Fire borgmestre til ministre: I skylder os millioner af kroner

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) og tre andre borgmestre kræver, at regeringen omgående retter op på tabene i beskæftigelsestilskud til kommunerne. Arkivfoto: Martin Ravn.

Fire borgmestre til ministre: I skylder os millioner af kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Alene Esbjerg Kommune har de seneste seks år mistet godt 160 millioner kroner i manglende beskæftigelsestilskud fra staten. Fire borgmestre kræver omgående løsning.

Esbjerg Kommune har siden 2012 mistet ikke færre end 161 millioner kroner i såkaldt beskæftigelsestilskud fra staten på grund af en skævhed i afregningssystemet, og det skal der rettes op på nu.

Det fastslår borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der sammen med borgmestrene fra Aalborg, Viborg og Århus kommuner sendte både et opråb i form af et brev samt en række beregninger til tre ministre - finansminister Kristian Jensen (V), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) samt økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

Beskæftigelsestilskuddet er et særtilskud fra staten, der indgår i det samlede kommunale tilskuds- og udligningsssystem, og det var forventningen, at skævhederne ville blive rettet op fra 2019 med en ny udligningsreform, der dog ikke blev til noget, efter at forhandlingerne i foråret brød sammen.

- Men de voldsomme skævheder kan ikke fortsætte, så vi opfordrer ministrene til at sikre, at vi bliver kompenseret for vores tab på beskæftigelsestilskuddet, indtil der kan skaffes flertal for en gennemgribende ny udligningsreform, siger Jesper Frost Rasmussen.

Tabene
  • De fire kommuner har ifølge beregningerne i deres henvendelse til de tre ministre mistet enorme beløb på beskæftigelsestilskuddet i perioden 2012-2017. I løbet af de seks år har Esbjerg Kommune mistet 161 millioner kroner, mens Viborg har mistet 172 millioner og Århus og Aalborg henholdsvis 971 og 625 millioner kroner.
  • Per år ser det således ud for Esbjerg Kommunes vedkommende: 11 millioner kroner (2012), 32 millioner kroner (2013), 20 millioner kroner (2014) og 29 millioner kroner (2015), 34 millioner kroner (2016) og 35 millioner kroner (2017).

Årsagerne

Ifølge Jesper Frost Rasmussen er nogle af de vigtigste årsager til, at tilskuddet rammer skævt - nogle kommuner får 90.000 kroner per ledig, mens andre får mere end 250.000 kroner per ledig - at tilskuddet tager udgangspunkt i ledigheden fra 2010, hvor finanskrisen havde et godt tag i Danmark - noget, der dog ramte landets kommuner og landsdele meget forskelligt. Centerbyerne havde typisk en lavere ledighedsandel.

Derudover mener borgmestrene ikke, at beskæftigelsestilskuddet tager højde for befolkningsudviklingen, idet tilskuddet reguleres på baggrund af antallet af ledige og ikke andelen af ledige. Dermed bliver det sværere for kommuner med befolkningsvækst og mange nyuddannede at opnå samme ledighedsudvikling som de kommuner, der oplever en befolknings-tilbagegang.

- Og det tredje, betydningsfulde parameter er - eftersom beskæftigelsestilskuddet opgøres på antal ledige - at kommunerne reelt kan få en gevinst på beskæftigelsestilskuddet, hvis de lader ledige seniorer benytte sig af efterlønsordninger og tidlig afgang fra arbejdsmarkedet. Man belønner kommunerne for at mindske arbejdsstyrken, og det er jo hverken den landspolitiske intention eller for den sags skyld godt for virksomhedernes behov for arbejdskraft, siger Jesper Frost Rasmussen.

Kompensation

De fire borgmestre - ud over Jesper Frost er det Ulrik Wilbek (V) fra Viborg, Thomas Kastrup-Larsen (S) fra Aalborg, Jacob Bundsgaard (S) fra Århus - foreslår, at Folketinget kreerer en hurtig løsning på skævhederne i form af kompensation til kommunerne.

- Som følge af forhandlingsforliset om en ny udligningsreform tidligere i år blev der indgået aftale om separate kompensationer til de kommuner, der for eksempel tabte stort på den manglende opdatering af udlændinges uddannelsesniveau, og vi mener, at det samme bør gøre sig gældende her, siger Esbjergs borgmester.

Fire borgmestre til ministre: I skylder os millioner af kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce