jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere
Medlemmerne af Ribe Marineforening er vemodige over at skulle sige farvel til lokalerne i Jacob A. Riis' barndomshjem i Sortebrødregade. Nu pakker de skibsklokker og sekstant ned og flytter til mindre lokaler hos Klubben 1811 i Ribe.
RIBE: De har hele tiden vidst, at de var der på lånt tid. Men alligevel hersker der en lidt sørgmodig stemning torsdag formiddag, hvor en god håndfuld medlemmer af Ribe Marineforening er i gang med at pakke skibsklokker, sekstanter, øl- og snapseglas og fine gamle modelskibe sammen.
I de seneste knap fire år har Ribe Marineforening haft til huse i fotografen og forfatteren Jacob A. Riis barndomshjem i Sortebrødregade. En lejlighed, som emmer af sjæl og historie, og et sted hvor de gamle gutter fra de syv verdenshave, som udgør hovedparten af medlemmerne af Ribe Marineforening, har følt sig mere end godt hjemme.
- Ja, vi har været rigtig glade for at være her de seneste år. Vi har haft god plads, og vi har kunnet have alle vores genstande her. Men vi har jo godt vidst, at Sydvestjyske Museer på et tidspunkt skulle bruge lokalerne, når de havde skaffet penge til det kommende museum for Jacob A. Riis, siger Gert Pedersen, formand for Ribe Marineforening.
Han sejlede selv som maskinmester i handelsflåden i et kvart århundrede. Det var hans indgang til medlemskabet af marineforeningen, hvor man oprindelig kun optog folk, som havde gjort tjeneste i søværnet. Senere blev det udvidet til, at folk som arbejdede i handelsflåden også kunne være med, men i dag optager Ribe Marineforening alle med interesse for sejlads, søfart og det maritime liv.
- Tidligere var foreningen kun for mænd. Sådan er det ikke mere. Vi har da en 24-årig kvinde på medlemslisten, men vi vil da gerne have flere unge og med. Vi må jo erkende, at hovedparten af os er mænd, som er lidt oppe i årene. Vi har brug for nyt blod. Ellers dør foreningen ud, konstaterer Gert Pedersen.
67-årige Anker Andsbjerg er én af dem, der sætter stor pris på det sociale samvær og hyggen med de andre gamle "søulke", som mødes minimum en gang hver 14. dag.
- Her holder vi det vi kalder hyggeligt, kammeratligt samvær, og det betyder meget for mig at mødes med de andre gamle drenge i foreningen, siger Anker Andsbjerg, som arbejdede som skibsfører i handelsflåden i 40 år.
Ribe Marineforening har som erstatning for lokalerne, som de nu skal flytte ud af, fået stillet et lokale på cirka 45 kvadratmeter til rådighed på restaurant Klubben 1811 i Sønderportsgade.
- Det er vi meget glade for, men desværre kan vi langt fra have alle vores ting der. Og vi vil også gerne have et større og mere permanent lokale, hvor vi kan være og holde vore møder - et lokale i den indre by. Så vi hører meget gerne fra folk, som kunne have interesse for at udleje sådan et lokale til os, siger Gert Pedersen - med tilføjelsen, at marineforeningen jo ikke ligefrem er en forening med en stor formue.
Foreløbig ligger det fast, at Ribe Marineforening flytter ind i det kommende nye lokale på Klubben 1811 i slutningen af januar.