Esbjerg får sin første økologiske kaffebar

Torben og Lis Jacobsen, er parret bag Esbjerg kommende økologiske kaffebar, Kaffesmeden, i Smedegade. Foto: Ken Mathiesen

Esbjerg får sin første økologiske kaffebar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kaffenørd med stort socialt hjerte står bag Esbjergs første kaffebar. Hun vil have Esbjerg til at vågne fra sin lilleby-søvn.

Esbjerg: Kaffekulturen blomstrer i verdens storbyer, og nu kommer også Esbjerg på verdenskortet med byens første økologiske kaffebar.

Den åbner til sommer - under navnet Kaffesmeden  - i et baggårdsmiljø i Smedegade 5 overfor Føtex' parkeringshus, og parret bag kaffebaren, Lis og Torben Jacobsen, har tænkt sig at gå hele vejen for at realisere et sted, som aldrig tidligere er set i Esbjerg.     

Lis Jacobsen er kendt fra sit mangeårige arbejde som daglig leder på Dronning Louise på Torvet, hvor hun i adskillige år har stået i spidsen for restaurantens  indsats for at få flygtninge og udsatte grupper ind på arbejdsmarkedet. Også hos Kaffesmeden bliver der højt til loftet. Økologi og bæredygtighed gennemsyrer barens koncept. Interiør og møbler er genbrug, købt på auktion, som i et samarbejde med jobcentret får en kærlig hånd af utilpassede unge. Puder og betræk syes af syriske flygtningekvinder - alt sammen efter almindelig beregning, siger Lis Jacobsen - mens kaffegrums og alt organisk affald fra Kaffesmeden afleveres tilbage til naturen i ormebeholdere.

- Jeg har i mange år drømt om at lave en kaffebar baseret på økologi og bæredygtighed, kvalitetsprodukter og hjemmelavede ting, fortæller Lis Jacobsen, der ikke på nuværende tidspunkt har noget bestemt på menukortet.

 

Og jeg lover, at man kan smage forskel. Jeg laver kaffe med hjertet, og når du gør det, så kommer kaffen også til at smage bedre.
Lis Jacobsen, Kaffesmeden
Politisk
Kaffebaren i Smedegade 5 kræver en kommuneplansændring, og tirsdag sendte Plan & Miljøudvalget ændringsforslaget til høring. Det areal, der ændrer anvendelse, omfatter en matrikel på cirka 270 kvm. og har dermed en størrelsesorden, der ikke påvirker anden udvikling negativt. Udvalgsformand John Snedker (S) var da også ved udvalgets behandling af sagen yderst positiv og oplyste, at kaffebaren passer godt til kommunens vision om at gøre Esbjerg til en storby. 

Flere kommer ud

- Der bliver sikkert et fast udvalg af croissanter, men ellers vil det blive noget med alternative produkter, og menuen kan sagtens ændre sig. Det kunne også være grød og forskelligt brød om morgenen,  siger Lis Jacobsen, der selv er lidt af en kaffenørd og foruden strømlinede espressoer, cappuccinoer, cafe latte og iskaffe, planlægger at gå ud ad den eksperimenterende vej, ligesom hun har økologiske vine og øl på kortet.

Når hun sammen med sin mand tør at åbne en kaffebar, hænger det dels sammen med, at hun håber, at de mange nye ungdomsboliger i midtbyen, herunder de 67 lejligheder, som er under opførelse bagved i Jyllandsgade, vil udgøre noget af kundeunderlaget. Men 37 år som tjener har også givet hende en vis indsigt i, hvor udviklingen bærer hen.

- Esbjerg skal frem fra hviletæppet. Esbjerg er på mange måder blevet en storby. Og så har man også en økologisk kaffebar. I de mange år, jeg har været i branchen, kan jeg se, at folk kommer mere og mere ud, siger Lis Jacobsen.

Samvittigheden

Nogle vil spørge, hvorfor det skal være en økologisk kaffebar?

- Jeg tror jo ikke, jeg kan redde verden, men jeg vil gerne have min samvittighed i orden, og så vil jeg gerne have, at dem, der køber hos mig, skal vide, at de kan have deres samvittighed i orden. 

Lis og Torben Jacobsen bor selv i ejendommen i Smedegade, som oprindeligt er en tømrermesters bolig fra slutningen af 1800-tallet. I baggården havde tømreren værksted, og det er her i baggården, kaffebaren placeres med mulighed for udeservering. Lis Jacobsen håber, at Kaffesmeden åbner til sommer, og hun siger,  at priserne vil være på niveau med byens caféer.

Esbjerg får sin første økologiske kaffebar

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce