Politikere anklager minister for hykleri i mastesag

Sådan ser den nye type af elmaster ud, som Energinet planlægger at bruge på strækningen mellem Idomlund ved Holstebro og ned til grænsen. Illustration: Energinet/Rambøll

Politikere anklager minister for hykleri i mastesag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholts (V) opfordring til at droppe vindmølleprojekt tæt på den fynske kyst på grund af folkelig modstand, mødes af anklager for hykleri hos folketingskandidat og Plan & Miljøudvalgsformand i Esbjerg Kommune.

Esbjerg Kommune: "Rendyrket hykleri". "Over kvalmegrænsen". "Dobbeltstandarder".

Det skorter ikke på vredesudbrud mod energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der i forskellige medier er citeret for at opfordre Sønderborg Kommune til at droppe etableringen af en kæmpe, kystnær havvindmøllepark i Lillebælt få kilometer fra den fynske kyst med henvisning til den folkelige modstand mod projektet. Ministeren mener, at projektet direkte kan skade den folkelige opbakning til hele den grønne omstilling.

For hvorfor gør den folkelige modstand mod de planlagte, 35 meter høje master, der skal transporterer 400 kV gennem Sydvestjylland, ikke ligeså massivt et indtryk på ministeren, spørger både S-folketingskandidat for Esbjerg Bykreds og Fanø, Anders Kronborg, og partifællen Karen Sandrini, der er formand for Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune:

Sagen kort
  • Da linjeføringen af højspændings-luftledningen med 500 master af 35 meters højde mellem Idomlund ved Holstebro over Endrup videre til Ribe og ned til Niebüll syd for den dansk-tyske grænse i foråret blev kendt, og sydjyderne kunne konstatere, hvordan masterne skulle gå igennem følsom og beskyttet natur, udløste det massiv vrede.

  • I juni gav ministeren Energinet i opdrag at udarbejde en rapport om alternativer til masteføring.
  • 1. oktober offentliggjorde Energinet en rapport, der konkluderer, at der maksimalt kan nedgraves i alt 26 km højspænding på den 170 km lange strækning. Den rapport er ved at blive trykprøvet af eksterne eksperter.

Gør grin

- Herovre står vi endda med et masteprojekt, der i den grad sår tvivl om den grønne omstilling, fordi det skal transportere tysk kulkrafts-el, og som ovenikøbet vil smadre vores sårbare natur, der er en af de vigtigste faktorer for, at folk vælger at flytte til vestkysten. Hvad i alverden bilder ministeren sig ind? Han gør jo grin med de store og oprigtige protester herovre. Jeg har simpelthen fået nok, lyder det fra Sandrini, der "slet ikke er i tvivl om", at ministeren går ind i sagen om vindmølleparken, fordi den skal ligge tæt på hans vælgere på Fyn.

I JydskeVestkystens Sønderborg-udgave fredag foreholdes ministeren i øvrigt den tanke, som han afviser. Han svarer således på spørgsmålet om, hvorvidt det har haft betydning for hans holdning, at han er valgt i Middelfartkredsen, følgende:

"Nej, jeg har samme holdning uanset hvor, jeg befinder mig i landet".

Det er noget, både Sandrini og folketingskandidat Anders Kronborg betegner som "rendyrket hykleri".

Kvalmegrænse

- Det er helt utroligt. Jeg har selv skrevet til ham, at han udfordrer den folkelige opbakning til grøn omstilling generelt, når man vil gennemtvinge en 170 km lang strækning med gigantmaster i Sydvestjylland, og så bruger han lige det argument i den fynske sag om vindmølleparker, men ikke i mastesagen. Det er da dobbeltstandarder. Og sjovt nok er der uden videre kabellagt en 12 km lang, 400 kV-forbindelse i ministerens valgkreds, mens vi andre skal se på master durk gennem beskyttet natur. Jeg synes, hans adfærd taler for sig selv, og min kvalmegrænse er overskredet, siger Anders Kronborg.

Han tilføjer, at det skal blive interessant at se ministerens videre fremfærd i mastesagen, når rapporten fra det udenlandske selskab, der i øjeblikket er i gang med at trykprøve Energinets konklusion om, at kun 26 km ud af de 170 km kan kabellægges.

- Nu har ministeren som bekendt meddelt, at han vil drikke kaffe med lokalrådet i Endrup - jeg håber, det også gør sig gældende i forhold til alle de andre lokalsamfund, højspændingsmasterne vil spolere, siger Kronborg.

Borgmestersvar

Ministerens partifælle, borgmester Jesper Frost Rasmussen, der også ønsker højspændingsforbindelse kabellagt, mener ikke, socialdemokraterne helt kan sammenligne vindmølleparken ved Fyn og mastesagen:

- Vindmølleparken kan placeres mange steder som f.eks. i Nordsøen længere væk fra kysten. El-forbindelsen er der behov for i det vestlige Jylland, og den kan ikke flyttes på havet. Men jeg vil også sige, at man nok aldrig får fuldkommen folkelig opbakning til hverken vindmøller eller master, når de placeres, så man generer nogen med dem. Vi vil gerne have grøn energi, og vi kan blive enige om, at den er nødvendigt, men master og møller skal helst ikke stå der, hvor vi selv bor, siger borgmesteren. Han tilføjer, at han med spænding imødeser den endelige rapport om el-forbindelsen.

- Jeg håber, det udenlandske firma når frem til, at endnu flere kilometer kabel kan komme i jorden, siger han.

JydskeVestkysten har fredag eftermiddag været i kontakt med ministeriet, hvorfra det meddeles, at energiminister Lars Chr. Lilleholt ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Politikere anklager minister for hykleri i mastesag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce