Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Pederson: Vi spillede klogt

Mark Pederson og Thor Drelser havde fundet den rigtige defensive formel til kampen mod HV71 - men der manglede mål.

Pederson: Vi spillede klogt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Esbjerg Energys træner roste sine spillere for at rejse sig efter lussingen i Tjekkiet. Sune Hjulmand ærgrede sig over, at det ikke blev til bare én scoring.

Det lå lige som i den svenske sensommerluft - lussingen fra i fredags kunne blive gentaget i Jönköping søndag eftermiddag, hvis HV71 præsterede lige så godt og skræmmende, som Ocelari Trinec gjorde.

Det gjorde svenskerne ikke, og Esbjerg Energy-træner Mark Pederson roste sig hold for at give det rigtige svar efter nederlaget i fredags.

- Vi vidste, at hvis vi præsterede som i fredags, kunne det gå helt galt, og det var selvfølgelig et tema for os. Det var et tema for os at optræde som en gruppe og et hold, hvor vi gjorde hinanden gode, og det synes jeg, at vi gjorde. Jeg tror faktisk, at vi arbejdede hårdere og skøjtede mere i fredags, men vi arbejdede klogere i dag, mente Esbjerg Energys-træneren, der specielt var meget tilfreds med den defensive præstation.

- Vi lod os ikke lokke i de fælder, tjekkerne lokkede os i, og det var godt at se. Drengene hjalp hinanden, og det går kun på den måde, når vi møder så gode hold som dem her, sagde Pederson, der trods to nederlag i to kampe sagtens kunne finde gode ting at tage med hjem til Esbjerg. Og dårlige ting.

- Vores undertalsspil har været rigtigt godt, i dag scorer de kun, fordi pucken bliver rettet af. Men vores power play skal blive bedre. Vi scorede godt nok i overtal mod Trinec, men generelt har vi ikke fået nok ud af vores power play. I dag havde vi flere store muligheder, som vi ikke udnyttede, og det skal vi hjem og kigge på. Vi har set, hvor vigtige overtal er i disse kampe, og det er ikke anderledes i den hjemlige liga, siger Mark Pederson.

Tjekkisk sejr
 Ocelari Trinec vandt også sin anden kamp i gruppen - denne gang med 3-0 over Adler Mannheim. Tjekkerne fører gruppen med seks, Adler Mannheim og HV71 har tre, Esbjerg Energy har nul.

Vi spiller rigtigt

Ærgrelsen over de forpassede offensive muligheder var træneren ikke ene om at have. Veteranen Sune Hjulmand kunne se tilbage på en kamp med flere muligheder til Esbjerg Energy - startende med Alexis Loiseaus skud på stolpen efter et halvt minut.

- Det er nok det, der står tilbage for mig, ærgrelsen over, at vi ikke får scoret. Jeg synes, vi spiller, som vi skal, vi gør mange ting rigtigt, og denne spillestil skal også kendetegne os i isligaen. Men det kræver selvfølgelig, at vi får scoret nogle mål, siger Sune Hjulmand, der lige som træneren glædede sig over en god defensiv.

- Deres træner var godt sur, da de ikke havde fået scoret i anden periode, og det er jo altid et godt tegn, siger Sune Hjulmand, der trods de to nederlag glæder sig til at møde både HV71 og Trinec i næste uge. Måske han glæder sig lidt mere til at møde svenskerne på torsdag end tjekkerne på lørdag.

- Det er i hvert fald den kamp, vi fokuserer på fra nu af. De har haft to hjemmekampe, mens vi har skullet rejse. Nu er det deres tur til at rejse, og sådan noget sidder bare i benene. Lad os håbe, at vi kan udnytte det. Jeg tror i hvert fald på, at vi kan tage point fra svenskerne, siger Sune Hjulmand.

 

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark