Den tunge ende af Esbjergs gågade rømmes for sportsbutikker

Broen Shopping er medvirkende til at forrykke handelsbalancen i Esbjerg midtby. Nu forsvinder to sportsbutikker fra deres nuværende placering i Kongensgade. Sport24 flytter tættere Broen, mens Sportmaster lukker og nøjes med to butikker i Esbjerg i stedet for tre. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Den tunge ende af Esbjergs gågade rømmes for sportsbutikker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Én sportsbutik lukker helt, den anden åbner i Droobs prestigebyggeri Karreen på hjørnet af Kongensgade og Englandsgade. Handel i Esbjergs midtby koncentreres om shoppingcenter Broen og Torvet, mener butikschef.

Esbjerg: Hvad enten de har heddet Difa Sport eller Sportmaster, Intersport eller Sport24, så har Esbjerg i årtier haft to sportsbutikker liggende i gågaden med mindre end 100 meters afstand ved Jyllandsgade.

Men snart er det slut. I løbet af de kommende måneder lukker Sportmaster i Kongensgade 69 og konkurrenten Sport24 i Kongensgade 76. Mens Sportmaster lukket helt, åbner Sport24 en ny butik i et lejemål i familien Droobs markante byggeri Karreen på hjørnet af Kongensgade og Englandsgade.

Hos begge kæder oplyser man, at tilstedeværelsen af byens nye indkøbscenter, Broen Shopping, har betydning for deres beslutning.

- Huslejeniveauet er for højt, og samtidig har man blandt andet kigget på omsætningen her i Kongensgade og sammenholdt den med de to andre butikker, fortæller Michael Tranholm, butikschef hos Sportmaster i gågaden.

Ifølge butikschefen, der nu er jobsøgende, lukker butikken i gågaden i februar/marts, og dermed vil Sportmaster fremadrettet udelukkende være repræsenteret i Esbjerg Storcenter og Broen.

Der er stadig masser af mennesker her i gågaden, og vi bliver, hvor vi altid har ligget.
Hürü Ekim, butiksleder, Neye

Broen er udgangspunkt

Hos Sport24 taler administrerende direktør Lars Elsborg om en fremtidssikring af kædens butik i Esbjerg:

- I vores optik bliver Broen udgangspunktet for mange kunders shopping, og meget af handlen i Esbjergs midtby kommer til at foregå mellem Broen og Torvet, siger Lars Elsborg.

Broens ankomst til byen har sammen med øget nethandel i markant grad påvirket balancen i detailhandelsudviklingen i Esbjerg midtby, herunder fået betydning for lejeniveauet, når gågadens centrum rykkes i retning af Broen og Jernbanegade, mener advokat Poul Jensen, formand for butikssammenslutningen Esbjerg City.

- Overordnet set er vi da kede af, at der netto forsvinder en sportsbutik fra midtbyen. At Sport24 vælger at placere sig, hvor den nu gør, har jeg ingen holdning til, siger Poul Jensen, der samtidig erkender, at den del af Kongensgade, der vender mod Stormgade, er udfordret.

Ingen panik

- Personligt tror jeg, at den del af gågaden står lidt i stampe på grund af renoverings-planerne i gågaden. Den del af gågaden mod Stormgade er den sidste etape af renoveringen, og det kan være svært at få lokalerne udlejet, når man ved, at der om nogle måneder påbegyndes et gravearbejde foran ens butik, siger Poul Jensen.

De to sportsbutikker, som nu henholdsvis lukker og flytter tættere på Broen, betegnes som såkaldte ankerbutikker, som er med til at tiltrække kunder også til andre butikker i nærheden. Men i nabolaget, som de to sportsbutikker fraflytter, er der ingen panik.

- Der er stadig masser af mennesker her i gågaden, og vi bliver, hvor vi altid har ligget. Vi skal være gode til at tiltrække kunderne med god betjening og gode priser, siger Hürü Ekim, butiksleder i taskeforretningen Neye.

Den tunge ende af Esbjergs gågade rømmes for sportsbutikker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce