Farvel til en skøjtehal med gode minder og triumfer

Fanklubben Yellow Inferno får også en fanzone i skøjtehal 2 og kan være med til at skabe en fantastisk stemning. Der bliver kun plads til cirka 1.200 tilskuere i hallen. Arkivfoto 

Farvel til en skøjtehal med gode minder og triumfer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I grundserien i ishockey i den nye sæson bliver der kun plads til cirka 1.200 tilskuere i skøjtehal 2.

Esbjerg: Med bronzekampen mod Rungsted Seier Capital lørdag aften blev der sat et punktum for mange års oplevelser i Granly Hockey Arena, hvor fansene fra Yellow Inferno på den gule mur, sponsorerne og de øvrige tilskuere har oplevet flere store triumfer.

Nu er det slut med skøjtehal 1, som i de næste 14 dage vil blive ryddet, mens nogle af tingene flyttes over i skøjtehal 2, blandt andet 110 af de nuværende siddepladser, mens resten - 670 - bliver brugt på Granly Speedway Arena. Skøjtehal 2 bliver i den kommende sæson spillested for Esbjergs hjemmekampe i grundserien, mens et eventuelt slutspil kommer til at foregå i den nye isarena, som K.G. Hansen & Sønner går i gang med at opføre, så snart Granly Hockey Arena er tømt for inventar.

- Vi får plads til omkring 1.200 tilskuere i hal 2 og vil gøre alt for, at både sponsorer, fansene og tilskuerne får så gode forhold som overhovedet muligt, siger direktøren i Esbjerg Energy, Peder Krogsgaard.

- Vi flytter bænke og stole fra erhvervsbalkonen i den gamle hal over i hal 2, hvor sponsorerne kommer til at sidde ned på et stillads. Energy og moderklubben vil forsøge at skaffe midler til en balkon, men meget tyder på, at stilladset bliver løsningen. Der kommer også en fanzone i hal 2, så stemningen bliver intens og kan komme til at minde om den, som herskede i den gamle kostald i Vojens, inden SønderjyskE fik den imponerende SE Arena, tilføjer Peder Krogsgaard.

- I forbindelse med kampene i hal 2 bliver der også sat nogle telte op med boder (et til sponsorerne og et til fansene), ligesom der bliver toiletfaciliteter i teltområdet. I den kommende sæson får vi naturligvis dårligere forhold i grundserien, men vi vil som nævnt gøre vort bedste for at tilfredsstille tilskuere, fans og sponsorer, og glæder os derfor ekstra meget til, at den nye isarena står klar, siger Peder Krogsgaard.

Tabte bronzekampen
Lørdag aften tabte Esbjerg Energy bronzekampen til Rungsted med 1-4. Det var første gang i fire år, at Esbjerg ikke fik medalje og første gang i 15 år, at Rungsted fik en medalje. Den sidste kamp i Granly Hockey Arena blev overværet af 1627 tilskuere.
Om nogle uger går K.G. Hansen & Sønner i gang med at bygge Esbjergs nye isarena. Her ses skøjtehal 1 og 2 fra luften. Skøjtehal 2 bliver ramme om alle Esbjergs hjemmekampe i den nye sæson. Arkivfoto
Om nogle uger går K.G. Hansen & Sønner i gang med at bygge Esbjergs nye isarena. Her ses skøjtehal 1 og 2 fra luften. Skøjtehal 2 bliver ramme om alle Esbjergs hjemmekampe i den nye sæson. Arkivfoto

De store øjeblikke

Skøjtehallen (Granly Hockey Arena) har gennem årene dannet ramme om mange spændende og dramatiske kampe. Den mest sensationelle og nok den folk husker bedst, er den 7. og afgørende kamp om DM-titlen mellem Esbjerg og AaB i 2004, hvor vestjyderne snuppede titlen for næsen af aalborgenserne. Med et minut og 21 sekunder tilbage af den ordinære kamp var Esbjerg bagud med 0-2, men først fik Dan O'Connell reduceret, inden Martin Rousek udlignede bare fire sekunder før tid. I den forlængede tid scorede nordmanden Petter Bart Hansen det afgørende mål. Tilskuerkapaciteten i Esbjerg er 4.209, men der var formentlig langt over 5.000 til denne fantastiske kamp. Selv til ishockey kan det være varmt i hallen.

Et andet opgør, som ishockeyfansene taler meget om, blev afviklet i 1993 - altså for nøjagtig 25 år siden, da Esbjerg blev mester ved at slå Herning med 6-1 i den afgørende kamp. Heltene fra dengang er lige blevet hyldet ved et VIP-arrangement i Carlsberg Loungen inden en kamp mellem Esbjerg Energy og SønderjyskE i kvartfinaleserien. Mestrene fra 1993 talte spillere som de to russere Oleg Starkov og Anatolij Chistyakov (Olle og Tolle), Erik Lodberg og målmanden Jan "Sild" Jensen.

For få år siden var gulvet i skøjtehallen gravet op, men nu bliver hallen ryddet til fordel for byggeriet af en ny. Arkivfoto
For få år siden var gulvet i skøjtehallen gravet op, men nu bliver hallen ryddet til fordel for byggeriet af en ny. Arkivfoto
Foto: Christer Holte

Forfærdelige scener

Ishockey er et spil for mandfolk, men ikke for voldsmænd, men det så det hollandske team fra Flame Guards fra Nejmegen stort på, da de i oktober 1993 var på besøg i Esbjerg til en Continental Cup-kamp. Hollænderne fik klø af Esbjerg med cifrene 7-4, hvilket de ikke kunne klare. Det virkede faktisk som om, at de bare ventede på at komme i slagsmål, og efter en Esbjerg-scoring startede helvedet. Matchen bød på ikke færre end 11 game/matchstraffe, mens fire af de hollandske spillere blev anholdt for vold mod politiet. En enkelt betjent var så modig at forsøge at dæmpe gemytterne, men blev skubbet med rundt på isen, så hans skjorte blev revet fra hinanden. De hollandske ledere forsøgte heller ikke på at stoppe slagsmålene mellem spillerne.

I de senere år er ishockeyen blevet genrejst i Esbjerg takket være Christian Rølmer Christensen fra IAT, og her har esbjergenserne kunnet juble over danske mesterskaber i både 2016 og 2017 med den dygtige cheftræner Mark Pederson i spidsen. Det betyder, at Esbjerg nu har vundet DM-guld syv gange, nemlig i 1969, 1988, 1993, 1996, 2004, 2016 og 2017.

Nu er en ære slut i hallen, men forhåbentlig får esbjergenserne også mange gode oplevelser i den nybyggede isarena med et budget på 68 millioner kroner.

Farvel til en skøjtehal med gode minder og triumfer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce