Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Esbjerg har et kor for folk med KOL

Der bliver ikke bare sunget masser af sange og lavet gode vejrtrækningsøvelser og andre lungeøvelser, når KOL-koret øver. Der er også plads til at få snakket lidt sammen, og stemningen er let og lun. Koret kan også godt se det komiske i, at de som KOL-patienter øver på lige netop ?Tobakken?. Foto: Mai M. Christensen

Esbjerg har et kor for folk med KOL

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er ikke spor sjovt at få konstanteret KOL. En enkelt god ting er, at man så kan synge med i KOL-koret, som øver på Tobakken hver fredag. Her kan alle være med, uanset kvaliteten af sangstemmen, og sangen er både god for sinden og for lungekapaciteten.

ESBJERG: Alle kan synge med hvert sit næb. Og med hver sin lungekapacitet, får man lyst til at tilføje.

For i Esbjerg findes der et kor for de mennesker, som man umiddelbart kan tro er de sidste til at bryde ud i sang: Mennesker med lungesygdommen KOL og deraf nedsat lungekapacitet.

Hver fredag formiddag buldrer den danske sangskat ud fra et lokale på Tobakken, hvor godt 30 KOL-patienter hæver deres røst. Det gør de i selskab med sanger og korleder Pernille Tommerup, som fik idéen til at danne KOL-koret efter i fire år at have undervist to andre kor.

- Sang er jo noget af det allerbedste til at aktivere lungerne og træne dem. Samtidig giver det en masse glæde og fællesskab til en gruppe mennesker, som for nogles vedkommende måske føler sig lidt ugleset i samfundet. Mange skammer sig over sygdommen, fordi den kan være selvforskyldt. Men uanset om den er eller ej, skal man da på ingen måde skamme sig, og ud over at gøre en fysisk forskel, vil jeg også gerne være med til at indgyde noget gejst, livsglæde og selvtillid hos de her dejlige og modige kormedlemmer, siger Pernille Tommerup.

Koret starter op efter nytår
KOL-koret har første øvedag efter nytår 5. januar 2018 kl. 11. Det foregår på Tobakken, hvor man kan tage elevatoren op til 1. sal.Man kan tilmelde sig på mof.dk.

Højlydt John Mogensen

JydskeVestkysten besøger koret på en af øve-formiddagene, hvor stemningen er i vanlig topform. Nogle opvarmnings-pusteøvelser lyder så sjovt, at et par stykker går i stå og griner.

- Nu skal vi synge "Så længe jeg lever", og her kan man så vælge, om man vil synge helt stille eller sætte god kraft på stemmen, siger Pernille Tommerup.

- Der SKAL da fuld skrue på den stemme. Det er jo John Mogensen! udbryder en mand, og koret ler.

- Ja da. Du har helt ret. Hvem kan i grunden lige synge John Mogensen stille, griner Pernille Tommerup.

Lisbeth Nielsen og Karen-Margrethe Brinck-Jensen er to af sangerne i KOL-koret.

- Jeg har røget, fra jeg var 13, til jeg var 60 år. Samtidig har jeg dog altid dyrket motion, men på et tidspunkt skulle jeg opereres og kunne ikke så godt dyrke motion bagefter - og pludselig var min lungekapacitet var helt nede på 52 procent. Det viste sig, at jeg havde udviklet KOL, fortæller Karen-Margrethe Brinck-Jensen.

Glæder sig til fredag

Hun besluttede sig for at gøre alt det bedste for sin krop.

- Det her sang er for eksempel bare fantastisk. Jeg har altid drømt om at synge i et kor, men aldrig følt, at jeg havde stemmen til det. Her i koret passer jeg lige ind, og jeg kan mærke, at det er godt for mine lunger at synge. Så noget godt har det dumme KOL da bragt med sig, siger hun.

Lisbeth Nielsen er enig:

- Vi er mange i vores aldersgruppe, der har røget, og der er da også nogle her i KOL-koret, der ryger endnu. Men det her kor er bare det bedste. Jeg glæder mig hver uge, til det bliver fredag formiddag. Pernille er så fantastisk og gør meget til, at vi er en harmonisk gruppe. Og så bliver man bare glad af at synge, siger Lisbeth Nielsen.

Så er det tid til næste sang i hæftet. Alle synger med. Af deres lungers fulde røst.

Se flere billeder af KOL-koret og se en video med koret på www.jv.dk/esbjerg