Ambassadører hædrede helt fra Haderslev

Tysklands ambassadør Andreas Meitzner og Israels ambassadør Benny Dagan afslørede torsdag sammen med familiemedlemmer til Gustav Schröder en mindeplade for kaptajnen, der i 1939 på dramatisk vis reddede 937 tyske jøders liv. Foto: Jacob Schultz

Ambassadører hædrede helt fra Haderslev

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den tyske ambassadør Andreas Meitzner og Israels ambassadør Benny Dagan var torsdag i Haderslev for at afsløre mindeplade for Gustav Schröder, der reddede 937 tyske jøders liv.

Under et massivt sikkerhedsopbud afslørede Israels ambassadør Benny Dagan sammen med Tysklands ambassadør Andreas Meitzner torsdag i silende regn en mindeplade på ejendommen Storegade 9 i Haderslev. På dansk, hebraisk, tysk og engelsk fortæller pladen, at her voksede Danmarks svar på Oscar Schindler op.

I 1939 reddede Gustav Schröder med risiko for liv og karriere nemlig 937 tyske jøders liv, da han som kaptajn på luksuskrydstogtskibet St. Louis nægtede at sejle tilbage til Hamborg, efter at både Cuba og USA trods ihærdige forsøg på overtalelse havde nægtet at modtage de mange flygtninge fra Tyskland. Efter Krystalnatten i november 1938 og den stigende jødeforfølgelse i Tyskland søgte de livet og friheden på den anden side af Atlanterhavet.

Historien om Gustav Schröeder er ikke særlig kendt i Danmark, men i Israel er beretningen om kaptajnen og St. Louis en del af den israelske stats historie. Gustav Schröder lykkedes nemlig med at få enkelte af sine passagerer i land på Cuba, og resten blev efter en dramatisk tur tilbage over Atlanterhavet modtaget af England, Frankrig, Holland og Belgien.

- Det er en historie om mod og stor humanitet, sagde Benny Dagan.

Baggrund
Gustav Schröder blev født i 1885 og voksede op i en borgerlig, tysksindet familie i Haderslev. Knap 17 år gammel forlod han i 1902 sin familie og stak til søs. Han gjorde springet fra matros til kaptajn, og i maj/juni 1939 sejlede han så afsted fra Hamborg med 937 tyske jøder på St. Louis.Han døde i 1959 i Hamborg. Han er hædret med Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstmedalje, og den israelske stat og mindelunden Yad Vashem hædrede ham i 1993 posthumt med titlen "Retfærdig blandt nationer". Hollywood indspillede i 1976 en film om St. Louis med Max von Sydow i rollen som Gustav Schröder.

Udstilling

Det var tidligere chefredaktør på Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok, der havde taget initiativ til, at Haderslev skulle hædre bysbarnet, der i en alder af knap 17 år i 1902 vinkede farvel til sin familie, der var tysksindet, og drog til Hamborg for at søge eventyret på havet.

- Hvis man ser på hele Tysklands historie med 2. Verdenskrigs ubegribelige forbrydelser, er det dejligt at finde lyspunkter. Gustav Schröder viste en humanitet og et mod, som fortjener omtale, og når Hamborg og Hollywood kan se det, kan Haderslev vel også, siger Siegfried Matlok.

Historie Haderslev har takket være bistand fra Gustav Schröders grandnevø i Hamborg samlet en udstilling, der fortæller beretningen om kaptajnens liv og indsats ombord på St. Louis. Udstillingen kan ses i Von Oberbergs Hus, Slotsgade 20, Haderslev, frem til den 11. november.

Ambassadører hædrede helt fra Haderslev

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce