Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Fyret i EfB - hyret af sig selv

I Maj blev 43-årige Camilla Beck fyret fra EfB's administration som en direkte konsekvens af klubbens nedrykning, men selvom EfB har været hjerteblod for Camilla Beck siden hun var ni år gammel, så nyder hun idag arbejdet med sin egen virksomhed fra hjemmeadressen i Darum. Foto: John Randeris

Fyret i EfB - hyret af sig selv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

EfB's nedrykning i foråret blev startskuddet til et nyt eventyr for 43-årige Camilla Beck. Fra hjemmeadressen i Darum driver hun nu sin egen marketingsvirksomhed, og det var en fyreseddel fra hjerteklubben, der satte gang i den mangeårige drøm.

Darum: Camilla Beck vidste godt, hvad der ville ske, da dommerens fløjte lød for sidste gang på Casa Arena i Horsens søndag 28. maj. EfB havde tabt 3-2 i den altafgørende kamp om direkte nedrykning til 1. division, og for at klubøkonomien kunne hænge sammen, skulle der rulle hoveder.

- I 2011 rykkede de også ned, og dagen efter fyrede de fire ansatte. Dengang overlevede jeg, fordi det gik ud over mellemlederne, men jeg vidste godt, at det ville ske igen.

Og Camilla Beck fik ret.

Mandag 29. maj om morgenen blev det meldt ud, at man skulle skære tre mand i administrationen, og hun var én af dem.

- Sådan er gamet. Jeg vidste det kom, og faktisk havde jeg forberedt mig på det. Jeg ville næsten have meldt mig selv, for jeg var klar til at komme videre til noget andet.

Yakovenko bliver bedre og bedre
Beck Marketing
Beck Marketing arbejder med design og grafisk arbejde og vedligeholder blandt andet små og mellemstore virksomheders profiler på sociale medier, hvor mange i dag ikke har tid til at benytte sig af de sociale medier, ligesom heller ikke ved, hvordan de skal bruge det. 

Ud over skrænten

Camilla Beck ved godt selv, at det lyder som en klichéfyldt forsvarsmekanisme ved en fyring. At man alligevel ikke ville være med mere, men i hendes tilfælde var det sandt.

- Jeg havde i lang tid tænkt på at starte mig eget firma, og allerede i efteråret 2015 havde jeg designet et logo til min nye virksomhed. Beck Marketing, skulle det hedde, men jeg havde ikke overskud til at starte ud for mig selv, fordi jeg i den efterfølgende periode blev ramt af sygdom, siger Camilla Beck, der er glad for, at det hele nu er endt, som det gjorde.

- Havde jeg dengang valgt selv at sige stop, havde det bare været ud over skrænten. På denne måde var det med tilkørselsrampe, siger hun og forklarer, at man fra EfB's side har gjort alt for at hjælpe hende videre.

- Jeg bruger selvfølgelig meget tid på at løbe min egen virksomhed igang, men selvom jeg ikke længere er i EfB, har de hjulpet mig ved at lade mig være med som gæst i de netværksgrupper, der er omkring klubben. Det har været en kæmpe fordel, for jeg bruger lige nu primært min tid på at skabe kontakter og holde kundemøder via de respektive netværk, og jeg har en positiv tro på, at mit projekt nok skal lykkes, siger Camilla Beck, der efter fyringen stadig for EfB som en langsom udfasning af det arbejde, hun i mange år har udført for hjerteklubben.

Far var målmand

Som datter af et EfB-koryfæ er hun på en måde også ked af, at hun ikke længere er i klubben, for er der noget, Camilla Beck og hendes to børn brænder for, er det EfB.

- Jeg har EfB-blod i årerne. Min far Verner Beck var målmand i klubben i tresserne, og jeg har været inkarneret EfB-fan, siden jeg var ni år, siger hun og forklarer, at hun stadig kommer på stadion. Men Camilla Becks identitet som EfB'er ved at være ansat, det at leve og ånde for klubben og forsvare den i modgang, den er lagt på hylden efter fyringen. Nu er det Beck Marketing, der er hjerteblodet.

- Nu arbejder jeg fra mit hus i Darum, men jeg kan sagtens tage ud til kommende arbejdsgivere og arbejde, siger hun og forklarer, hvordan blandt andet små og mellemstore virksomheder lejer hendes kompetencer på timebasis indenfor medier og marketing.

- Jeg synes, jeg er blevet taget godt imod indtil videre, og det er jo de færreste virksomheder, der ikke arbejder med marketing, og foreløbigt støtter jeg mig op ad de andre selvstændige erhvervskvinder, vi har her i Darum, siger Camilla Beck og forklarer, at hun ingen overspringshandlinger laver i hverdagen trods det, at kontoret nu er derhjemme sammen med hunden Maddy, sofa, tv og havearbejde.

- Jeg vil rigtigt gerne det her. Det er mit job nu og det er fedt at komme ud og møde kunderne. Motivationen om at få min egen virksomhed holder mig igang, men samtidig er vigtigt, at lysten driver værket. Ellers kommer overspringshandlingerne, siger Camilla Beck.