Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Politiske kandidater i det lovende hjørne

11 kandidater frem på rad i Mødestedet i Sædding Centret. Der var omkring 40 borgere, der brugte en aften på en politisk ping-pong. Foto: Heidi Bjerre-Christensen

Politiske kandidater i det lovende hjørne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politikere er normalt nogenlunde forsigtige med at afgive alt for nagelfaste løfter. Men nogle blev der givet, da Sædding-Fovrfeld Lokalråd havde lokket 11 kandidater af huse til vælgermøde.

Esbjerg Kommune: I nyere politisk historie er det vel egentlig kun entertaineren Jacob Haugaard, der som bekendt kom i Folketinget i 1994 med valgløfter om mellemste invalidepension til folk uden humor, medvind på cykelstierne og flere hvaler i Randers Fjord, som er sluppet levende fra at love vælgerne noget, han ikke havde en chance for at levere.

Politikere er som regel mere forsigtige med at love løs, og derfor er det altid værd at bide mærke i, når de lover noget - sådan helt nagelfast.

Onsdag aften var det lykkedes Sædding-Fovrfeld Lokalråd med formand Holger Schrøder i spidsen at lokke 11 politiske kandidater af huse og ind i et panel, hvorfra det var vanskeligt at flygte. Forsamlingen nåede omkring flere af de tungere emner, der ligger borgerne i området på sinde, herunder forureningen af Fovrfeld Bæk - og dermed røde flag og badeforbud ved Mennesket ved Havet - den forhadte gebyrordning for foreningerne i kommunen samt det, som flere foreninger ser som unfair konkurrence fra Sport & Event Park Esbjerg (SEPE), der driver og udvikler idrætsfaciliteter for Esbjerg Kommune.

Jeg kender personligt tre, der ikke har råd til at gå til badminton mere og har måttet melde sig ud. Lokaleleje skal være så billigt, at dem, der ikke har så meget, kan være med.
Anne Marie Geisler Andersen (De Radikale).
11 politikere i panel
Sædding-Fovrfelds Lokalråd havde arrangeret vælgermødet i Mødestedet i Sædding Centret.  Spidserne fra en række partier deltog i mødet:Jørn Boesen Andersen (SF), Jørgen Ovesen (Alternativet), Jesper Frost Rasmussen (V), Sarah Nørris (EL), Henrik Vallø (Borgerllisten), John Snedker (S), Olfert Krog (DF), May-Britt Andrea Andersen (K), Anne Marie Geisler Andersen (R), Peter Nikolajsen (LA) og Maiken Huglstad Pedersen (Nye Borgerlige).

 

Badevand

Holger Schrøder førte an i stormløbet ved at kræve en løsning på forureningen. Kernen i problemet er overløbene fra Fovrfeld Bæk ved kraftig regn, hvor kapaciteten i kloakker og renseanlæg ikke kan følge med, og det betyder oversvømmelser i Fovrfeld Ådal og udledning af urenset spildevand direkte til Ho Bugt. Lokalrådet har flere gange tidligere påpeget, at den af byrådet vedtagne spildevandsplan 2016-2021 ikke er ambitiøs nok.

Spidskandidat John Snedker (S), der er formand for byrådets Plan & Miljøudvalg, slog fast, at hans parti kan gøre noget ved problemet - og vil gøre noget ved det. Om nødvendigt hæve spildevandsafgifterne for at få råd til den rette løsning.

Og spidskandidat Jesper Frost Rasmussen (V), der med egne ord er belastet af ekstra viden som direktør for Din Forsyning i sit civile liv, kunne fortælle, at alt er på rette vej.

- Inden 2017 er gået, så er der lavet de nødvendige foranstaltninger på rensningsanlægget, og i 2018 vil 25 procent af de røde flag være væk. I 2019 bør vi være helt færdige med de røde flag, så vi er foran planen, lød det bl.a.

Foreningsliv

Jan Slot, der tidligere har været formand for SGI Fitness & Motion, tog fat om konkurrenceforholdene mellem SEPE og foreninger samt private aktører:

- I dag har SEPE fitnesscentre i Guldager og Veltofte, og SEPE får 32 mio. kr. om året og er mest finansieret af skattekroner. Ton rent flag - skal kommunen konkurrere. Er det o.k., at SEPE tager opgaver fra foreninger og private aktører, og vil kommunen på den måde skide på det frivillige arbejde?

Hverken Liberal Alliance, Borgerlisten, De Konservative, Venstre eller Socialdemokratiet ville naturligvis svare bekræftende til det spørgsmål, og også Enhedslisten, der med byrådsmedlem Sarah Nørris' ord sådan set er "fløjtende ligeglad med private virksomheder", har et problem med, at det går ud over de frivillige.

- Det skal vi have set nærmere på, lovede alle.

Arbejdet i gang

Et løfte i samme boldgade blev afgivet, da en tilhører i skarpe vendinger kritiserede, at Esbjerg Kommune siden 1. januar har sænket lokaletilskuddet og hævet gebyret for hovedparten af kommunens foreninger.

- Og kan det passe, at man skal betale så meget for at leje en hal til gymnastik, mens en fodboldklub betaler ikke for at leje fodboldbaner, spurgte han.

I det seneste budgetforlig mellem V, S, SF, Enhedslisten og Borgerlisten er der netop afsat seks millioner kroner til at skrue nye løsninger sammen for lokaletilskud og gebyrordninger, så her kunne de siddende partier frejdigt love, at det vil der blive set grundigt på. Og stort set resten af panelet lovede det samme, så netop dét punkt skal vælgerne ikke ligge søvnløse over, når de overvejer, hvor krydset skal sættes den 21. november.