Rutsjebaner gør gymnasieelever kloge

Tirsdag var 33 elever fra Rybners Gymnasium på en tur til Tivoli i København for at måle acceleration, højde og tryk i forskellige forlystelser. Privatfoto: Ole Gadsbølle Larsen.

Rutsjebaner gør gymnasieelever kloge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For femte gang har elever fra Rybners Gymnasium nu været i Tivoli i København for at blive klogere på fysik. Eleverne er vilde med initiativet, og på gymnasiet mærker man tydeligt, at det virker.

Esbjerg: På Rybners Gymnasium har man fået en god idé. I fem år har man nu haft et hold elever med fysik på B- eller A-niveau, der har fået lov til at gå endnu mere i dybden med deres interesse for faget. En gang om året har gymnasiet arrangeret en tur til Tivoli i København, hvor eleverne skal måle højde, acceleration og tryk i forskellige forlystelser. Tirsdag var der igen 33 elever afsted sammen med Ole Gadsbølle Larsen, som er fysiklærer på gymnasiet.

- Når vi tager på sådan en tur, får eleverne prøvet fysikken på egen krop, og det kan gøre det lettere for dem at forstå, og de husker det bedre, siger han.

På holdet bliver eleverne blandet på tværs af årgange og niveauer, og for Ole Gadsbølle Larsen er det en oplagt mulighed for at skabe fællesskab og sammenhold med andre end dem, eleverne går i klasse med.

Det faglige udbytte er ifølge ham også tydeligt at se, eftersom A-niveaueleverne får temmelig høje karakterer i både SRP (studieretningsprojekt i 3.g, red.), matematik og fysik. Derudover har man på skolen dobbelt så mange elever, der vælger fysik på A-niveau som et gennemsnits-gymnasium. På Rybners har de også andre tiltag som eksempelvis Åbent Laboratorium, der ifølge Ole Gadsbølle Larsen er med til at påvirke det positive udbytte.

Rybners Gymnasium
Udover faget Tivolifysik, som eleverne frivilligt tilmelder sig, har man også arbejdet uden for klasseværelset på andre måder. På skolen har man tidligere arbejdet med ølbrygning i andre sammenhænge, og man arbejder på gymnasiet også med et Åbent Laboratorium, hvor eleverne frivilligt kan møde op nogle gange efter undervisningen for at lære endnu mere. I 2018 modtog gymnasiet Undervisningsmiljøprisen.
Med i forlystelserne har eleverne et måleapperat, der kan måle højden. Apperatet sender informationer til elevernes smartphone, som sender oplysningerne videre i en mail til dem, så de kan arbejde med resulaterne i et regneark. Privatfoto: Ole Gadsbølle Larsen.
Med i forlystelserne har eleverne et måleapperat, der kan måle højden. Apperatet sender informationer til elevernes smartphone, som sender oplysningerne videre i en mail til dem, så de kan arbejde med resulaterne i et regneark. Privatfoto: Ole Gadsbølle Larsen.

Får lov til at nørde

En gruppe elever fra 3.x på Rybners Gymnasium har nu været afsted to år i træk, og de er stadig begejstrede for initiativet.

- Det er fedt at være med til, fordi vi alle interesserer os meget for fysik, og på den måde får vi lov til at nørde endnu mere med det, siger 18-årige Jakob List Hummelgaard.

Det er ikke kun gymnasieelevernes lærer, der tror på effekten ved at mærke fysikken på egen krop. Også eleverne er overbeviste om, at det giver dem en bedre forståelse af, hvordan tingene hænger sammen.

- Nogle gange kan teorien på tavlen være lidt virkelighedsfjern, og når man så kommer ud og prøver det i virkeligheden, kommer det lidt mere ned på jorden, og tingene kan give lidt bedre mening, siger William Uth, som også er 18 år.

Kan se en udvikling

Der er dog også andre fordele ved tivolifysik. Når grupperne er blandet på tværs af årgange og niveauer, er der nogle ting, man som afgangselev forstår bedre end en 2.g'er med fysik på B-niveau. Derfor får 3.g'erne øvet sig i at formidle deres viden videre til eleverne på de lavere niveauer, og 2.g'erne kan lære endnu mere, fortæller eleverne fra 3.x.

- Når vi har været afsted i år for anden gang, kan vi også se vores egen udvikling. Sidste år var der måske nogle ting, vi undrede os over og ikke helt forstod, men som vi forstår nu, siger William Uth.

- Jeg synes, det er et fantastisk initiativ for dem, der virkelig interesserer sig for fysik. Det er fedt, at vi kan få lov at bruge mere tid med faget og fordybe os i det, siger Lea Rasmussen på 17 år.

Rutsjebaner gør gymnasieelever kloge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce