Esbjergværkets afløser er blevet en politisk slagmark

Esbjerg og Varde kommuner skal have friheden til selv at bestemme den fremtidige fjernvarmeløsning for de 25.000 kunder i Din Forsyning, mener borgmester Jesper Frost Rasmussen, der også er formand for Dansk Fjernvarme. Arkivfoto: Chresten Bergh

Esbjergværkets afløser er blevet en politisk slagmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der er formand for Dansk Fjernvarme, leverede et kampråb ved den energipolitiske åbningsdebat på Christiansborg onsdag. Åbenlys strid mellem Din Forsyning og Danmarks største energiselskab.

Esbjerg Kommune: Formanden for Dansk Fjernvarme, der i øvrigt også er borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), havde en stålsat opfordring til Folketingets partier, da han onsdag talte ved den energipolitiske åbningsdebat på Christiansborg.

Med indlægget forsøgte Frost Rasmussen på vegne af Esbjerg og Varde kommuner at få sat en kæp i hjulet på argumentations-maskinen hos Ørsted A/S, det tidligere DONG Energy A/S og Danmarks største energiselskab, der lige nu ikke er i øjenhøjde med, hvad man i de to kommuner ønsker sig som fremtidig fjernvarmeløsning. Uenigheden har udartet sig til lidt af en lobby-krig, hvor kommunerne blandt andet via det fælleskommunale Din Forsyning har bearbejdet folketingspolitikerne til at gå i én retning, mens Ørsted arbejder ligeså ihærdigt på at få politikerne til at gå i en anden.

Vi har sol, vind og overskudsvarme fra eksempelvis kommende datacentre og andre industrielle produktioner, og vi har ingen lyst til at foretage en investering, der forpligter os til at brænde træflis og anden biomasse de næste 25-30 år i et nyt værks levetid.
Jesper Frost Rasmussen (V), formand for Dansk Fjernvarme og borgmester i Esbjerg Kommune
Energifrihed
Under kampråbet Esbjerg vil have energi-frihed argumenterede Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) for, at EnergiMetropolen skal have "morgendagens løsninger og ikke fastlåses i fortiden". Han sagde videre:
  • Fjernvarmen i DIN Forsynings område skal komme fra områdets egne ressourcer.
  • Horns Rev 1, 2 og 3 kan levere masser af vindkraft.
  • Varmepumper kan levere fjernvarme.
  • Datacenter, spildevandsanlæg eller endda havnebassinet kan være varmekilde.
  • Energnist affaldskraftvarme løser en vigtig miljøopgave og fjernvarmen kan genanvende overskudsvarmen.
  • Der er ikke behov for at ombygge Esbjergværket til biomasse.

Forkerte oplysninger

Kort fortalt handler tvisten om, at Esbjerg og Varde ønsker den såkaldte kraftvarmebinding i loven ophævet, så man ikke tvinges til at investere i et enormt biomasseværk som afløser for det nedslidte Esbjergværket, som Ørsted ejer og driver. Hvis Folketinget fastholder, at der skal produceres el og varme i samproduktion i de større, danske byer, må de 25.000 kunder i Din Forsyning hoste op med 50.000 kroner mere, end Din Forsyning skønner nødvendigt, for et kombineret el-og varmeværk til biomasse koster 1,25 milliarder kroner mere.

Mens Varde-borgmester Erik Buhl (V) og Jesper Frost Rasmussen (V) har bearbejdet energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, har Din Forsyning sendt brev til Folketingets energiordførere i den hensigt at få kraftvarmebindingen ophævet, men Ørsted har også givet sit besyv med og i lige så høj grad forsøgt at påvirke sagen til det modsatte ved at sende et brev til både minister og energiordførere med en påstand om, at henvendelserne fra det vestjyske indeholder forkerte oplysninger.

I regeringens udspil til den energiaftale, der blev indgået på Christiansborg før sommerferien, stod der ellers, at reglen skulle ophæves i 2030, og at der indtil da kunne gives dispensation fra kraftvarmebindingen efter ansøgning. Imidlertid valgte man i den endelige energiaftale mellem alle Folketingets partier, ikke at forholde sig konkret til spørgsmålet, men alene igangsætte analyser omkring el-forsyningssikkerheden, hvis kraftvarmebindingen ophæves.

Bange for monopol

Jesper Frost Rasmussen finder det noget påfaldende, at muligheden for dispensation til at fravige kraftvarmebindingen er faldet ud i den endelige aftale. Og han er ikke tilfreds med Ørsted, som den danske stat ejer halvdelen af:

- Som vi ser det, er Ørsted, der har monopol, bange for, at en gigantordre på et biomassefyret, kombineret el- og varmeværk ryger sammen vej som deres monopol, hvis kraftvarmebindingen ikke fastholdes. Jeg synes ikke, det er det allerbedste signal at sende til en samarbejdspartner (det fælleskommunale Din Forsyning, red.), at man påtager sig at gå i rette med vores henvendelser til Christiansborg. Vi siger ikke, at vi ikke vil samarbejde med Ørsted - det vil vi gerne - men det skal være om den bedste og billigste løsning. Vi vil ikke bindes op på en forældet kæmpeinvestering, men hvis ikke Folketinget gør noget nu, kan det hele ende med at blive meget dyrt for kunderne samtidig med, at vi vil være tvunget til at afbrænde biomasse de næste 20-30 år.

Ørsted ønsker ikke at kommentere borgmesterens udtalelser.

Esbjergværkets afløser er blevet en politisk slagmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce