Ny aftale på plads: Taxaerne vender tilbage til Fanø

Fremover kan taxapladsen på Fanø Havn se frem til at blive indtaget af øens nye taxavognmand. Arkivfoto: Anders Græsbøll Buch

Ny aftale på plads: Taxaerne vender tilbage til Fanø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som JydskeVestkysten kunne løfte sløret for mandag, er der fundet en løsning for taxakørslen på Fanø. Den almindelige taxa genopstår i skikkelse af vognmand Ole Thomassen, der er tilknyttet Esbjerg Taxa.

Fanø: Siden den 8. oktober 2018 har der ikke været almindelig taxakørsel på Fanø til stor frustration for både borgere og erhverv. Nu er det mørke kapitel dog lukket, da Fanø Kommune efter flere måneders arbejde har indgået en aftale med vognmand Ole Thomassen fra Esbjerg Taxa.

Det forventes, at den genopståede taxa vil køre sine første kilometer på vesterhavsøen fra omkring 1. april, oplyser Fanø Kommune. Den nye løsning indebærer, at der kommer til at være mindst én taxa på Fanø hele året rundt, der kan betjene øens borgere og erhvervsliv, når behovet opstår. Ole Thomassen vil også stå for den kommunalt visiterede kørsel. En opgave, Esbjerg Taxa har haft siden 1. januar 2018.

Som JydskeVestkysten fortalte mandag, kommer den nye taxaløsning til at være fleksibelt anlagt. I sommerhalvåret fra april til september vil Ole Thomassen have to eller flere biler kørende på Fanø alt efter behovet. Telebussen fortsætter kørslen som hidtil med kørsel fra dør til dør. Fremover skal den blot bestilles over telefonen.

Taxa på Fanø
  • Telebus og rutebil kører uændret. Dog skal telebussen fremover bestilles over telefon
  • De nærmere, praktiske oplysninger omkring telefonnumre til taxaen og telebussen vil Fanø Kommune melde ud snarest
  • Der kommer ikke et lokalt kørselskontor på Fanø
  • Vognmanden vil have én fast taxa på Fanø, der betjener Fanø døgnet rundt hele året
  • I sommerhalvåret vil der være to eller flere vogne på Fanø afhængigt af behovet

Ny løsning vækker glæde

Det var Byrådet på Fanø, der mandag vedtog den nye løsning. På vegne af byrådet, fortæller borgmester Sofie Valbjørn, at hun er glad for, at taxaen vender tilbage.

- Det er glædeligt, at det nu er lykkedes at få genetableret taxadriften på Fanø. Det har slidt på både borgere, erhvervsdrivende og politikere at stå i dette limbo, så vi glæder os til, at vi atter får en taxa på gaden, udtaler Sofie Valbjørn i en pressemeddelelse.

Også borgerinitiativet Taxagruppen, der har været særdeles aktive i hele taxadebatten på øen, er tilfredse med den nye løsning. Det er på trods af, at gruppen undervejs ytrede, at man gerne ville ud af aftalen om den visiterede kørsel med Esbjerg Taxa.

- Vi har brugt uanede kræfter på at få taxakørsel tilbage til Fanø, fordi det er afgørende for øens udvikling, at vi har en taxa. Nu glæder vi os til at få ro på, siger Hanne Thyssen fra Taxagruppen i pressemeddelelsen.

Både byrådet og Taxagruppen opfordrer i samme ombæring til, at både borgere, erhvervsdrivende og sommerhusejere bakker op om taxakørslen, da det er vigtigt i forhold til at fremtidssikre taxadriften på øen.

Ny aftale på plads: Taxaerne vender tilbage til Fanø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce