Socialdemokratiet: Vi kommer ikke udenom en skattestigning

Politikere og kommunalt ansatte har været ude i alle hjørner af deres områder for at finde besparelser, og nu er de kommet dertil, hvor der ikke kan findes flere, mener gruppeformanden for Socialdemokratiet, Søren Heide Lambertsen. Arkivfoto: Martin Ravn

Socialdemokratiet: Vi kommer ikke udenom en skattestigning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mens Venstre-borgmester Jesper Frost Rasmussen afviser genindførelse af dækningsafgiften - den særlige virksomhedsskat - er lederen af byrådets andet store parti, den socialdemokratiske gruppeformand Søren Heide Lambertsen, ikke afvisende.

Esbjerg Kommune: Det kan godt være, at borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) slår syv kors for sig ved tanken om en genindførelse af den såkaldte dækningsafgift - den særlige skat på erhvervsejendomme - i Esbjerg Kommune.

Men Enhedslisten står ikke alene med sit forslag om at øge beskatningen på erhvervslivet for at få enderne i det kommunale husholdningsbudget til at nå sammen. Lederen af byrådets store oppositionsparti, Socialdemokratiet, leger også med tanken.

- Helt overordnet set tror jeg, vi er nødt til at se på alt inden for de tre skruer, en kommune har mulighed for at skrue på, nemlig grundskyld, personskat og dækningsafgift. Jeg har noteret mig, at borgmesteren pure har afvist en genindførelse af dækningsafgiften, men vi er så pressede på økonomien til den borgernære service, at jeg tror, vi skal holde alle døre åbne, når det gælder om at øge vores indtægtsgrundlag, siger Søren Heide Lambertsen.

Straf for skat
  • Tidligere har kommuner, der uden dispensation fra Indenrigsministeriet har forhøjet skatterne, måttet betale langt det meste til statskassen i en årrække i form af mindre udbetalt bloktilskud, og det har også været den væsentligste årsag til, at den socialdemokratiske gruppeformand, Søren Heide Lambertsen, hidtil ikke har været fortaler for skattestigninger af den ene eller den anden art.
  • Imidlertid er situationen nu en anden, mener S-gruppeformanden, og han argumenterer for, at politikerne kan være tvunget til at hæve skatten og betale straf i en årrække "for at redde kommunes økonomi og borgernære service".

I erkendelse af, at borgmesterpartiets absolutte fravær af begejstring over genindførelse af dækningsafgift, foreslår Heide Lambertsen et kompromis:

- Jeg kan sagtens være med til, at vi eksempelvis indfører dækningsafgiften for en afgrænset periode og bruger provenuet på at få anlagt veje og opdateret vores vejnet, hvilket jo netop er meningen med dækningsafgift - at erhvervsvirksomheder bidrager til dækning af kommunens udgifter til gader og veje, parkeringspladser og så videre, siger Søren Heide Lambertsen.

Af de udtalelser, borgmesteren tidligere er kommet med, ser det ud til, at dækningsafgift for ham er udelukket, mens han ikke udelukker at sætte personskatten op. Er det sidste nemmere at få bred politisk opbakning til - også fra Socialdemokratiet?

- Jeg er tilhænger af, at alle skal bidrage, og i forbindelse med budgetlægningen i 2015 blev der søgt og givet tilladelse fra indenrigsministeriet til at sætte personskatten op i Esbjerg Kommune. På den led mener jeg ikke, det ligger lige for at gøre det samme igen. Men jeg står ikke her og udelukker noget allerede nu. Vi står over for nogle vanskelige budgetforhandlinger, og ligegyldigt hvor man end vender sig hen, så er der nogen, der vil synes, at det, vi beslutter, er urimeligt, siger gruppeformanden, der dog "godt vil rose borgmesteren for ikke at afvise en personskatteforhøjelse".

Esbjerg Kommune har været igennem utallige sparerunder, og nu står kommunen over for endnu en. Ikke nok med, at der på forhånd er et minus på 30 millioner kroner i ikke-realiserede besparelser fra sidste års budgetaftale, så vokser udgifterne på voksenhandicap og familieområdet nærmest ukontrollabelt, og det anslås, at spare-opgaven til politikerne når op på 100 millioner kroner.

Men S-gruppeformanden mener ikke, det er realistisk at finde penge inden for den nuværende ramme:

- Jeg mener, vi har nået grænsen for, hvad der kan findes inden for det nuværende budget. Da én-to procents besparelserne fra sidste år blev meldt ud, var eksempelvis en af daginstitutionerne helt derude, hvor man foreslog, at sandet i sandkassen ikke skulle skiftes så tit som hidtil. Så har vi vist været ude i alle hjørner. Der er ikke mere at hente. Skærer vi yderligere, så ender det med, at det ikke er attraktivt hverken at bo i kommunen eller at være ansat her. Derfor ser jeg nok også skatteforhøjelse i en eller anden form som uomgængelig, siger gruppeformanden.

Socialdemokratiet: Vi kommer ikke udenom en skattestigning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce