5 ting, vi lærte af SønderjyskEs pointtab mod Hobro

Stefan Gartenmann leverede en stærk præstation i midterforsvaret for SønderjyskE mod Hobro og scorede et flot saksesparksmål. Foto: Claus Fisker/Scanpix 2018

5 ting, vi lærte af SønderjyskEs pointtab mod Hobro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pointtabet mod bundholdet Hobro kan vise sig at blive dyrt, da SønderjyskE i de næste tre runder møder Brøndby, FCM og FCN. Her er fem ting, som vi hæfter os ved dagen derpå.

Dagen derpå: SønderjyskE førte 1-0 ved pausen og var i kontrol mod Hobro. Kort efter 2. halvlegs start lå bolden dog i netmaskerne hos SønderjyskE, og siden da fik man aldrig rigtig kontrollen tilbage. Et skuffende resultat for sønderjyderne. Følgende fem ting hænger ved dagen derpå.

Skarpheden mangler

Først og fremmest må man endnu engang i sæsonen konstatere, at skarpheden mangler. SønderjyskE havde chancer til at lave minimum to mål mere med blandt andet to aluminiumstræffere og en situation, hvor bolden i to omgange blev reddet på stregen. Hvis man havde været bare en anelse mere effektive, var sejren aldrig kommet i fare. Det er og bliver et fokuspunkt for SønderjyskE i denne sæson, hvis ikke man hele sæsonen skal snakke om, at spillet egentlig var til mere.

Pålidelige Gartenmann

Efter syv kampe fra start som højre back måtte Stefan Gartenmann denne gang vikariere i midterforsvaret, da Marc Pedersen var ude med karantæne. Den opgave klarede han også med bravour og kronede endda sin præstation med en flot saksesparksscoring. Gartenmann må være en af de første på Claus Nørgaards holdkort, for uanset hvor Claus Nørgaard har brug for ham, så kan han regne med en solid og stabil præstation. To mål og en assist pynter desuden på dette sæsons udbytte for den unge forsvarer, som man nogle gange glemmer kun er 21 år gammel.

Lieder vil for meget selv

En rigtig måltyv skal og vil være selvisk. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. For Mart Lieder virker det dog i øjeblikket som om, at det har taget overhånd. Stort set hver eneste gang han modtager bolden, så søger han en hurtig afslutning, hvilket blandt andet mod Hobro førte til, at han driblede sig ind i nogle gevaldige blindgyder. Man må ikke pille hans målhunger fra ham, men man bliver nødt til at tage en snak med Lieder om, at når man modtager bolden 35 meter fra mål, så kan en aflevering til en medspiller også nogle gange medføre, at han selv kan få bolden igen i en bedre position.

Målfarlig midtbanespiller mangler

Lidt i forlængelse af den manglende skarphed må man også hæfte sig ved, at der mangler mål fra midtbanen. Hvis ikke Lieder rammer dagen, og SønderjyskE ikke får scoret på en dødbold, så har man haft meget svært ved at få lavet de nødvendige mål. Der er nødt til at komme noget mere fra midtbanen og kanterne med blandt andet nogle flere løb ind i felterne. Søren Frederiksen bidrog med lidt af det både mod Vendsyssel og mod Hobro, men det er noget, som man skal arbejde videre på i Haderslev.

Svære kampe i vente

En sejr mod Hobro havde lunet gevaldigt, da det havde betydet et hop op på 7. pladsen inden rundens øvrige kampe samt øget afstanden til bunden til seks point. Nu truer i stedet et dyk mod bunden, når de næste tre kampe byder på en udekamp i Brøndby, hjemmekamp mod FCM og en udekamp mod FC Nordsjælland. Det bliver svære kampe, hvor man skal overraske for at kunne få point. Overraskende point bliver der brug for, hvis ikke man skal stå i en kritisk situation i bunden af tabellen om tre runder.

5 ting, vi lærte af SønderjyskEs pointtab mod Hobro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce