Hun var Ebba - ikke "Fru borgmester"

Fredag den 31. oktober 2014 blev Ebba Rasmussen fotograferet sammen med tidligere statsminister Poul Nyrup (S) ved afsløringen af en bronzestatue af hendes mand, Esbjergs tidligere borgmester Henning Rasmussen. Arkivfoto: Per Benny Paulsen

Hun var Ebba - ikke "Fru borgmester"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Esbjergs tidligere førstedame, Ebba Rasmussen, er død i en alder af 89 år. Hun var hjemmegående, da børnene var små, og indtog derefter arbejdsmarkedet med succes. Hjertet bankede for de små i samfundet, og fine titler sagde hende absolut ingenting.

Esbjerg: Esbjerg har mistet sin tidligere førstedame, Ebba Rasmussen, som var gift med byens tidligere borgmester Henning Rasmussen.

Hun døde 13. april 2018 i en alder af 89 år efter at have levet et langt og rigt liv.

Hun var født i Viborg som den femte af i alt 11 søskende. Økonomien i barndomshjemmet var stram, og det var derfor kutyme, at pigerne skulle ud at tjene i stedet for at tage en uddannelse. En lærer overtalte dog hendes forældre til at lade hende komme på realskole, fordi hun var godt begavet, og derfor fik hun alligevel en realeksamen.

Allerede som 13 årig mødte hun sin kommende ægtemand, Henning Rasmussen. De mødte hinanden i DUI - De Unges Idræt - dannede par og opbyggede et meget tæt forhold, der varede ved, indtil Henning Rasmussen døde i 1997.

I 1945 flyttede parret til Aarhus. Han læste på Aarhus Universitet, og hun forsørgede dem begge ved at arbejde for Jydsk Telefon. De var begge aktive i DSU og Socialdemokratiet, og deres stærke, politiske engagement varede livet ud.

Vores mor lagde meget stor vægt på at være Ebba Rasmussen - ikke fru Henning Rasmussen. Hun gik ind for ligestilling, og det betød alt for hende at være noget i kraft af sig selv.
Inge Kruse Rasmussen og Peter Krongaard-Kruse, Ebba og Henning Rasmussens voksne børn

Gik ind for ligestilling

I 1955 flyttede parret til Esbjerg, da Henning Rasmussen blev lærer på Esbjerg Højskole. Han blev valgt til Folketinget og til byrådet og blev i 1964 Esbjergs borgmester. Han blev siden minister og formand for folketinget. Den politiske karriere steg dog aldrig parret til hovedet.

Børnene Inge Kruse Rasmussen og Peter Krongaard-Kruse, som har sendt avisen et mindeord, der danner baggrund for denne artikel, fortæller:

- Vores mor lagde meget stor vægt på at være Ebba Rasmussen - ikke fru Henning Rasmussen. Hun gik ind for ligestilling, og det betød alt for hende at være noget i kraft af sig selv, og i øvrigt kunne hun ikke fordrage snobberi.

Hjertet bankede for de svage

Ebba Rasmussen var hjemmegående, indtil børnene var ved at være store. I 1970 blev hun optaget på Den Sociale Højskole i Esbjerg, der blev grundlagt dét år, og hun var elev på skolens første hold.

Hun blev i en alder af 45 år uddannet socialrådgiver med et flot eksamensresultat, og herefter arbejdede hun 20 år som socialrådgiver i Esbjerg Kommune. Hun gik på pension som 65-årig fra en stilling som souschef på det daværende områdekontor i Sædding.

- I hendes arbejde som socialrådgiver kom det hende til gode, at hun havde en stor realitetssans, masser af sund fornuft og ikke mindst et hjerte, der bankede for dem, som havde det svært - de svage i samfundet. Heller ikke familie, venner og bekendte gik forgæves til vores mor, hvis de havde problemer eller udfordringer, fortæller børnene Inge Kruse Rasmussen og Peter Krongaard-Kruse.

Efter Henning Rasmussens død i 1997 havde Ebba fortsat et aktivt og godt liv.

Hun havde en god og stor familie- og vennekreds, og hun var højt elsket af sine seks børnebørn, som betød utroligt meget for hende. Hun nød livet med venner og bekendte i Esbjerg og besøgte også venner og bekendte i Sønderho, hvor parret i 1968 købte et sommerhus. Hun rejste jævnligt udenlands og var blandt andet flere gange i USA for at besøge sin søster og hendes familie i Californien.

Indtil hun kom højt op i årene, holdt hun selv huset på Klintevej - et hus som familien flyttede ind i 1961 - og hun holdt utrolig meget af sin have.

De sidste år af Ebba Rasmussens liv var præget af sygdom, og hun flyttede for et par år siden på plejehjem, da hun ikke længere kunne klare sig selv.

Bisættelsen finder sted fra Jerne Kirke lørdag 21. april klokken 12.30.

Hun var Ebba - ikke "Fru borgmester"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce