Fra mandag og tre uger frem bliver der mulighed for at parkere på Gravene. Haderslev Kommune vil teste torvet for muligheder i forbindelse med udarbejdelsen af ny bymidtestrategi.
Haderslev: Det dyrt anlagte og meget omstridte torv, Gravene, bliver i uge 8, 9 og 10 omdannet til parkeringsplads.
For at blive klogere på, hvad der fungerer på den store plads, afprøver Haderslev Kommune nemlig med start fra 18. februar og indtil 8. marts torvet. Først er der fuld parkering på hele pladsen i ugerne 8, 9 og 10. Senere bliver der lukket for al kørsel på nær adgang til Kannikepladsen samt til private p-pladser.
- Alle i Haderslev har et forhold til Gravene, og pladsen indgår som en vigtig brik i den strategi, der er ved at blive udarbejdet for midtbyen, siger arkitekt Heidi Møller fra Haderslev Kommune, der oplyser, at parkeringen er det første af flere forsøg, som skal afprøves.
- Vi er udfordret af vejret, men parkeringen kan vi gennemføre nu, siger hun.
I løbet af afprøvningsperioden vil der blive opmærket midlertidige parkeringsbåse på hele pladsen og opsat skiltning, der viser eksempelvis kørselsretning og parkeringstid. Haderslev Kommune vil desuden i perioden være til stede på Gravene og indsamle tilbagemeldinger fra folk, der bruger pladsen for at finde ud af, om det er en god måde at bruge pladsen på.
- Afprøvningen med parkering er det ene yderområde i vores forsøg, siger Heidi Møller, der oplyser, at der også vil blive lavet forsøg med ophold og aktiviteter uden biler på Gravene.
Det er mere end 16 år siden, at der sidst måtte parkeres på Gravene. I forbindelsen med omdannelsen til den nuværende plads blev der indført parkeringsforbud.
Erfaringerne fra afprøvningen skal indgå i den store strategi, der er ved at blive udarbejdet af for Haderslevs Midtby. Strategiarbejdet blev iværksat i efteråret og fortsætter med det næste borgermøde den 28. februar. Det skal afsluttes i april, hvorefter det nedsatte byforum og erfaringerne fra afprøvningerne vil blive sammenfattet i en række anbefalinger til Haderslevs politikere.
Mens parkering på Gravene afprøves, vil torvedag tirsdag og fredag flytte til parkeringspladsen ved Meny ved Bredgade/Filosofgang. Her vil Haderslev Kommune også i uge 8 give morgenbrød til de første 100 morgenfriske, der kommer og handler. Senere på dagen er der suppe.