Omstridt skole får påbud for e-sportssatsning

Esbjerg Forberedende Erhvervsskole startede e-sportsværkstedet i august 2017 på skolens adresse på Darumvej. Ifølge skolens hjemmeside har værkstedet plads til 15 elever i en alder fra 15-25 år. Arkivfoto

Omstridt skole får påbud for e-sportssatsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Esbjerg Forberedende Erhvervsskole (EFE) er de seneste måneder kommet i søgelyset hos flere myndigheder. Mens Uddannelsesforbundet har alarmeret Arbejdstilsynet om massive arbejdsmiljøproblemer, har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet nu påbudt skolen at stramme op på e-sportsværkstedet.

Esbjerg: Esbjerg Forberende Erhvervsskoles nye e-sportsværksted lever ikke op til reglerne. Det fremgår af et påbud fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der hører under Undervisningsministeriet.

Af afgørelsen fremgår det, at skolens e-sportsværksted ikke i tilstrækkeligt omfang klæder eleverne på til at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse eller sikre eleverne beskæftigelse inden for e-sport. Dermed lever EFE's værksted ikke op til produktionsskolernes formål.

- Vi har ikke kunnet se, at der for eleverne har været et klar formål med at gå på værkstedet, og det skal der være, forklarer Mathias Haaber, fuldmægtig ved Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Samtidigt er styrelsen af den overbevisning, at EFE på e-sportsværkstedet har optaget elever, som ikke har en realistisk chance for at blive optaget på en e-sportslinje på en gymnasial uddannelse.

Sagen kort
  • JydskeVestkysten skrev i marts, at et fald i antallet af elever på EFE har udsat skolen for et stigende økonomisk pres. I 2016 kom skolen ud med et underskud på knap tre millioner kroner. Forstander Henrik Bruun har ikke ønsket at udtale sig om årsresultatet for 2017, men bekræfter, at der er tale om endnu et underskud.
  • Den 17. april kunne avisen beskrive, hvordan massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø, har fået Uddannelsesforbundet til at bede Arbejdstilsynet om at gribe ind. I den forbindelse bekræftede en overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik på Sydvestjysk Sygehus, at man aktuelt har to patienter på afdelingen med tilknytning til EFE.

Eleverne skal flyttes

Styrelsen har derfor påbudt EFE at begrænse og målrette optaget af elever til unge med et "klart og defineret uddannelses- og beskæftigelsessigte". Med andre ord har EFE fået besked på kun at lukke elever ind på værkstedet, som rent faktisk har en chance at beskæftige sig med e-sport i en uddannelses- eller jobsammenhæng fremadrettet. Samtidigt påbyder man EFE at gøre e-sportsværkstedet mere erhvervsrettet, så værkstedet på linje med andre værksteder kan sælge ydelser ud af huset.

Påbuddet er blevet givet til i alt tre skoler. Foruden EFE er der tale om Produktionsskolen i Lejre ved Roskilde og Produktionsskolen Helsingør.

Fælles for skolerne er, at de i samarbejde med Uddannelsesvejledningen (UU) nu skal ud at finde andre studiepladser til de elever, som allerede er indskrevet på værkstederne, selv om det ikke vurderes realistisk eller relevant i forhold til deres fremtid.

Rider på en negativ bølge

På Darumvej, hvor Esbjerg Forberedende Erhvervsskole har hjemme, afviser forstander Henrik Bruun at udtale sig om sagen.

- Vi har fra bestyrelsens side besluttet, at vi ikke har flere kommentarer til JydskeVestkysten lige foreløbigt. I rider på en negativ bølge, og den ønsker vi ikke at bidrage til, siger forstanderen.

Byrådsmedlem Britta Bendix (V), der er udpeget som formand for skolens bestyrelse, har dog alligevel indvilliget i at udtale sig.

- Jeg er ikke bekendt med den aktuelle sag. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg er meget opmærksom på skolen jævnfør det, der før er blevet skrevet og det, jeg hører rundt omkring. Jeg er også i åben dialog med Uddannelsesforbundet, og jeg forsøger at forholde mig objektivt til sagernes fakta, siger Britta Bendix, der først konstitueres officielt som formand, når skolens bestyrelses samles torsdag aften for at godkende årsregnskabet for 2017.

Nyt møde hurtigst muligt

Den nye bestyrelsesformand vil dernæst indkalde til et nyt bestyrelsesmøde hurtigst muligt.

- Jeg vil gerne debattere nogle af de her emner med den øvrige bestyrelse, siger Britta Bendix og henviser blandt andet til Uddannelsesforbundets påstande om, at skolen er ramt af massive arbejdsmiljøproblemer.

JydskeVestkysten ville blandt andet gerne have haft svar på, hvor mange af værkstedets elever, der skal flyttes, hvor mange penge, man har investeret i værkstedet, og hvad afgørelsen får af betydning for værkstedets fremtid. Det har Henrik Bruun dog afvist at svare på.

Omstridt skole får påbud for e-sportssatsning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce