S krævede lukket sag om boligsalg ud i det åbne

Ulla Koman-Mejer (billedet) og partifællen Nini Oken (S) forsøgte på mandagens byrådsmøde at standse salget af en kommunal ejendom i Esbjergs museumsgade, H.C. Ørstedsgade. Arkivfoto: Martin Ravn.

S krævede lukket sag om boligsalg ud i det åbne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Esbjerg Byråd behandlede mod sædvane en sag om salg af en kommunal beboelsesejendom i det indre Esbjerg på det åbne byrådsmøde efter krav fra to socialdemokrater.

Esbjerg: En kommunal beboelsesejendom med to lejligheder i Esbjergs museumsgade, H.C. Ørstedsgade, bliver nu sat til salg.

Det er konsekvensen af en flertalsbeslutning i Esbjerg Byråd, hvor Venstre, De Konservative, Borgerlisten, Dansk Folkeparti og De Radikale stemte for at smække et til salg-skilt på bygningen i nær fremtid.

Debatten om salget af huset blev helt utraditionelt behandlet på det åbne byrådsmøde efter krav fra to socialdemokrater, Nini Oken og Ulla Koman-Mejer, der begge argumenterede for at få punktet rykket frem på den åbne dagsorden, som offentligheden har mulighed for at overvære.

- Der er ikke priser og økonomi i sagen. Den handler alene om, at en lejer gennem 40 år risikerer at miste sin bolig, lød det fra Ulla Koman-Mejer, mens borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) forsvarede, at sagen var sat på en lukket dagsorden af hensyn til dem, der bor der.

Men Nini Oken supplerede sin partikollega:

- Det ægtepar, der bor der, er jo godt klar over, at kommunen overvejer at sælge.

Der er ikke priser og økonomi i sagen. Den handler alene om, at en lejer gennem 40 år risikerer at miste sin bolig.
Byrådsmedlem Ulla Koman-Mejer (S).

Sikkerhed

Kort fortalt handler sagen om, at det ene lejemål i den kommunale ejendom står tomt, mens det andet stadig er beboet. I Esbjerg Kommune ligger der en principbeslutning om, at når lejere er fraflyttet kommunale ejendomme, skal de sælges. Imidlertid kan det have lange udsigter, inden begge lejemål står tomme, og i mellemtiden har kommunen så en huslejeudgift til den lejlighed, der ikke er lejet ud.

- Det kan blive vanskeligt at se, hvornår bygningen kommer til at stå helt tom, men hvis vi sælger bygningen, mens der stadig bor nogle i den ene halvdel, er de jo beskyttet af lejeloven, og de kan ikke uden videre smides ud, lød det fra borgmesteren, hvilket Ulla Koman-Mejer ikke gav meget for.

- Det er korrekt, at Esbjerg Byråd tidligere har vedtaget at sælge ledige, kommunale ejendomme, og denne sag er atypisk, fordi kun det ene af to lejemål er fraflyttet. For os er det vigtigt, at når man lejer en kommunal lejlighed, skal man kunne føle sig sikker på, at man også kan blive der. Hvis en ny ejer selv vil bruge begge lejligheder, så kan de nuværende lejere blive sat på gaden med et års varsel. Vi taler her om et pensionist-ægtepar, der har boet der i 40 år, lød det fra Ulla Koman-Mejer, der dels foreslog, at salget blev annulleret, dels at lejemålene alternativt blev delt op i to ejerlejligheds-konstruktioner, hvor kommunen så kunne sælge den ledige og afvente, at den anden blev fraflyttet på naturlig vis.

Stop for salg

SFs gruppeformand, Diana Mose Olsen, lod vide, at partiet mener, at der er solgt nok ud af den kommunale bygningsmasse:

- Især set i lyset af, at vi bør have billige, kommunale boliger på hånden. Hvis vi bliver ved med at sælge ud, ender det også med, at vi ikke har flere kommunale boliger, vi kan give til udsatte borgere, sagde hun.

Enhedslistens Sarah Nørris ville gerne annullere salget, men ikke begive sig ind i en ejerlejligheds-konstruktion. Enten eller, lød det fra Nørris, hvilket borgmesteren var enig i.

Det endte med stemmetallene 17-14 for et salg.

S krævede lukket sag om boligsalg ud i det åbne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce