Over 10.000 faldefærdige huse: Minister beskyldes for at sminke beløb til nedrivning

De seneste år har nedrivning i høj grad været på dagsordenen i forsøget på at forskønne byerne og fjerne fornemmelsen af forfald, men pengene i nedrivningspuljen bliver færre. Arkivfoto

Over 10.000 faldefærdige huse: Minister beskyldes for at sminke beløb til nedrivning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På landsplan står der mindst 10.000 tomme og faldefærdige bygninger, men pengene til at rive dem ned bliver færre og færre. S-ordfører beskylder minister for at sminke tallene.

Bolig: Mindst 10.000 bygninger står stadig og forfalder på landsplan. Det anslår Landdistrikternes Fællesråd, mens eksempelvis Kommunernes Landsforening formoder, at tallet er langt højere. Det er på trods af, at der har været et stort fokus på at få fjernet de såkaldte øjebæer fra landsbyer og landområder gennem de seneste år.

Derfor annoncerede regeringen og Dansk Folkeparti også i finansloven for 2019, at der nu skulle endnu flere penge til området. 333 millioner kroner over fire år bliver tilført en nyoprettet "Landsbypulje", som kommunerne kan søge penge fra til opgaver lige fra nedrivning og istandsættelse af faldefærdige bygninger til områdefornyelse og genhusning. Magnus Heunicke, landdistriktsordfører for Socialdemokratiet, kalder det dog en klar nedskæring, som regeringen forsøger at skjule.

"Landsbypuljen" er nemlig blevet til ved at slå "puljen for landsbyfornyelse" - også kaldet nedrivningspuljen - og det statslige tilskud til byfornyelse sammen. I de to puljer var der til sammen 112 millioner kroner i 2017 og 113,5 millioner kroner i 2018, mens der alene i nedrivningspuljen i 2014 og 2015 lå 200 millioner kroner årligt. I de kommende år er beløbene i landsbypuljen 126 mio. kr. i 2019, 143 mio. kr. i 2020, 85 mio. kr. i 2021 og 95 mio. kr. i 2022.

- Det er ikke godt nok. Det helt klare budskab fra landdistrikterne og borgmestre på tværs af alle partier er, at nedrivningspuljen virkelig er noget, man kan mærke derude. Det gør en kæmpe forskel at få de faldefærdige huse revet ned. Så jeg synes, at det er en pinlig og alvorlig omgang, at de prøver at sminke tallene, siger Magnus Heunicke.

Så mange penge har der været i puljen
Med finansloven for 2019 blev "puljen til landsbyfornyelse" (også kaldet nedrivningspuljen) og det statslige tilskud til byfornyelse lagt sammen i en ny "landsbypulje".
  • Nedrivningspuljen for 2014: 200 mio. kr. (70 kommuner kunne søge)
  • Nedrivningspuljen for 2015: 200 mio. kr. (70 kommuner kunne søge)
  • Samlet beløb til området for 2016: 153,1 mio. kr. (45 kommuner kunne søge)
  • Samlet beløb til området for 2017: 112 mio. kr. (45 kommuner kunne søge)
  • Samlet beløb til området for 2018: 113,5 mio. kr. (45 kommuner kunne søge)
  • Landsbypuljen for 2019: 126 mio. kr. (56 kommuner kan søge)
  • Landsbypuljen for 2020: 143 mio. kr. (56 kommuner kan søge)
  • Landsbypuljen for 2021: 85 mio. kr. (56 kommuner kan søge)
  • Landsbypuljen for 2022: 95 mio. kr. (56 kommuner kan søge)

Flere kommuner kan søge

56 endnu ikke navngivne kommuner kan søge refusion fra den nye pulje, og det er en lille stigning fra 2016-2018, hvor kun 45 kommuner inkl. Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde og Aabenraa kunne søge.

I bedste fald vurderes det, at der er 10.000 faldefærdige huse, og det anslås at koste gennemsnitligt 175.000 kroner for en nedrivning. Dermed vil man, hvis man brugte alle penge i puljen fra 2019-2022 alligevel kun have revet lidt mere end en fjerdedel ned. Det er slet ikke godt nok ifølge Magnus Heunicke, som siger, at Socialdemokratiet vil foreslå en fordobling af puljen.

- Der kommer jo også flere faldefærdige huse til undervejs, og dermed kan problemet vise sig at vokse sig endnu større. Det betyder meget, at der står huse og forfalder. Det er enormt skadeligt, siger Magnus Heunicke.

Minister tavs om tal

Udvalget for levedygtige landsbyer nedsat af regeringen anslog i 2018, at man fra 2019 og ti år frem skal øge beløbet i nedrivningspuljen til minimum 330 millioner kroner om året for at få styr på problemet.

Transportministeriet oplyser, at Transport-, bygge- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), ikke har mulighed for at stille op til interview. I et skriftligt svar til JydskeVestkysten forholder ministeren sig ikke til kritikken fra Magnus Heunicke, men holder fast i, at der er flere midler til området i de kommende år, selvom han mener, at det er kommunernes egen opgave.

- I udgangspunktet har kommunerne ansvar for udviklingen af deres byer, ligesom de private ejere har ansvaret for at vedligeholde egen bolig. Det er dermed ikke en statslig opgave at finansiere byfornyelse eller nedrivning, men en kommunal opgave, skriver ministeren i mailen.

Over 10.000 faldefærdige huse: Minister beskyldes for at sminke beløb til nedrivning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce