Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Rester af forsvarsværk fundet i arkæologisk udgravning ved Ribe

Som del af udbygningen af AVK Plast fik arkæologerne lov at grave på grunden i Øster Vedsted, hvor man også tidligere har gjort flotte fund. Denne gang fandt man blandt andet både grave og massevis af stolpehuller. Foto: Sydvestjyske Museer

Rester af forsvarsværk fundet i arkæologisk udgravning ved Ribe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arkæologer ved Sydvestjyske Museer er netop nu igang med skrive beretning og konservere fundene fra den store udgravning, der i efteråret 2017 fandt sted ved virksomheden AVK Plast i Øster Vedsted ved Ribe. Den bød både på rester fra førromersk forsvarsværk, huse og flere brandgrave.

Øster Vedsted: Netop nu sidder arkæolog Malene Aagreen Nielsen fra Sydvestjyske Museer og skriver beretning for den store udgravning, der over seks uger i efteråret 2017 fandt sted på en grund i Øster Vedsted, der tilhører virksomheden AVK Plast A/S.

Under fabrikken og de omgivende grunde er der ved tidligere lejligheder fundet rester fra fortiden, og da AVK Plast havde brug for nye arealer til opmagasinering af produkter, fik Sydvestjyske Museer lov at undersøge området.

- Vores forventninger blev til fulde indfriet, siger Malene Aagreen Nielsen, mens hun analyserer arbejdet i Øster Vedsted, og de mange fund er ved at blive konserveret.

- Vi vidste på forhånd, at der kunne være rester af et spændende forsvarsværk fra før-romersk jernalder (ca. 500 før Kristi fødsel - år 0, red.). Vi blev da heller ikke skuffede, for ned igennem udgravningen løb et bånd bestående af hundredvis af små, dybe huller i jorden, hvor der måske har stået spidse egetræspinde i bunden. Det er først inden for de seneste årtier, vi har fået kendskab til denne nye form for forsvarsværk, siger Malene Aagreen Nielsen og uddyber, at man kalder disse for hulbælter.

- Det har løbet parallelt med den gamle drivvej, der er nutidens hovedvej 11. Det har markeret over for vejfarende, at de hellere måtte holde sig på den rigtige side af hullerne. Selv efter 2500 år kan man stadig se spor efter nogle af træpindene i hullerne, og vi ved, at hele hulbæltet er mindst 500 m langt, men hvor langt det præcist strækker sig mod nord og syd, ved vi ikke, siger hun.

Grave

Der er også gjort nyere fund på stedet. For omkring 1500 år siden lå Øster Vedsted-landsbyen på stedet, og under fabrikken og de omgivende grunde har man ved flere lejligheder fundet rester af landsbyens flotte huse og gårdstofternes omgivende hegn.

- I den nye udgravning har vi også fundet både huse og de omgivende hegn. Husene havde stald i den ene ende og beboelse i den anden. I et af husene fandt vi et spændende lille husoffer, siger Malene Aagreen Nielsen og forklarer, hvordan der i et af stolpehullerne var nedgravet en kniv, som stod med spidsen opad. Det var et værn mod lynild, og lignende fund kendes fra andre udgravninger og gammel folketro. Sådan blev man ved med at gøre til helt op i 1800-tallet.

Overinspektør i Arkæologi ved Sydvestjyske Museer, Morten Søvsø, er glad for de mange spændende fund i Øster Vedsted.

- Vi har også været heldige at finde nogle grave fra omkring samme tid som hulbæltet. Det var brandgrave, og ved nogle var resterne fra ligbålet lagt ned i et hul i jorden, og ved andre var resterne lagt ned i en urne, som så blev begravet, siger Morten Søvsø.