Eventchef: Kirkerne, Huset og andre "græsrødder" gav festugen en særlig nerve

Det store fiskebord på Sydvesten lørdag middag er en af klassikerne under Esbjerg Festuge, og klassikerne blev godt besøgt. Men også nye tiltag spirede frem, som for eksempel Bifald Festival på Huset og drop-in-dåb i Treenighedskirken. Foto: Lars Thomsen

Eventchef: Kirkerne, Huset og andre "græsrødder" gav festugen en særlig nerve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selv om vejret drillede, blev Esbjerg Festuge 2019 en gedigen succes, mener eventchef Villy Grøn. Afslutningsbraget vurderes til at have trukket op mod 10.000 esbjergensere på Torvet. Men der skal passes bedre på de unge til Music4Free næste år.

ESBJERG: Man må håbe, Christian IX på rytterstatuen ikke er den introverte type, for han har haft en myriade af esbjergensere omkring sig i hele Esbjerg Festuge, og mest sort af mennesker var under torvets fire store koncertaftener - åbningsaftenen, Johnny Madsen-koncerten, Music4Free-koncerten og ved afslutningskoncerten og fyrværkeriet lørdag aften.

Eventchef Villy Grøn oplyser, at man - ud fra et skøn over kvadratmeter ganget op med tætheden - vurderer, at der var 7-8000 mødt op for at høre Johnny Madsen, og mellem 9000 og 10.000 mødt op på den sidste aften i festugen. Her stod programmet på blandt andet John Mogensen-sange med Rasmus Bjerg og det lokale AC/DC-coverband, Back in Black.

Det er mange mennesker, og på samme måde har festugens andre aktiviteter som for eksempel containerudstillingen, gadeforestillingerne og den lange stribe koncerter på torvescenen også fået fine besøgstal, vurderer eventchefen. Alt i alt er han godt tilfreds, når han ser tilbage på årets udgave af Esbjerg Festuge:

- Vi mangler stadig at evaluere, men mit indtryk nu og her er, at det har været en rigtig god festuge. Vejret har drillet, men trods alt mindre end først varslet, og her er esbjergenserne altså knaldgode. Man trækker sig måske lige ind et par timer, men er klar til at vende tilbage til festugen, så snart bygen er væk, siger Villy Grøn.

Tre plusser og tre minusser ved festugen
Vi bad eventchef Villy Grøn udpege tre elementer ved Esbjerg Festuge, som han var mest begejstret for. Og tre, der ærgrede ham lidt..

PLUSSER

- De fire store aftener på Torvet har været usædvanligt godt besøg. Åbningen med Kim Larsens sange var fantastisk, Johnny Madsen kan esbjergenserne bare ikke få nok af, Music4free har også virkelig tag i publikum, og så var afslutningsaftenen helt enestående.

- Det er et kæmpeplus, at så mange involverer sig i festugen. At der opstår arrangementer, uden at vi i festugekomitéen har sat gang i det. Et eksempel i år er kirkerne, som har været meget aktive, og så de mange aktører, der stillede op på børnedagen. Jeg vil også rose Bifald Festival på Huset, som voksede op nedefra, fordi nogle unge besluttede sig for at lave det. Det betyder rigtig meget.

- Egentlig burde vejret ikke stå på plus-siden, men faktisk var det sådan, at vejrudsigten for festugen så meget slem ud 14 dage før start, men flere gange holdt vejrguderne alligevel hånden over os. Så alt i alt blev vi positivt overraskede. For eksempel stoppede regnen torsdag aften, inden Johnny Madsen gik på, og det så ud til, at to gadeteaterfestivaler måtte aflyses i løbet af ugen, men den ene kom så bare ind i Broen, og ved den anden klarede det op, så den kunne gennemføres.

MINUSSER

- Vejret må dog også nævnes som en ærgrelse, for nogle begivenheder fik vejret da desværre lagt en ærgerlig dæmper på. For eksempel på den første lørdag i festugen, hvor arrangementet Sound of Esbjerg fik en hård medfart. Det var så voldsomt møgvejr, og det var synd for de studerende og barer, som havde lavet arrangementet. Det blev gennemført, men hold da op. Det var som at stå på åbent dæk til søs i stormvejr.

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom endnu længere ud med de ting, som foregår. De lokale medier dækker os jo fint, men vi arbejder lidt på, at vi kan blive mere kendt i andre byer også. Altså uden for Esbjerg og Varde kommuner. Esbjerg Festuge fungerer så godt, at den sagtens kan bære flere gæster, også udenbys fra.

- Og så Kiefer Sutherland! Stakkels mand! Jeg har selv prøvet at få trykket ribbenene, og det er bare ikke sjovt. Det var selvfølgelig en kæmpe streg i regningen, da vi torsdag middag fik at vide, at han måtte aflyse - med kun to dage til at finde en afløser. Vi slap heldigvis med skrækken, for det gav bonus at ringe til bookingbureauerne, og jeg synes, esbjergenserne tog enormt flot imod, at det blev Back in Black i stedet. Dem er mange tydeligvis ret glade for.
Det store fiskebord på Sydvesten lørdag middag er en af klassikerne under Esbjerg Festuge, og klassikerne blev godt besøgt. Men også nye tiltag spirede frem, som for eksempel Bifald Festival på Huset og drop-in-dåb i Treenighedskirken. Foto: Lars Thomsen
Det store fiskebord på Sydvesten lørdag middag er en af klassikerne under Esbjerg Festuge, og klassikerne blev godt besøgt. Men også nye tiltag spirede frem, som for eksempel Bifald Festival på Huset og drop-in-dåb i Treenighedskirken. Foto: Lars Thomsen

Masen og optræk til slagsmål

Han fremhæver det store benarbejde fra kirkerne, Huset og andre uden for festugekomitéen som en af perlerne ved årets festuge.

- Det er fantastisk med den ildhu og de kræfter, der er blevet lagt i at lave arrangementer af andre, og det hele bliver lidt mere organisk, når det ikke kun er en lille komité, som sidder og laver et festugeprorgram, men når kirkerne så også byder ind med en masse, og når to unge piger pludselig får stablet deres helt egen undergrundsfestival op på Huset, siger Villy Grøn.

Han glæder sig også over, at festugen rammer bredt og for eksempel trak mange helt unge på Torvet til Music4Free:

- Her skal vi dog næste år have kigget på, om hegnet kan stilles anderledes, for desværre var der meget masen og optræk til slagsmål i år. Det håber vi, at der kan dæmmes op for med en anden opdeling af torvet, siger han.

Foto: Lars Thomsen
Foto: Lars Thomsen

Eventchef: Kirkerne, Huset og andre "græsrødder" gav festugen en særlig nerve

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce