Midgaardhus i Ribe. Foto: Søren Gylling

Uegnet til fængsel: Dømte udviklingshæmmede bor i Ribe

Uegnet til fængsel: Dømte udviklingshæmmede bor i Ribe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Midgårdhus er en del af Specialcenter for Unge og Voksne og huser udviklingshæmmede, som stort set alle har en dom. En del af beboernes fortid vidner om grov vold, seksualforbrydelser eller vold med døden til følge. Fælles for dem er, at de arbejder hen mod et liv i den virkelige verden og ikke bag de usynlige tremmer i Ribe.

RIBE: - Søren er i grøn zone. Finn og Steffan har været i beskæftigelse, og Casper har haft fri i dag, fortæller en af Midgårdhus’ ansatte, da eftermiddagsholdet møder ind og skal have overdragelse fra morgenholdet. Derefter går dagens puslespil i gang.

- Hvem vil være sammen med Finn i dag? spørger den samme ansatte ud i lokalet. Nogle beboere bliver hurtigt fordelt, mens andre er lidt mere besværlige. Et nyt navn bliver sagt.

- Han er så glad. Han har fået kæreste igen, hvisker den ene ansatte til sidemakkeren om beboeren. Efter lidt tid er alle beboerne blevet fordelt, så hver ansat ved, hvem der har ansvaret for hvem.

Midgårdhus i Ribe er et bo og beskæftigelsestilbud for voksne udviklingshæmmede, hvor der på nuværende tidspunkt bor sytten mænd i alderen 22 til 65 år. Fælles for de fleste er, at de har begået kriminalitet og mange af dem har eller har haft et alkohol-eller stofmisbrug.

Kriminaliteten, som beboerne har begået, kan være alt fra vold, seksualforbrydelser – voldtægt eller pædofili – vold med døden til følge. Derfor har nogle beboere altid én eller to ansatte omkring sig, mens andre beboere kan gå frit til og fra Midgårdhus, som de ønsker. Der er kun lås på vinduerne i et par enkelte lejligheder, hvor der sidder en ansat som vagt om natten foran døren ud til friheden. Andre beboere bliver tilset i de sovende timer i deres lejligheder. De sytten mænd afsoner deres dom på Kastanie Allé 16 i Ribe, hvor der ikke er tremmer for vinduerne og intet hegn om matriklen.


Arbejdet i en gråzone
Beboerne er dømt ifølge straffeloven, men bor på Midgårdhus via serviceloven, hvilket betyder, at de ansatte kun må komme ind i lejligheden, hvis de bliver inviteret. Det betyder også, at hvis en beboer har et alkohol- eller stofmisbrug i sin lejlighed, må de ansatte ikke gribe ind.
- Det er en balancegang. Loven gør, at vi ikke må gribe ind på værelserne, hvis der for eksempel foregår et misbrug, siger Connie Sandholm, der er afdelingsleder på Midgårdhus. Hun fortæller derudover, at det er frivilligt for borgerne, om de vil deltage i et behandlingstilbud i forbindelse med deres dom.
- Hvis de nægter at deltage i behandling, så kan vi blot stå på sidelinjen og kigge på. Det er loven og ikke vores system, der bestemmer det, siger hun.

Erfaringer og relationer er det, de ansatte har fokus på, når de arbejder med en beboer.
- Vi arbejder i relationer. Så det vi kan gøre for at undgå deres misbrug er at aktivere dem eller forsøge tale dem fra det. Hvis vi går ind og sagde, at de ikke må drikke alkohol, så vil vi ødelægge vores relation til dem, siger Jane Jensen, der er pædagog og tillidsrepræsentant på Midgårdhus. Hun har overfaldsalarmen i hånden, inden den placeres i lommen eller i bæltet. Efter eftermiddagsmødet går dagens arbejde i gang.
- Vi skal altid kunne komme væk, hvis han bliver utryg eller hvis jeg kommer til at trykke på nogle knapper hos ham, siger Jane Jensen inden der bankes på en borgers dør, som allerede står åben.
Duk, duk, duk.
- Mmm, lyder det træt inde fra lejligheden.
- Må vi komme indenfor? spørger Jane Jensen, da hun hører det morgen-agtige-kvæk. Hun står afventende udenfor og træder ikke ind før, at hun er inviteret ind af borgeren.
- Hej Steffan, siger hun med oprigtig glæde i stemmen.
Steffan er først i tyverne, og han har boet på Midgårdhus i flere år. Han har en ren og ryddelig lejlighed og begge hans altaner er fyldt med grønne planter. Han nyder at være aktiv – både sportsligt men også håndværksmæssigt.
- Steffan er en af vores mest aktive beboere. Ikke også Steffan? siger Jane Jensen.

Han nikker og giver Jane Jensen ret i hendes påstand, hvorefter han med en enkelt finger trykker sin brille ind mod ansigtet. Flere gange hiver han ud i den blå Midgårdhus T-shirt, som om den sidder lidt for tæt om kroppen. Det er varmt, og den bankende lyd på hans dør har vækket ham fra luren på sofaen.
- Det er sådan en siesta-dag i dag, siger han, selvom han allerede har været flere timer i beskæftigelse i træværkstedet. Han fortæller stolt og forklarende om de borde og bænke, han laver i træværkstedet. Flere af møblerne i lejligheden er nogen, Steffan selv har lavet.
Jane Jensen sidder trygt og tilbagelænet i sofaen ved siden af Steffan tættest på døren ud af lejligheden. Han er afslappet og høflig.

Steffan er en af Midgårdhus' beboere. Foran hans lejlighed pynter grønne planter. Han holder af at passe dem, dyrke motion og være i beskæftigelse, hvor han bygger ting af træ.
Steffan er en af Midgårdhus' beboere. Foran hans lejlighed pynter grønne planter. Han holder af at passe dem, dyrke motion og være i beskæftigelse, hvor han bygger ting af træ.
Foto: Foto: Søren Gylling

Produkt af miljøet

- Vores borgere er et produkt af det miljø, som de er vokset op i, forklarer Connie Sandholm og taler om omsorgssvigt og misbrug. Hun fortæller, at langt de fleste af Midgårdhus’ beboere ikke er født udviklingshæmmet, men er blevet det gennem deres opvækst.
På grund af udviklingshæmningen er borgerne ikke egnet til at sidde i fængsel, og ifølge Connie Sandholm ville de heller ikke lære noget af en fængselsdom. Derfor arbejder man på en anden måde på Midgårdhus, hvor man bedømmer hver enkelt borger, og derudfra sætter delmål og planlægger, hvordan man kan arbejde hen mod at personen kan sluses ud i virkeligheden.
- Vi accepterer ikke deres handlinger, men via professionalisme skal vi se, hvor deres handlinger kommer fra og arbejde med det for at ændre de handlinger. Vi lykkes som sted, fordi vi ser mennesket bag kriminaliteten, siger Connie Sandholm. Et mål kunne for eksempel være at arbejde med en borgers temperament.


Kærlighed og hotdog
Udviklinghæmning - som tidligere blev kaldt mental retardering - forklares som en reduceret intellektuel evne og en reduceret social forståelse, hvor personens IQ ligger på 70 eller under. Mange af borgerne på Midgårdhus har levet et liv, hvor omsorgssvigt var en af hverdagens ingredienser, hvilket har formet dem til de mennesker, de er.
- De får hårdere straffe, fordi de ikke lærer af de fejl de begår. Empatien ligger meget lavt hos vores beboere, hvis den overhovedet er der, forklarer Jane Jensen.

Alligevel er kærligheden at finde flere steder på Midgårdshus. Nogle beboere har kærester og andre har ekskærester.
- Må vi komme op og sige hej, småråber Jane Jensen, mens nakken er bøjet bagover og øjnene kigger op mod 1. etage, hvor Casper Andersen bor. Her er der ikke jordbær og kastanjeplanter foran døren, som der er ved Steffans lejlighed.
- Det koster 20.000 kroner, svarer Casper Andersen drillende.
Casper Andersens lejlighed er fyldt med bamser og en af væggene er udsmykket med Rasmus Seebach plakater. Dog er det første, der hilser én velkommen, når man bevæger sig ind i hans hjem, lugten af cigaretrøg.
- Skal vi kigge på dit vasketøj, Casper? spørger Jane Jensen. Daglige pligter er også noget af det, som de ansatte hjælper med.
- Ikke lige nu, svarer han.

Casper Andersen har hygiejnebevis, og han elsker at lave mad. Derfor er hans beskæftigelse at hjælpe til i køkkenet på Midgårdhus.
- Jeg brænder for at lave mad. Det er så dejligt at se folk blive glade for det mad, man laver, siger 28-årige Casper Andersen. På håndleddet står der både Simone og et hjerte af blæk. Det er ekskærestens navn. De var sammen i syv år, men i julen sidste år blev forholdet gjort forbi.
- Det var ikke så sjovt, siger Casper Andersen og kigger ned.
En anden beboer har ofte sin kæreste fra Bramming på besøg. Han henter og bringer hende på stationen i Ribe, og hvis man påpeger hans gode opdragelse ved at hente og bringe, kigger han spørgende på én.
- Det gør jeg da altid, siger Kim som om, det var det mærkeligste at sætte spørgsmålstegn ved.

En af dem som har en kæreste, der ikke bor i nærheden er 36-årige Paw Hansen. For ni år siden gik Paw Hansen til svømning i Vejle. Efter træningen fik han altid en kop kaffe og en hotdog på banegården inden bussen gik hjem. Han oplevede flere gange den samme venindegruppe komme det samme sted som ham, men en af pigerne blev altid forvist til et andet bord, hvor hun skulle sidde alene.
- Tredje gang jeg oplevede det, blev det for meget for mig. Derfor gik jeg op og købte en hotdog og en kop kaffe, og så gik jeg hen til Helle og sagde ”værsgo, det er til dig”, fortæller 36-årige Paw Hansen.

Helles veninde der havde stået for at forvise hende til et andet bord brokkede sig over Paws gavmilde opførsel, men han svarede hende igen og gik ud. Efter ham kom Helle løbende, der ville spørge, om han ville være hendes kæreste, og der begyndte forholdet mellem de to, som stadig varer ved. Paw Hansen drømmer om at flytte til Fyn. Over til sin Helle.

Casper Andersens beskæftigelse foregår i køkkenet, hvor han hver uge skifter mellem at have morgen og aftenvagter. Beboerne på Midgårdhus kan tilmelde sig de forskellige måltider på institutionen, men de kan også vælge selv at lave mad i lejligheden.
Casper Andersens beskæftigelse foregår i køkkenet, hvor han hver uge skifter mellem at have morgen og aftenvagter. Beboerne på Midgårdhus kan tilmelde sig de forskellige måltider på institutionen, men de kan også vælge selv at lave mad i lejligheden.
Foto: Foto: Søren Gylling

Vi beskytter fru Hansen

I havemøblerne sidder personalet henslængt og sludrer inden aftenkaffen. Med fingrene foldet sammen sidder en af de mandlige ansatte og deltager i samtalen, men han har blikket rettet mod trampolinen, hvor hans beboere ligger og kigger op i luften. Selvom stemningen er afslappet – og måske en smule hjemlig – så er de ansatte på arbejde.
- Du kan tro at vi har følehornene ude, siger Jane Jensen og forklarer, at de registrerer alting og bedømmer borgernes humør flere gange dagligt. På Midgårdhus bruger de grøn, gul og rød zone for at bedømme og fortælle, hvilken tilstand hver enkelt beboer er i.
- Vi har en samfundsforpligtelse i at passe på Fru Hansen. Derfor er vi hele tiden i samspil med omverdenen, og vi er opmærksomme på vores borgere. De forlader for eksempel aldrig stedet i ubalance. Derudover har vi et godt samarbejde med lokalpolitiet i Ribe, siger Connie Sandholm og fortæller, at der nogle gange de seneste år har været beboere, som er stukket af fra Midgårdhus. Hvordan det kan ske har Connie Sandholm et klart svar på.
- Det er fordi vi er en åben institution. Det er sjældent det sker, og vi har vores forholdsregler, hvor vi er særligt opmærksomme på de borgere, hvor det er nødvendigt, siger hu

Paw har boet på Midgårdhus i mange år. Han synes, det er et godt sted, men han trænger til at der skal ske noget andet. Derfor vil han gerne prøve at bo et nyt sted - helst på Fyn, hvor kæresten Helle også bor.
Paw har boet på Midgårdhus i mange år. Han synes, det er et godt sted, men han trænger til at der skal ske noget andet. Derfor vil han gerne prøve at bo et nyt sted - helst på Fyn, hvor kæresten Helle også bor.
Foto: Foto: Søren Gylling
Kim følger sin kæreste til og fra togstationen i Ribe, hver gang hun besøger ham på Midgårdhus.
Kim følger sin kæreste til og fra togstationen i Ribe, hver gang hun besøger ham på Midgårdhus.
Foto: Foto: Søren Gylling

Uegnet til fængsel: Dømte udviklingshæmmede bor i Ribe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fakta
Midgårdhus i Ribe hører ind under Specialcenter for Unge og Voksne, Region Syddanmark. Der bor 17 mænd på Midgårdhus, hvoraf 14 har en dom.

Dommen afgør, hvilke vilkår personerne er anbragt på: Om de må bevæge sig frit eller med ledsager. Borgerne kommer fra hele landet og er anbragt på Midgårdhus af deres egen kommune. Omkring en tredjedel af beboerne kommer fra Esbjerg Kommune.
Annonce
Annonce