Salg gik i vasken: Mandøs største turismeaktør lukker

Ægteparret Elisa og Benny Thomsen har de seneste otte år haft næsten 23.000 turister og andre gæster med på hestevognsture og andre events i deres firma Mandø Event. Lige nu sidder de tilbage med skuffelsen over, at et planlagt salg af firmaet gik i vasken - i følge dem på grund af brudte løfter. Arkivfoto: Ole Maass.

Salg gik i vasken: Mandøs største turismeaktør lukker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et planlagt salg af firmaet Mandø Event blev ikke til noget, og medejer af firmaet, Benny Thomsen, lægger ikke skjul på sin skuffelse. Han føler, at han og hustruen er blevet holdt for nar af det, der skulle have været en lokal køber. Og han lægger ikke skjul på, at det efterfølgende ikke bliver let at blive boende på den lille ø i Vadehavet.

MANDØ: Benny Thomsen afviser, at han er vred og bitter.

- Det kan man ikke bruge til noget. Men skuffet og ked af det - det er jeg, fortæller han.

Benny Thomsen har sammen med hustruen, Elisa, siden 2011 drevet firmaet Mandø Event, og på de otte år har firmaet været Mandøs største turismeaktør med masser af gæster, som er sendt på hestevognsture, champagneture, sælture og en lang række andre events.

Men fra årsskiftet lukker firmaet, og det skyldes, at et planlagt salg til en lokal køber er gået i vasken.

Tirsdag aften sendte Benny Thomsen en pressemeddelelse ud om det mislykkede salg. Den lagde han samtidig på Facebook, og heri beskriver Benny Thomsen sin opfattelse af forløbet. Det gør han uden at nævne navn på ham, der skulle have købt firmaet - Claus Christensen - og Benny Thomsen lægger ikke skjul på, at han og hustruen føler sig holdt for nar, fordi der var lagt op til, at salget skulle afsluttes med underskrift den 30. august.

Han fortæller, at forinden - allerede i midten af juli - havde den kommende køber fortalt vidt og bredt rundt om på øen, at han ville købe firmaet Mandø Event.

Formelt skulle overdragelsen altså finde sted den 30. august. Benny Thomsen havde bestilt mad og lagt op til fest - men der var ikke deponeret penge i banken til købet, og der kom ingen underskrift på salgsaftalen. Festen blev aflyst.

Identitetstyveri
I kølvandet på det der skulle have været et salg af firmaet Mandø Event oprettede Claus Christensen sammen med Poul Erik Fredskild fra Mandø samt en tysker med sommerhus på øen, Peter Walter Flügge et anpartsselskab med navnet Mandø Event Aps. De tre indskød hver en tredjedel af de 75.000 kroner, som er anpartsselskabets startkapital.Benny Thomsen opfatter det som et forsøg på identitetstyveri at stifte et selskab, som ligger så tæt på hans firmanavn. Claus Christensen oplyser, at anpartsselskabets navn vil blive ændret, så der ikke er noget grundlag for en forveksling.

Fire arbejdspladser

- Konsekvensen er, at der er fire arbejdspladser, som forsvinder fra Mandø. Fire af de ti på øen, som ikke er på pension tjente en væsentlig del af deres indtægt hos os, siger Benny Thomsen.

Den sidste tur med hestevogn ud i Vadehavet har han planlagt til den 29. december. Efterfølgende bliver heste og vogne sat til salg, og de skal sælges til købere på fastlandet, slår han fast.

Han og hustruen Elisa har planlagt at blive boende og nyde deres otium på Mandø.

- Men efter det her forløb bliver det da ikke nemmere at bo på en ø med 27 indbyggere, som vi er tilbage på Mandø. Det er der ikke nogen grund til at skjule, siger Benny Thomsen, som allerede tirsdag aften og igen i løbet af onsdagen fik masser af sympatitilkendegivelser efter, at han havde lagt sin udlægning af forløbet ud på Facebook.

Salg gik i vasken: Mandøs største turismeaktør lukker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce