Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Inger Støjberg besøgte dronningen af esbjergensisk integration

Integrationsminister Inger Støjberg(V) og borgmesterkandidat Jesper Frost(V) får sig en snak om integration. Foto: Chresten Bergh

Inger Støjberg besøgte dronningen af esbjergensisk integration

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tirsdag formiddag besøgte integrationsminister Inger Støjberg(V) Esbjerg. Her lagde hun blandt andet vejen forbi cafeen Dronning Louise, der har haft stor succes med at integrere flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet.

ESBJERG: Det meste er som det plejer på Dronning Louise denne tirsdag morgen. Duften af morgenkaffe har lagt sig som en usynlig tåge i det dunkle publokale, og fra køkkenet kan man høre, hvordan de sydende brunchpølser synger deres stegepandesang.

På den store trappe midt i lokalet går Phung Ram Mazan fra Myanmar og slæber på en papkasse. Her på "Dronningen" kalder de ham John, og han har været på arbejde siden klokken syv.

Ja, det meste er som det plejer, og så alligevel ikke.

I en lille, hyggelig krog sidder nogle håndfulde medlemmer af den lokale venstreforening og venter. Snakken går og småkagerne skylles ned med sort og lysebrun kaffe, og da klokken næsten er ti, træder integrationsminister Inger Støjberg(V) ind ad døren. Det giver et sus blandt de fremmødte. Det har de ventet på.

Tirsdag formiddag havde Esbjergs borgmesterkandidat Jesper Frost Rasmussen(V) sat ministeren i stævne til en snak om sammenhængen mellem integration og arbejdsmarked. Dronning Louise er kendt som et sted, der er dygtige til at få indvandrere og flygtninge i arbejde, og derfor var det langt fra tilfældigt, at det netop var her, man havde valgt at placere mødet.

- Dronning Louise er et tydeligt eksempel på Esbjergs succes med at få indvandrere på arbejdsmarkedet og på den måde skabe bedre vilkår for vellykket integration. Og det er vi glade for, at ministeren ville komme og høre om i dag, siger Jesper Frost og byder velkommen.

Om ministre i Esbjerg
Tirsdag var der flere ministre på besøg i Esbjerg.Klokken 10 besøgte Inger Støjberg(V) Dronning Louise til en snak om vellykket integration og de udfordringer, der er forbundet med at få flygtninge og indvandrere ind på arbejdsmarkedet. Hun besøgte desuden flere andre steder i byen.

Til stede var også udviklingsminister Ulla Tørnæs(V).

Klokken 16.45 besøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen(V) borgmesterkandidaten Jesper Frost Rasmussen. De gik sig en tur på strøget i Esbjerg, hvor de forsøgte at skaffe stemmer til valget, der foregår om præcis en uge.

Integration tager tid

John kom til Danmark for næsten ti år siden. I Myanmar var der udbrudt krig, og han og hans kone så ingen anden udvej end at flygte. De seneste fem år har han arbejdet på Dronning Louise, hvor han på fuld tid hjælper med varer, rengøring og opvask. Og John er dybt taknemmelig over at være der.

- Det betyder meget for mig at arbejde her. Det er med til at give mig en omgangskreds. At lære nogle at kende. På den måde hjælper det mig med at blive en del af det danske samfund, siger han og undskylder, at hans dansk ikke er bedre. Men hvis bare man er tålmodig, forstår man ham.

Og netop tålmodighed er en stor del af en succesfuld integration, mener stedets Dronning Louises ejer, Jacob Rand Jensen. Han har taget ordet og fortæller nu ministeren og de andre fremmødte, hvordan man gør hos ham.

- Integration tager tid. Men det er vigtigt at få dem ind på arbejdsmarkedet med det samme. På den måde bliver de en del af noget og danner nogle relationer, som gør det lettere at blive en del af det danske samfund, siger han og uddyber.

- Og til gengæld får vi så nogle utroligt loyale medarbejdere og en følelse af, at vi gør en forskel, siger han.

Arbejde er nøglen

Dronning Louise er efterhånden landskendt for dets indsats for at integrere indvandrere og flygtninge på arbejdsmarkedet. En fjerdedel af stedets praktikanter ender med at få fast job, og tallet ville være endnu større, hvis de havde brug for flere. Og de der ikke får job på Dronningen står efter deres praktiktid bedre rustet til det danske arbejdsmarked. Og Inger Støjberg var da også meget imponeret over, hvad hun så.

- Der er jo ikke meget ved at bo i et land, hvor man ikke er en del af samfundet. Og det bliver man ved at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er noget af det, vi har arbejdet på i regeringen siden 2015, og det er fornøjelse at se, hvordan det kommer til udtryk her i Esbjerg, siger integrationsminister, Inger Støjberg.

Og det var i det hele taget en vigtig pointe ved dagens politiske stævnemøde. Arbejdsmarkedet er nøglen til integration. Og det mener John fra Dronningen også.

- At arbejde er en vigtig del af at lære et nyt land at kende. Og det er det jeg oplever her, hver eneste dag, siger han og går lidt videre.

Verden går ikke i stå, fordi en minister og en borgmesterkandidat kommer på besøg. Så mens politikerne snakker om integration, slæber John på endnu en papkasse. Og onsdag morgen står han så op og gør det hele igen.