Ikke udelt begejstring ved udsigt til konsulenthjælp

Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti finder det "pinligt", at udvalget ikke selv kan løse problemerne. Arkivfoto: Chresten Bergh

Ikke udelt begejstring ved udsigt til konsulenthjælp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er en bred erkendelse af, at samarbejdet i Børn & Familieudvalget ikke fungerer. Alligevel er flere politikere forbeholdne over for, at der nu sættes en ekstern konsulent på.

Esbjerg: Der er ikke ligefrem jublende begejstring at spore fra alle i Børn & Familieudvalget ved udsigten til, at en ekstern konsulent skal hjælpe med at få styr på arbejdsklimaet.

Venstres Jakob Lose gør med det samme klart, at man "burde kunne tale sammen om udfordringerne i stedet":

- Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke har de bedste mødeforløb eller det bedste samarbejdsklima i vores udvalg - hverken mellem politikerne indbyrdes eller mellem politikere og embedsmænd. I forholdet til forvaltningen opleves der til tider en decideret mistillid fra politisk side, og det er uholdbart. Det er vigtigt for driften af kommunen.

Vi har meget lange udvalgsmøder, hvor vi ofte taler forbi hinanden og er uenige om formen - nogle vil helt ned i detaljen, andre vil kun det større perspektiv.
Udvalgsmedlem Børn & Familie, Britta Bendix (V)

Mistro

Kurt Bjerrum, der er udvalgsmedlem og desuden gruppeformand for Venstre, er enig i, at tingene ikke fungerer:

- Dialogen er ikke god nok, og vi skal kunne udføre et ordentligt stykke arbejde, men jeg havde håbet, vi kunne sætte os ned og snakke om tingene. Det er under alle omstændigheder ikke optimalt, som det er nu, med en underliggende mistro i arbejdet. At der er en tro på, at andre - politikere som forvaltning - ikke vil det bedste for borgerne. Vi har også forskellig holdning til, hvordan forvaltningen skal arbejde, og i det hele taget går vi nok skævt af forventningerne til hinanden. Et yderligere problem er, at nogen nok har en mistillid til, om embedsmændene har én agenda, og politikerne har en anden, ligesom nogle vil meget langt ned i detaljen, mens andre vil lægge hovedlinjer, siger Kurt Bjerrum.

Pinligt

Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti erkender også, at samarbejdet "kunne være bedre" i udvalget:

- Men jeg synes, det er lidt pinligt, at vi ikke kan løse problemerne selv. Det handler om at have respekt for hinanden og de forskellige politiske holdninger, og i forhold til forvaltningen er vi nogle, der har ønske om at få opstillet flere alternativer til de indstillede beslutninger, og det kan jeg ikke forstå, at man ikke bare kan få. Det er da godt at have flere indfaldvinkler og muligheder, selv om det ikke er sikkert, man i givet fald ville træffe en anden beslutning end den anbefalede. Og så har der været nogle sager, hvor vi er et par stykker, der ikke mener, at vi har fået det fuldt oplyste grundlag at træffe beslutning på. Men jeg vil ikke sige, at jeg har en mistillid til forvaltningen. Jeg har faktisk stor tillid til forvaltningen, og den skal selvfølgelig også sortere i de informationer, vi skal have. Men der har været nogle ting hen ad vejen, der bare ikke har været gode nok. Og så synes jeg, det er træls, hvis noget udelukkende foregår mellem direktør og udvalgsformand - viden er jo magt, siger Dyreborg.

Glæder sig

Venstres Britta Bendix, der også er ny i byrådet, synes ikke, det er pinligt, at der skal konsulent på.

- Vi har et udvalg, der er præget af træghed og misforståelser og både dårlig energi og kommunikation, og i erhvervslivet er det meget normalt, at man sætter en konsulent på. Jeg glæder mig til at arbejde med konsulenten, som vil bruge tid på os individuelt. Det giver jo et fint afsæt til selvreflektion på flere fronter, siger Britta Bendix og tilføjer, at emnerne kan være, hvordan den enkelte italesætter udfordringer, bruger de sociale medier, samarbejder med andre og så videre.

Britta Bendix mener ikke, man kan udpege nogen bestemt i forvaltning eller udvalg som ansvarlig for det dårlige arbejdsklima:

- Udvalgsområdet er meget stort, og det er et produktionskrav uden lige. Vi har meget lange udvalgsmøder, hvor vi ofte taler forbi hinanden og er uenige om formen - nogle vil helt ned i detaljen, andre vil kun det større perspektiv. Nu er der gået et år, og vi kan stadig ikke finde ud af det, så der er bestemt behov for, at, at vi får eksterne øjne på.

Forslag

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets Mussa Utto, men De Radikales Anne Marie Geisler Andersen, siger, at hun tidligere har foreslået, at man talte om samarbejdet og afstemte forventninger:

- Det gælder både politikerne imellem og mellem udvalg og forvaltning. I mine øjne bør vi politikere blandt andet have større handlerum. Ofte er der kun én indstilling på sagerne, og der kunne jeg godt tænke mig nogle valgmuligheder. Hvis vi som politikere skal kunne stå på mål for vores beslutninger, kræver det, at vi bliver inddraget, har et oplyst grundlag at beslutte ud fra og har mere end én valgmulighed. Vi skal ikke have en nulfejls-kultur, men når der sker fejl, skal vi være enige om, hvordan vi håndterer dem. Eftersom vi ikke fik talt om samarbejdet tidligere i forløbet, finder jeg det fornuftigt at få en udefrakommende til at hjælpe os med at få skabt et godt arbejdsklima.

Ikke udelt begejstring ved udsigt til konsulenthjælp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce