Esbjergs største pengetank vil bygge i Fremtidens Ældreby

Der er endnu ikke udarbejdet lokalplan til de to områder, der er solgt til boliger, og hvor der skal udarbejdes særlige planer, inden grundene kan bebygges. Her er Krebsehusene set fra Fredsskoven.

Esbjergs største pengetank vil bygge i Fremtidens Ældreby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Claus Sørensen Ejendomme A/S har vundet udbuddet om to parceller på hver side af det kommende ældrecenter på Krebsestien i Gjesing, hvor der skal bygges seniorboliger med fokus på, at ægtepar kan blive sammen længst muligt.

Esbjerg: Claus Sørensen Ejendomme A/S, der er ejet af Esbjergs største pengetank, Claus Sørensens Fond, sætter sig nu i spidsen for endnu et stort boligprojekt med opkøbet af to matrikler - sammenlagt godt 8.600 kvadratmeter - på hver side af det kommende, prestigeøse ældrecenter på Krebsestien i den planlagte seniorby i Gjesing.

Her har Esbjerg Kommune ønsket, at der bliver bygget alt i alt 62 seniorboliger, og John Riis Andersen, administrerende direktør i Claus Sørensen Ejendomme A/S, oplyser, at det er planen at opføre lejeboliger.

- Det bliver jo i sagens natur boliger, der er beregnet for ældre mennesker, men vi skal have beskrevet mere præcist i hvilket retning, vi skal gå. Beskrivelsen skal blandt andet indeholde en vurdering af, hvad vi forstår ved at være ældre. Eksempelvis vil vi gerne belyse, hvordan vi får ældre mennesker til at blive sammen længere. Det er jo altid ulykkeligt, når et ægtepar må skilles på grund af den enes sygdom. Hvordan kan vi imødegå den slags problemer i forhold til den måde, vi indretter os på. Det vil vi gerne samarbejde med kommunen om, siger John Riis Andersen, der kalder projektet for "en del af en samfundsopgave", men også understreger, at der for Claus Sørensen Ejendomme A/S er tale om ren forretning.

Uden at gå i flere detaljer nævner den administrerende direktør, at der er overvejelser om fælleslokaler til hygge og samvær, ligesom der er tanker om at etablere et samarbejde med kommunen, så der eksempelvis til seniorboligerne kan leveres mad fra plejehjemmet.

Projektet
  • På en knap 25.000 kvadratmeter stor grund i Gjesing, der afgrænses mod syd af Gjesing Ringvej og mod øst af Grønlandsparken, vil Esbjerg Kommune etablere en seniorby.
  • Seniorbyen forventes at omfatte et plejecenter (kaldet Krebsehusene) med 104 boliger, et lægehus og forventeligt 62 private seniorvenlige boliger (kaldet Krebsekvarteret).
  • Lokalplanområdet for den kommende seniorby afgrænses mod syd af Gjesing Ringvej, mod øst og nord af boligområdet Grønlandsparken og mod vest af fredskov bestående af beskyttede naturtyper som eng, mose og vandløb.

Visionen

Esbjerg Kommunes vision med området er at opføre et nyskabende, seniorvenligt boligområde, hvor et større plejecenter med plejeboliger skal etableres som "fremtidens plejecenter". I tilknytning til plejecenteret ønsker kommunen - udover forskellige typer seniorboliger - at der etableres et lægehus.

De to parceller, som Claus Sørensen Ejendomme A/S har sikret sig i udbud, havde på forhånd fastsatte mindstepriser. Parcel ét, der ligger ud mod Gjesing Ringvej og forventes at skulle rumme 28 seniorboliger, havde en mindstepris på godt 3,9 millioner kroner, mens parcel 2, der ligger nordligst det kommende ældrecenter og kan rumme 34 seniorboliger, havde en mindstepris på knap 4,8 millioner kroner.

En tredje grund

En tredje parcel - der ligger i umiddelbar forlængelse af parcel ét - har også været i udbud, og det er på denne grund, at der i fremtiden skal ligge et lægehus. Grunden er - med parkeringspladser - godt 2.000 kvadratmeter og havde en mindstepris på 800.000 kroner. Hvem, der eventuelt har sikret sig denne parcel, vides endnu ikke.

Det er ejendomsmægler Leif Lassen fra Lassen Erhverv, der har stået for det offentlige udbud, og han glæder sig over, at der var interesse for grundene:

- Jeg synes virkelig, at Esbjerg Kommune her har gang i nogle meget spændende tanker med etableringen af en seniorby, konstaterer han.

Claus Sørensen Ejendomme råder i forvejen over flere end 100 boliglejemål i Esbjerg. Selskabet er også aktuelt i gang med opførelsen af 63 eksklusive lejligheder i det mere end 250 millioner kroner dyre Lysningen ved Vognsbølparken.

Esbjergs største pengetank vil bygge i Fremtidens Ældreby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce