Politikere vægrer sig ved at bruge sparekniv mod borgerne

Forligspartier fra sidste års budget får en på forhånd given opgave med at indhente efterslæbet ved de budgetforhandlinger, der finder sted efter sommerferien. Arkivfoto: John Randeris

Politikere vægrer sig ved at bruge sparekniv mod borgerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forligspartier mener, at sidste års budgetøvelse med store beskæringer af det kommunale budget skulle i mål via effektiviseringer - ikke direkte besparelser på de svageste borgere.

Esbjerg Kommune: Der er, hvad man roligt kan betegne som en decideret ulyst blandt flertallet af byrådets partier til at vedtage de spareforslag for omkring 30 millioner kroner, som direktionen har fremsendt på børne-, voksenhandicap- og ældreområdet.

Repræsentanterne for to af byrådets i alt otte partier, der var med i budgetforliget, Enhedslistens Sarah Nørris og SFs Diana Mose Olsen, siger som med én mund, at de ikke kan stemme for de besparelser, der ligger.

- I budgetaftalen var der indlagt en forventning ind om, at vi kunne effektivisere os til de nødvendige besparelser, så det politisk fastlagte serviceniveau ikke ville blive berørt. Men uanset hvad man kalder det - om det kan betegnes som politisk fastlagt eller bare er det serviceniveau, vi har i dag - så vil forældrene i hvert fald opleve en reduktion i åbningstiden og en nedgang i antallet af pædagoger som en forringelse, så jeg mener, at forudsætningen for budgetforliget er skredet. Det, der ligger tilbage nu, kan vi ikke på nogen måde stemme for. Vi har naturligvis en fælles opgave for at få budgetterne til at hænge sammen, men det må vi løfte i efterårets budgetforhandlinger, siger således Diana Mose Olsen, mens Sarah Nørris slår fast, at det sidste år blev aftalt, at der ikke skulle spares på voksenhandicappedes botilbud:

- Jeg vil mene, at det er et brud på forliget, hvis eksempelvis et byrådsflertal stemmer for at spare på nogle af de områder, vi jo i budgetforhandlingerne specifikt ville friholde. Hvis vi ikke kan blive enige om, hvordan vi finder de penge, vi har lovet hinanden at finde, ja, så må vi se på det til næste budgetlægning, siger Nørris.

Budgetteknik

Henrik Vallø (Borgerlisten) er heller ikke til sinds at nikke til den pakke med spareforslag, som direktionen har fremsendt til mandagens økonomiudvalgsmøde:

- Jeg tror, det var de fleste forligspartiers opfattelse, at de nødvendige penge kunne findes uden serviceforringelser. At vi kunne effektivisere os til dem. Det kan vi så ikke, og det er fair nok, men jeg kan ikke stemme for det, der ligger foran os nu. Derudover synes jeg, at der er tale om bristede forudsætninger, når vi ser, hvordan besparelserne er smurt ligeligt ud over alle de kommunale områder. Det er ikke min opfattelse af aftalen. Vi fik at vide, at der var lagt én til to procents besparelser over alle områder i budgettet, men at det var ren budgetteknik. Nogle skulle spare mere, andre mindre. Det er bare ikke det, vi ser nu, og jeg kan ikke være med til, at der røres mere ved voksenhandicapområdet. Så nu må de 30 millioner kroner, der står tilbage, gå videre til efterårets forhandlinger, siger Henrik Vallø.

S og DF

Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Heide Lambertsen, er helt på linje:

- Vi fik ved budgetaftalens indgåelse stillet i udsigt, at vi kunne nå målet ved fornuftige effektiviseringer, og at hvis der blev tale om serviceforringelser, så skulle det politisk godkendes. Socialdemokratiet er aldrig gået med på en rammebesparelse, hvor man overlader til embedsværket at udpege serviceforringelser og prioriteringer i et kommunalt budget, og jeg vil også sætte spørgsmålstegn ved, om de forslag, der ligger på bordet nu, overhovedet er en fornuftig måde at nå i mål på. Vi må se på det til de kommende forhandlinger, hvor vi også har bedre føling med, hvordan en ny kommuneaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen ser ud og hvilke penge, vi har til rådighed, siger Søren Heide Lambertsen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Olfert Krog, er med på at skubbe problemet, men han mener ikke, opgaven bliver nemmere til efteråret:

- Uanset, om man er formand for det ene eller det andet udvalg, er det svært at spare på de svageste i samfundet. Men vi er valgt til at træffe de svære beslutninger, og vi må i fællesskab til efteråret se på, hvordan vi når i mål. Uanset hvad så er - og bliver - det ikke rart.

Politikere vægrer sig ved at bruge sparekniv mod borgerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce