Det forhandler de om: Store besparelser lurer på handicapområdet

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) leder i øjeblikket forhandlingerne med byrådets syv andre partier om det kommunale husholdningsbudget for de kommende fire år. Foto: John Randeris

Det forhandler de om: Store besparelser lurer på handicapområdet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den kommunale direktion har lagt op til besparelser og omprioriteringer i 100 millioner kroners-klassen på voksenhandicapområdet. En sønderbombning, erkender udvalgsformand.

Esbjerg Kommune: Voksenhandicapområdet har i flere år været byrådets budgetmæssige smertensbarn, og det er ikke ændret op til de igangværende budgetforhandlinger.

I direktionens forslag til budget-i-balance er der lagt op til besparelser og omprioriteringer for op mod 100 millioner kroner på det trængte område, der ellers netop er blevet gennemgået med tættekamp af Kommunernes Landsforenings konsulentvirksomhed, som fik i opdrag at vurdere muligheden for at tilpasse driften til den økonomiske virkelighed. Imidlertid viste analysen, at handicapområdet er veldrevet, og at udgifterne på området i Esbjerg Kommune er på niveau med eller endda en smule lavere end det forventelige, når der tages højde for borgernes sociale sammensætning og behov sammenlignet med andre kommuner.

I direktionens forslag til at skaffe en mere tålelig bundlinje på området er der imidlertid indlagt omprioriteringer inden for området for 46,8 millioner kroner - hvilket vil sige, at pengene ikke fjernes helt fra området, men til gengæld går fra forskellige tilbud for at finansiere underskuddet på andre. Dertil kommer den i byrådet forkætrede MEP - Moderniserings- og Effektiviserings Programmet, der er dikteret fra Christiansborg - på 26,9 millioner kroner plus den store rammebesparelser, som direktionen i dets budgetforslag har lagt ned over samtlige, kommunale områder.

Besparelser
  • Der er lagt op til voldsomme besparelser og omprioriteringer inden for blandt andet voksenhandicapområdet i det forslag til budget-i-balance, direktionen har forsynet forhandlingspartierne i Esbjerg Byråd med.
  • Inden for området er der foreslået omrokeringer fra nogle tilbud til andre for i alt 46,8 millioner kroner over fire år, hvilket blandt andet vil ramme botilbud og Kraftcentret. Derudover er der lagt op til direkte besparelser på knap 27 millioner kroner over fire år (den såkaldte MEP-besparelse), samt én til to procent i servicereduktion i forhold til den rammebesparelse på totalt set 309 millioner kroner over fire år, som den kommunale direktion har foreslået indlagt over samtlige kommunale områder.

Åbent sind

Ifølge formanden for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø (Borgerlisten), nærmer det samlede beløb sig de 100 millioner kroner fordelt over budgetperiodens fire år.

Hvis det hele gennemføres, er der vel reelt tale om en sønderbombning af voksenhandicapområdet?

- Det kan du godt kalde det. Men budgetforslaget fra direktionen er netop et forslag, og jeg vil ikke komme med gisninger om, hvor det hele ender henne. Jeg hæfter mig dog ved, at området er veldrevet, og at vi har formået stort set at stå imod yderligere stigende udgiftspres. Det, der står tilbage, er, at det oprindelige budget for området ikke er tilpasset den virkelige verden, og det er deri, problemet for alvor ligger. Men jeg går til forhandlingerne med åbent sind, og det tror jeg også, at alle andre gør, så nu må vi se, hvor langt vi når, siger Henrik Vallø.

Knap så voldsomt

Formentlig ender forhandlingerne om det pressede område dog ikke med så voldsomme besparelser og omprioriteringer, som budget-i-balance lægger op til.

Eksempelvis var Socialdemokratiets gruppeformand, Søren Heide Lambertsen, i den helt modsatte grøft i forhold til det, direktionens forslag lægger op til, da han holdt sin budgettale. Her slog han fast, at området er underbudgetteret, og at der på kort sigt kan blive behov for yderligere kapitaltilførsel.

Derudover har borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) tidligere udtalt, at "det står klart, at vi ikke bare kan skære i budgettet, så serviceniveauet (på voksenhandicapområdet, red.) kommer til at passe med den nuværende økonomi. Det vil være alt for voldsom en besparelse for de borgere, der er omfattet af området. Omvendt kan vi nok heller ikke bare sætte så mange flere millioner af..(...)..jeg tror, løsningen findes et sted midt i mellem".

Det forhandler de om: Store besparelser lurer på handicapområdet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce