Populære Kobbersmed siger farvel til Esbjerg

Niels Jørgen Kobbersmed kan se tilbage på 26 spændende år i Zions Kirke, og han var blandt andet medvirkende til, at kirken blev gennemgribende renoveret og moderniseret i 2003-2004. Dog fik præsterne nej til deres ønske om at sænke kirkens kor, så det kom i niveau med resten af kirken. - Her meldte arkitekten ud, at det kunne vi glemme alt om. For det første var det et bærende element i den del af kirken, så det hele ville brase sammen, hvis vi begyndte at rokke ved det. Derudover mente han også, det ville være en skam, for det er et særkende ved Zions Kirke, at den har et højkor. Det har nogle danske kirker, og det gør det lettere for menigheden at se præsten. Vi præster syntes mere, det sådan udstillede os og gjorde os lidt for dominerende. Men det var altså ikke en tanke, der havde nogen gang på jord, smiler Niels Jørgen Kobbersmed. Foto: André Thorup

Populære Kobbersmed siger farvel til Esbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han flyttede fra Mors til Esbjerg med sin kone Dorthe og deres syv børn i 1992, og det har han aldrig fortrudt. For præst Niels Jørgen Kobbersmed kom til at holde så meget af Zions Kirke og sin menighed, at det nu gør ondt, at han skal sige farvel.

ESBJERG: Det hele startede 16. december, og det hele sluttede 16. december.

For det var tirsdag 16. december 1980, den 30-årige Niels Jørgen Kobbersmed sad og stirrede på den grønne telefon i sin og Dorthes lejlighed i det vestlige Århus. Dorthe hev lidt i ham og spurgte, om han ikke ville med ned til afslutningen i Møllevangskirkens børnegruppe sammen med deres to børn, Oline på to år og babyen Lasse.

Men Niels Jørgen blev ved telefonen, mens familien til sidst tog afsted. Han vidste, at menighedsrådet for Redsted og Hvidbjerg kirker på Mors havde møde med biskoppen den dag klokken 11, og nu ventede han spændt på, om det var ham, der var blevet valgt som præst. Selv om modet faldt en lille smule, efterhånden som klokken blev både 13 og 14.

- Men så klokken 14.30 ringede telefonen endelig. Og det var sådan en gæv gårdmandskone fra menighedsrådet, som talte med syngende dialekt fra Mors-Thy-området. Jeg kan huske, hvordan min utålmodighed steg, mens hun forklarede i detaljer om det lange møde, de havde holdt, men til sidst kom det endelig: "Men de flest aw os we tøt at we will godt ha jer-jer." Bing! Hold da op. De ville have mig, husker Niels Jørgen Kobbersmed.

Vi springer præcis 38 år frem i tiden. Den 16. december 2018 hænger Niels Jørgen Kobbersmed præstekjolen på knagen i Zions Kirke i Esbjerg. En lang epoke som præst - først 12 år på Mors og siden 26 år i Esbjerg - har nået sin ende.

- Der er da meget ved det her med at skulle stoppe, der ikke er spor sjovt. Det er vemodigt at tage afsked med Zions Kirke. Med menigheden og menighedsrådet. Og med vores dejlige store præstebolig, hvor der jo desværre er fraflytningspligt. Men nogen har bestemt, at vi præster skal stoppe, når vi fylder 70 år, og selv om jeg kun fylder 69 til januar, har jeg besluttet at holde et år før og kunne nyde tiden sammen med Dorthe og vores børn og børnebørn, siger Niels Jørgen Kobbersmed.

At dømme efter opbakningen er vemodet gensidigt. Omkring 400 mødte op til Kobbersmeds afskedsgudstjeneste 16. december. Heriblandt en god flok af de hundredvis af elever fra Danmarksgades Skole, Niels Jørgen Kobbersmed har konfirmeret gennem årene.

- Det rørte mig. Konfirmanderne fra forskellige årgange, der var mødt op, og folk, hvor jeg har begravet en fra deres familie for kortere eller længere tid siden. Kirkebørn, som ikke har den vane at gå i kirke, men som tænkte, at denne gang ville de godt lige hen og hilse på ham, der spillede en rolle i deres liv dengang. Det bevægede mig faktisk. Det gjorde det.

Niels Jørgen Kobbersmed om ...
.... tv-serien Herrens Veje?.

- Jeg kan godt lide seriens budskab om synd og skam, men det er fiktion, og så bliver ting nogle gange helt håbløst fremstillet. Altså en kirketjener, der i den grad er inde i orkanens øje, og som sidder oppe foran ved gudstjeneste og styrer præstens kalender. Det er jo slet ikke sådan, det fungerer. Og så er der også mange elendige myter. Det irriterer mig frygteligt, at serien ikke kan fremstille, hvordan Indre Mission er. De lader til at være en slags sekt oppe i Græsted med egen præst, men i Indre Mission har de aldrig haft deres egen præst, men har altid været loyale medlemmer af folkekirken. Og så den med, at biskopper og provster er sådan nogle usympatiske skiderikker. Hende der Monica slår mig som en meget trist person. Men sådan har mine foresatte altså aldrig været.

... at en del fravælger at døbe deres børn i dag?

- Det kniber i byområderne i dag. Folk er blevet så relativistiske og siger: Det kan børnene selv tage stilling til, når de bliver gamle nok. Men for filan, vi skal da tage stilling til mange ting for vores børn, mens de er små. De kan heller ikke selv vælge, om de vil vaccineres. Jeg synes, det er en forkert overvejelse at gøre, for man kan ikke dispensere sig selv fra at være forælder, indtil børnene er kommet til skelsår og alder. Og hvad galt kan der være i, at man vælger den kristne tro til?

... om konfirmanderne?

- Jeg har været meget glad for konfirmanderne fra Danmarksgades Skole, men noget, der bekymrer mig, er, når så mange af de mest ressourcestærke elever begynder at flytte til friskoler, Vitaskolen eller Skt. Nikolaj Skole. Det sker lidt i de her år, fornemmer jeg. Og så går der møl i den. Det smuldrer, og pludselig sidder jeg med to meget små hold, som godt nok ikke fejler noget kundskabsmæssigt, men hvor det er dem, der er socialt tungest kørende. Det er ærgerligt, for det kan give en svær dynamik. Omvendt oplever jeg, at eleverne må kunne lide at være her, for der er næsten ingen forsømmelser.

... at være præst på Mors i 1980'erne?

- Det var en god tid, men samtidig passede jeg nok ikke så godt ind i landbokulturen der på Mors. Jo, jeg var meget fascineret af, hvordan landmændene levede fuldstændig i pagt med naturen og årets gang. Spændingen når frosten aftog, og kornet blev sået om foråret, og om det ville spire. Men jeg anede jo nærmest ikke forskel på en ko og en gris. Her var det tydeligt, at Dorthe var fra landet og passede godt ind i det miljø, mens jeg var en klovn til det. Jeg er godt nok opvokset i en mindre by som Hirtshals, men det var ligesom Esbjerg sådan en mini-Klondyke, hvor der skete meget.

... tendensen inden for gudstjenester i dag?

- Nogle steder guider præsten eller kirketjeneren menigheden og siger "Værsgod at sætte jer ned" eller "Nu skal vi rejse os og høre et dejligt stykke. Det er profeten i Det Gamle Testamente, der skriver sådan her". Men alle de der småforklaringer ... det er ulideligt, ikke? Og hvad sker der egentlig, hvis gamle Fru Christensen glemmer at rejse sig op? Det sker der ikke en pind ved. Jeg kan ikke give hende bøde. Og nogle bryder sig bare ikke om at stå op eller har måske gigt eller noget. Det skal de ikke skammes ud over.
Referencerne til Bibelen er mange i Niels Jørgen Kobbersmeds levende sprogbrug. Han er en mand med holdninger, men også en mand, som respekterer, når andre ikke er af samme opfattelse som ham selv. Her bruger han lignelsen om Abraham og Lot: - Da de kom op at diskutere om noget græs, sagde Abraham: Hvis du vil gå til højre, så kan jeg gå til venstre. Sådan prøver jeg også at gå frem. Jeg er nok bare ikke helt så storslået som Abraham, men ville sige
Referencerne til Bibelen er mange i Niels Jørgen Kobbersmeds levende sprogbrug. Han er en mand med holdninger, men også en mand, som respekterer, når andre ikke er af samme opfattelse som ham selv. Her bruger han lignelsen om Abraham og Lot: - Da de kom op at diskutere om noget græs, sagde Abraham: Hvis du vil gå til højre, så kan jeg gå til venstre. Sådan prøver jeg også at gå frem. Jeg er nok bare ikke helt så storslået som Abraham, men ville sige "Jeg tager til venstre, og så tænker jeg, om du kan nøjes med højre", ler præsten. Foto: André Thorup

Fra Mors til Esbjerg med syv børn

Det er en vellidt præst, Esbjerg nu siger farvel til, og som fremover vil bo i Kolding sammen med Dorthe. Ikke at han har tilknytning til Kolding, men byen ligger mere centralt i forhold til parrets børn rundt om i Danmark. Syv børn blev det til for præsteparret, og alle syv var født, da familien Kobbersmed i 1992 flyttede fra Mors til Esbjerg.

Beslutningen kom, da Niels Jørgen Kobbersmed så, at Zions Kirke nede i Esbjerg manglede en præst.

- Zions Kirke kendte man som præst. Ikke bare har kirken sådan et specielt navn. Det var også den kirke, Danmarks Radio altid transmitterede fra nytårsdag, hvor det blev læst op, hvem der var druknet i ulykker i løbet af året. Jeg kom fra et hjem, hvor mine forældre drev et sømandshjem i Hirtshals, så jeg var vant til at sidde med ørerne inde i radioen nytårsdag.

Med baggrund i det missionske sømandshjem faldt det også helt naturligt for Niels Jørgen Kobbersmed, at han nu blev præst for havnens folk. Skillelinjen mellem Vor Frelsers Kirkes sogn og Zions Kirkes sogn går i Jyllandsgade, så Zions Kirke dækker den vestlige del af Esbjerg samt hele havnen og al offshore, fiskeri og søfart.

Så glæden var stor, da præsteembedet i Esbjerg blev hans. Dengang sammen med præst Erik Steen Nielsen og siden sammen med præst Johannes Sloth Christensen. Nytårsoplæsningerne af de druknede fortsatte de med frem til 2005, men så var redningsudstyret efterhånden blevet så godt, at man stoppede.

- Jeg tænkte: Nu går den ikke mere. Nu er der så få, at vi faktisk mødes nytårsdag for at mindes mindegudstjenesterne frem for de døde, men det skal vi ikke. Det er nostalgi. Og skulle der ske en grim ulykke på en boreplatform eller lignende, ville man i dag lave en spontan gudstjeneste i stedet. Så det var passé med sådan et opsamlingsheat én gang om året.

Fredag 4. januar kørte flyttebilerne Dorthe og Niels Jørgen Kobbersmeds habengut til deres nye adresse i Kolding. De har dog mange venner, de stadig skal over at besøge i Esbjerg jævnligt, og Niels Jørgen Kobbersmed vil fortsat følge EfB, hvor han i årenes løb har set en del kampe på stadion. Foto: André Thorup
Fredag 4. januar kørte flyttebilerne Dorthe og Niels Jørgen Kobbersmeds habengut til deres nye adresse i Kolding. De har dog mange venner, de stadig skal over at besøge i Esbjerg jævnligt, og Niels Jørgen Kobbersmed vil fortsat følge EfB, hvor han i årenes løb har set en del kampe på stadion. Foto: André Thorup

Fladskærme i kirken

Sådan taler Niels Jørgen Kobbersmed, når han har en mening. Lige ud af posen og med smæld på. Ikke at han altid vil have sin vilje, men han tør godt sige, hvad han mener uden omsvøb. Det er noget af det, menigheden har sat pris på hos ham. Og også menighedsrådet, selv om præsten oppe fra Mors af og til kom med idéer, som kunne være at sluge.

- Da jeg kom til Esbjerg, var jeg godt klar over, at Zions Kirke havde det renommé, at de var reserverede missionsfolk. Men selv er jeg også opvokset i det missionske segment i kirken og har aldrig skammet mig over det. Jeg kunne bare godt tænke mig at gøre kirken mere tilgængelig for almindelige kristne mænd og kvinder. Så det er nok det, jeg har arbejdet for i alle årene. At slå dørene op til kirken, så det er et hus for alle, og ikke opleves som et sted, der kræver et parti-medlemskort.

Spaghettigudstjenester, caféaftener, mandeklub, kvindeklub, babysalmesang og legestue kører i dag for fulde drøn i Zions Kirke, og det har Dorthe og Niels Jørgen Kobbersmed en stor del af æren for. Dorthe som en energisk sognemedarbejder, som tog sig af alle de mange tilbud for forældre og børn i kirken samt kvindeaftenerne og alverdens andre ting.

De nye aktiviteter var menighedsrådet da også i vid udstrækning med på. Værre var det, da Niels Jørgen Kobbersmed fik den idé, at kirken skulle droppe de gamle salmetavler og i stedet sætte digitale fladskærme op i kirken.

- Jeg syntes, det var for oldnordisk, at kirketjenerne skulle kravle op på en høj trappestige og skifte tal på otte salmetavler. Tænk dig for eksempel en weekend med først en begravelse lørdag formiddag, et bryllup om eftermiddagen og så en gudstjeneste søndag formiddag. Det er mange gange, de skal kravle op og ned der. Og på banegården er der jo heller ikke en stationsforstander, der står med nogle træbrikker og sætter dem på, så man kan se, hvornår toget kører til Varde.

Diskussionen var stor. Flere i menighedsrådet protesterede. Men Niels Jørgen Kobbersmed kæmpede hårdt for sit forslag, og til sidst var Zions Kirke landets første, der fik fladskærme op i kirken. I dag er mange andre kirker fulgt efter.

Kirkens ansigtsløftning

Skærmene, som viser både salmenumre og nogle gange nogle billeder og overskrifter til det, præsten prædiker om, blev sat op i forbindelse med en større renovering og restaurering af kirken omkring i 2003-2004.

Niels Jørgen Kobbersmed og Erik Steen Nielsen havde indsendt en rapport til provsten Bent Østergaard, hvor de argumenterede for, at kirken burde gøres mindre tung og dyster. De savnede mere dagslys, de ønskede kirkebænkenes høje gavle savet ned, så man kunne se ud over dem, og de ønskede et større indgangsparti, et handicaptoilet og et dåbsventeværelse med mere plads.

- De fleste af tingene fik vi lov til. Vi fik flere lampetter, så der kom mere lys, og en mosaik i gult glas - som egentlig bare var kedeligt glarmesterarbejde - blev sløjfet. Bænkene, som var grimt malet i en armygrøn farve, blev savet ned, så man ikke længere sad som i en loge, og så blev de malet hvide. Og dengang gik bænkerækkerne helt ind under orgelet, men der satte man en væg i og lavede i stedet bedre plads og flere birum ude i indgangspartiet, fortæller Niels Jørgen Kobbersmed.

Konfirmander skal have det rart

I det hele taget blev kirken gjort lys luftig og moderne, men inden restaureringen var færdig, var Erik Steen Nielsen imidlertid flyttet fra sognet, og Niels Jørgen Kobbersmed havde fået sig en ny kollega, Johannes Sloth Christensen, som stadig er præst i kirken i dag. De delte konfirmanderne mellem sig, så Niels Jørgen altid har haft børnene fra Danmarksgades Skole, mens Johannes har været Esbjerg Realskoles konfirmandpræst.

- Når det kommer til konfirmandarbejdet, har jeg udviklet mig gennem årene. Jeg er blevet meget bedre til at omgås konfirmander. Som yngre var jeg meget striks og tænkte "Uha, vi skal nå igennem hele læseplanen, og de skal kunne hele troslæren". Nu har jeg det sådan: Blæs hul i alle læseplaner. Jeg vil have, at konfirmanderne skal komme herhen og have det godt. Og kan jeg så fortælle dem lidt om Gud og den kristne tro ind i mellem, så er det fint.

Hvad angår hans egne børn, indrømmer Niels Jørgen Kobbersmed blankt, at mor Dorthe har trukket det helt store læs derhjemme, og at han i perioder har været en langt mindre nærværende far, end han havde lyst til. Han har for eksempel engageret sig i Salmebogskommissionen og andre kirkelige organer, der har krævet mange møder og overnatninger rundt om i landet. Ligesom han har været en præst, man let skulle kunne få fat i, hvad enten man lå på sit sidste på hospice, eller havde født et svageligt barn, som man gerne ville have hurtigt døbt.

Men i dag, hvor børnene er voksne, og Dorthe i 2017 stoppede som kirkemedarbejder, er rollerne byttet om. Nu er det Niels Jørgen, der er alene hjemme og må finde ud af at spejle et æg, når Dorthe rejser rundt for at hjælpe til hos børn og børnebørn.

- Det er den nærhed til familien, vi gerne vil give plads til at dyrke endnu mere, nu hvor jeg stopper som præst, siger Niels Jørgen Kobbersmed.

Vier ikke homoseksuelle

Mange i hans sogn vil huske ham som præsten, der kunne deres navne. Det er noget, Niels Jørgen Kobbersmed har gået meget op i at træne, ja nærmest terpe, for han har ønsket at kende og genkende flest muligt i sognet. Jævnligt kan han også fortælle en lille anekdote om dem, der tidligere boede i det hus, sognebørnene nu bor i. Det har været en del af hans ønske om at være tæt på folk, og måske er det en af grundene til, at mange, som er flyttet ud af sognet og har bosat sig i for eksempel Hjerting eller Sønderris, har løst sognebånd og fortsat kommer i Zions Kirke.

Mange oplevelser gennem årene har bidt sig særligt fast på Niels Jørgen Kobbersmeds nethinde. Den gamle sømand, der kaldte ham til sig på hospice, for selv om han aldrig var kommet i kirken, havde han brug for at se sin egen præst, da han lå for døden. En specialklasse med nogle dejlige drenge, som måske ikke var så bogligt begavede, men som gjorde dybt indtryk på præsten med deres charmerende personligheder. En lille familie, som mistede deres treårige datter med en hjernesvulst, og som han skulle begrave. En anden familie, som mistede deres to bittesmå drenge, inden deres liv var begyndt, og hvor faderen selv bar de to små kister ud af kirken på sine brede skuldre.

- Den familie ved jeg har fået et barn, som lever, i dag. For de kom og fik deres nye barn døbt. Det gør mig glad. Men barnebegravelser er aldrig sjove. Det er noget af det værste. Dem husker man, siger Niels Jørgen Kobbersmed.

Han husker også bryllupper. Men især dem, hvor bruden og gommen kommer for selve det at blive gift i kirken, uden det store ståhej.

- Bryllupper går tit hen og bliver sådan nogle forkromede fester, hvor der holder et dollargrin med to glas champagne uden for kirken. Den slags siger mig ikke så meget, men jeg vil selvfølgelig gerne bidrage til, at de får et godt bryllup. Det er alt det der, som bryllupsindustrien provokerer frem. Når der er bryllupsmesse i Musikhuset, får man fikse idéer. Men dem skal man sortere i, siger præsten.

For lige så moderne, han har været med skærmene og ansigtsløftningen til kirken, og med spaghettigudstjenester og andre folkelige tiltag, lige så meget sværger han til Bibelens og liturgiens kerne, og at de egentlige budskaber ikke må sløres.

Han har altid sagt nej til at vie homoseksuelle par. Ikke fordi han ikke bryder sig om homoseksuelle, men fordi han mener, deres vielse hører til på rådhuset.

- I Bibelen er der ikke noget sted, hvor der står noget om, at et par af samme køn kan blive viet. Jeg ville syntes, det var forlorent, hvis jeg stod og læste op fra Bibelen, at "I blev skabt som mand og kvinde", og så står der to personer af samme køn foran mig. Det er ikke, fordi jeg ikke under dem at blive gift, men man spørger simpelthen om en vare, jeg ikke har på hylderne. Jeg synes, det er en glimrende ordning, vi fik i Danmark i 1989, hvor homoseksuelle kan få en borgerlig vielse på lige fod med heteroseksuelle, siger han.

Nej tak til vrøvl i kirken

Han er heller ikke meget for, når præster træder langt væk fra Bibelen og i stedet prædiker alene om politiske og andre samfundsmæssige emner.

- Hvad jeg håber for fremtiden i folkekirken? Jeg håber, folkekirken ikke må blive fyldt med udvandet vrøvl. Jeg synes, der er nogle tendenser til, at præster gør det modsatte af Johannes Døberen, som brugte sin pegefinger til at pege på Gud. Mange præster bruger i dag deres pegefinger til at stikke den i luften og mærke på folkestemningen: Hvad kan du sige her? Men det er jo ikke sådan, man skal gøre. Hvis en præst ævler om klimaforandringer og miljøspørgsmål, er det da bestemt vigtige samfundsspørgsmål, men det har en præst da ikke i kraft af evangelierne en holdning til. Så er det hans private holdning, for Jesus efterlod sig ikke en facitliste til at løse alle samfundsmæssige spørgsmål, siger Niels Jørgen Kobbersmed.

Og kommer så til at tænke på, at han jo også selv skal have fundet den kirke, han hører til i Kolding.

- Hvis jeg kommer ind i en kirke i Kolding, hvor præsten bare står og læser noget op, som lige så godt kunne have været et essay i Weekendavisen, så er jeg hurtigt færdig med at komme der. Det kan jeg selv læse. Jo, jeg vil godt høre det som eksempel på noget, men så skal det føre hen til Bibelen. Hvor bliver syndernes forladelse og nåden og barmhjertigheden af i al snakken om miljøet? Jeg hører bare, at jeg skal gå hjem og tage mig sammen, siger han.

Kobbersmed og Krogh

To af Niels Jørgen Kobbersmeds egne sønner har også valgt vejen som præst. Mens en datter er blevet diakonimedarbejder. Så at dukke op og høre sønnernes prædikener i henholdsvis Christianskirken i Århus og Skanderup Kirke ved Lunderskov bliver også noget, han vil dyrke mere. Dog ikke fast.

- En søn skal da ikke have sin far siddende fast på kirkebænken som en slags spion. Nej-nej nej-nej. Det vil jeg da ikke, ler Niels Jørgen Kobbersmed.

Med to sønner, der begge har valgt at blive præster, og med Niels Jørgen Kobbersmeds farvel til kirken, er det nærliggende at tænke på DR's store tv-serie "Herrens Veje", hvor anden sæson blev sendt i efteråret. For den handler netop også om en præst med stærke følelser og holdninger til kirken, og med sønner, der vælger at gå den samme vej. Niels Jørgen Kobbersmed har da også set flere af afsnittene, og pudsigt nok faldt sidste afsnit - hvor seriens præst Johannes Krogh stopper som præst - på netop søndag 16. december, hvor også Niels Jørgen også stoppede.

- Det var en meget mærkelig oplevelse, da jeg så Johannes Krogh hænge kjolen på bøjlen, for det gjorde jeg jo selv præcis den samme dag, siger Niels Jørgen Kobbersmed.

Han kritiserer serien for at være fuld af fejl og forvrængninger i forhold til, hvordan kirkens arbejde egentlig foregår, men roser den for at tage store emner som skyld og skam op og forbinde dem til kirken.

- Det med at leve uforløst i forhold til ens skyld og skam, det er noget, som det er godt nok at få frem. Her har kirken sit helt store budskab: Jamen det behøver du ikke slæbe rundt på! Der er forladelse for al synd og hjælp i al nød. Det ER der.

Nu næsten råber Niels Jørgen Kobbersmed, og hans næve lander med et stort brag i sofabordet.

- Det ER der, gentager han.

Så flammende, lidenskabeligt og lige fra hjertet kommer det. Og jo, det var rigtig godt, at den grønne telefon ringede den dag i 1980. Men Niels Jørgen Kobbersmed kan også få os til at lytte uden en prædikestol.

Populære Kobbersmed siger farvel til Esbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce