Erhvervsmand kritiserer hemmeligholdt plan for gigantmaster

Sådan ser masten, der er navngivet Thor, ud. Det er den og dens mastekolleger, der er udviklet til at bære højspændingsledningerne på de 170 kilometer mellem Idomlund og grænsen. Arkivfoto: Energinet

Erhvervsmand kritiserer hemmeligholdt plan for gigantmaster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Folketingskandidat Anders Kronborg (S) er ikke ene om at ønske Energinets indtil videre hemmelige forslag til linjeføring af den stærkt omdiskuterede højspændingsforbindelse fra Idomlund til grænsen offentliggjort. Både kendt erhvervsmand fra Esbjerg og lodsejer ved Endrup står med projekter, der afhænger af linjeføring.

Esbjerg Kommune: Folketingskandidat og mastemodstander Anders Kronborg (S) er ikke ene om at kræve indsigt i det forslag til linjeføring og nedgravninger af den kontroversielle 400 kV-højspændingsforbindelse fra Idomlund ved Holstebro til grænsen, som Energinet for tiden præsenterer for kommunalpolitikerne i de kommuner, der ønsker det.

Som omtalt i JydskeVestkysten søndag fik politikerne i Plan & Miljøudvalget en orientering på det seneste møde - mundtligt og med vilje intet på skrift - om, hvor højspændingsforbindelsen tænkes henholdsvis nedgravet og sat på 35 meter høje master inden for Esbjerg Kommunes grænser, og Energinet ønsker ikke at oplysningerne spredes ud i en større offentlighed endnu.

Men den fremgangsmåde kritiseres af blandt andre den succesrige erhvervsmand Per Bonnichsen Jensen, der sammen med døtrene Christinna og Teresa med selskabet Familien Bonnichsen Holding er klar til at investere et "stort, tocifret millionbeløb" i en storstilet dyrkning af medicinsk cannabis øst for Skærbæk i Sønderjylland, som bær-kongen fra Øster Gasse, Anders Sørensen, står bag.

Sagen kort
  • Energinet forklarede søndag i en artikel i JydskeVestkysten, at man ikke ønsker at gøre det materiale, man forelægger kommunalpolitikerne i disse dage, offentligt tilgængeligt endnu, fordi der kun er tale om "en foreløbig skitse".

  • I denne måned holder Energinet dialog med kommunerne om forslag til linjeføring. I juni er der dialog med myndighederne og finjustering af forslag til linjeføring og i august/september offentliggøres forslag til linjeføring for lodsejerne. I januar til april 2020 finder den anden offentlighedsfase sted.
  • Energinet vil være i stand til at nedgrave op til 26 kilometer af den planlagte 170 kilometer lange højspændingsforbindelse mellem Idomlund ved Holstebro til den dansk-tyske grænse - og ikke mere end det.
  • Det blev konklusionen på det analysearbejde, som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) satte i gang, efter at han og lokalt valgte folketingsmedlemmer oplevede massiv vrede fra tusindvis af borgere, der protesterer over udsigten til at få 500 højspændingsmaster i en højde af 35 meter placeret ned gennem naturskønne områder i Sydvestjylland.

Presset tidsplan

- Vi er bestemt ikke tilfredse med, at Energinet hemmeligholder linjeføringen, for vi kan ikke komme videre med vores projekt, før den offentliggøres. Derfor er vi også meget taknemmelige for, at Anders Kronborg som den eneste politiker tager affære i sagen den højspændingsmotorvej i 35 meters højde og bredde, der er planlagt, siger Per Bonnichsen Jensen.

Familiens investering presses yderligere efter at det forleden blev offentliggjort, at Spectrum Cannabis nord for Odense som den første danske cannabis-producent nu må producere medicinske cannabis-produkter.

- Det lægger yderligere pres på vores tidsplan, for vi kan ikke gå i gang med opførelse af væksthuse og andet, før vi kender linjeføringen. Så vi er yderst utilfredse med hemmeligholdelsen af Energinets forslag til linjeføring, siger erhvervsmanden.

Skovprojekt afventer

En anden, der står med et projekt, som ikke kan komme videre, før linjeføringen bliver kendt, er Lars Brinch Thygesen, der bor på en 60 hektar stor ejendom på Vibækvej ved Endrup. Han har nu anmodet Energinet om at få udleveret de samme oplysninger, som politikerne har fået, fordi det er "af væsentlig interesse for os som lodsejere".

"Da det er af ekstrem vigtighed for vores dispositioner, anmoder vi om at få tilsendt relevante kort med en beskrivelse af, hvor i vort område, der påtænkes opsætning af en masteføring samt kabellægning. Store dele af vor 60 hektar store ejendom består i dag af fredsskov, og vi påtænker at plante yderligere fire hektar (40.000 kvadratmeter, red.) til med skov inden for det kommende år", skriver han blandt andet.

Anders Kronborg har rykket for den aktindsigt, han har begæret hos Energinet og har fået følgende svar: "Vi er fortsat i gang med at danne os et overblik over det, du har anmodet om aktindsigt i. Jeg kan derfor ikke give dig et præcist svar på, hvornår du kan forvente at få en afgørelse fra Energinet", hed det mandag i en mail til Kronborg fra Energinet.

Erhvervsmand kritiserer hemmeligholdt plan for gigantmaster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce