skovvej førte fra landevejen op til hytten. Hytten lå i Sdr. Vilstrup. Irokeserhytten var tegnet og bygget af "Tordenskjolds soldater". Som navnet siger, var det til drengene, men vi piger lejede den ofte Jeg husker flere lejre og ture hertil.

Cirka seks til otte piger fra seniorflokken var på weekendtur her midt i marts. Vi havde en dejlig og dog en ret almindelig tur indtil søndag morgen. Som den første gik jeg ud "på naturens vegne". Her var jo tale om das, der lå lidt fra hytten. Søvnigt trådte jeg det høje trin ned på fliserne, troede jeg, men stod lige med et i en knæhøj snedrive. Sne overalt. Og det væltede bare fortsat ud af himmelen. Ingen troede mig, da jeg kom ind. Vi havde jo siddet aftenen før ved et bål og lavet aftensmad i det milde forårsvejr. Til sidst blev vi nu enige om, at et par af os piger med improviserede snerydningsskovle skulle gå ned til det nærliggende "Julemærkehjem" og herfra ringe til vores forældre. De kom tilbage med den besked, at de allerede havde talt sammen, forældrene. Kun én familie kunne få deres bil fri og var allerede var på vej, desværre. Altså, ingen fridag fra skolen den kommende dag. Så sad vi da alle piger med vores grej i familien Berntsens bil og kørte til Haderslev. Vi kom i skole om mandagen, selvom sneen hjemme hos os lå i en drive fra vejen og til toppen af vores carport, da jeg endelig kom hjem søndag efter middag. Nej, jeg har aldrig siden været overrasket, hvis der kom snestorm midt i marts.

Den anden ting, jeg vil nævne, er vores hvide fløjtesnore, der blev forvandlet til gule små håndarbejder. Det var vores lille "68"oprør. Vi købte gult fiskegarn og snoede, flettede og knyttede en meter lang fløjtesnor. Den korrekte hvide forsvandt bare - sådan pist væk. Vi spurgte ikke om lov. Bedre at få tilgivelse end afslag. Og ikke to snore var ens, skulle jeg sige. Min gav jeg i 1970 til en amerikansk pigespejder, der var på en international lejr i Sønderjylland.

I sommeren 70 rejste jeg til Aarhus og havde ikke ret meget med spejderbevægelsen at gøre, førend vores yngste datter blev spejder. KFUK-spejder, men alligevel. Nu blev min mand og jeg lige på en gang involveret i spejderbevægelsen igen. Nu som forældre til en spejder: vi kørte pigerne på weekendlejr og hentede igen, bagte kage og hjalp til ved spejder- julebazaren, salg af lodsedler osv, osv. På samme tid blev der i vores nærområde oprettet et nyt gilde i Sct. Georgs gilde bevægelsen. Her blev vi optaget, min mand og jeg, og har da været her i mere end 25 år. Min mand i flere år som gildemester nu.

Ja! Én gang spejder, altid spejder.

En gang spejder, altid spejder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce