Dårligt nyt for mastemodstandere: Kun 26 km højspænding kan nedgraves

De omdiskuterede højspændingsmaster skal på lange stræk løbe fra Idomlund ved Holstebro til den dansk-tyske grænse. Arkivfoto: Energinet.

Dårligt nyt for mastemodstandere: Kun 26 km højspænding kan nedgraves

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvor Energinet tidligere estimerede, at der kunne kabellægges 10 procent af højspændingsnettet på strækningen mellem Idomlund og den dansk-tyske grænse, er vurderingen nu 15 procent. Men ellers har konklusionerne ikke rokket sig, og det er nedslående nyt for mastemodstanderne.

Sydvestjylland: Energinet vil være i stand til at nedgrave op til 26 kilometer af den planlagte 170 kilometer lange højspændingsforbindelse mellem Idomlund ved Holstebro til den dansk-tyske grænse - og ikke mere end det.

Det er konklusionen på det analysearbejde, som energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) den 12. juni i år satte i gang, efter at han og lokalt valgte folketingsmedlemmer oplevede massiv vrede fra tusindvis af borgere, der protesterer over udsigten til at få 500 højspændings-master i en højde af 35 meter placeret ned gennem naturskønne områder i Sydvestjylland.

Dermed fastholder det statsejede Energinet i store træk de tidligere påpegede, tekniske komplikationer ved en nedgravet løsning. Eneste forskel er, at Energinet tidligere havde estimeret, at der ville kunne nedgraves 17 kilometer tracé - eller 10 procent - mens andelen af en mulig kabellægning nu er forøget til 15 procent og dermed i alt 26 kilometer ved brug af alt tænkeligt elektronisk isenkram - special-kabler, filtre, spoler og andre komponenter.

Forhistorien
I 2008 bliver det af et flertal i Folketinget besluttet, at højspændingskabler skal graves ned i fremtiden.
  • I 2012 indleder Energinet og det engelske National Grid planen om Viking Link - og senere bliver projektet koblet sammen med Vestkystforbindelsen og Idomlund-Endrup-forbindelsen.
  • I maj 2015 fremlægger SR-regeringen en vækstplan. I den indgår en plan for at spare milliarder ved at annullere kabellægning af højspændingsnettet.

  • I december 2015 kommer en embedsmandsarbejdsgruppe med Energistyrelsen, Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, Finansministeriet og Energinet med en rapport, der nedskyder ambitionen om at kabellægge fremtidige 400 kV-forbindelser - det er for dyrt, og teknologien er ikke fulgt med ambitionerne, lyder konklusionen i rapporten. Energinet beder også energiministeriet om tilladelse til at etablere Viking Link og Vestkystforbindelsen samt forstærke transmissionsnettet på strækningen Endrup-Idomlund ud fra den forudsætning, at den tidligere politiske beslutning om nedgravning af 400 kV-højspænding ændres.
  • I november 2016 lander energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) et forlig om afskaffelse af PSO-afgiften. Politikerne siger ved den lejlighed også ja til den aftale om "tilpasning af retningslinjer for kabellægning", som Energinet har baseret sin plan om Viking Link, Vestkystforbindelse og Endrup-Idomlund på. Energinet planlægger som følge deraf den omdiskuterede 400 kilovolt højspændings-luftledning mellem Idomlund ved Holstebro over Endrup videre til Ribe og ned til Niebüll syd for den dansk-tyske grænse. Det drejer sig om cirka 500 master i en højde af omkring 35 meter.

  • Med i PSO-aftalen er et bredt politisk flertal bestående af Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF.

Alternativer til master

Energinets fagfolk har desuden gransket en række andre, foreslåede alternativer til 400 kV-forbindelsen på master, herunder blandt andet kabellægning til havs, anvendelse af gas-isolerede transmissionsforbindelser, som de kendes fra millionbyer installeret i tunneller under jorden, jævnstrømsforbindelser og kabelløsninger på 150 eller 220 kV. Ingen af disse forslag vurderes i rapporten som gangbare i den virkelige verden.

Lange, nedgravede strækninger med 400 kV "vil medføre betydelige risici og potentielt kompromittere Danmarks forsyningssikkerhed", som Energinet udtrykker det i rapporten. Alt kommer tilbage til, at lange, nedgravede strækninger ifølge Energinet vil øge risikoen for forvrænget spænding, også kaldet støj, som overstiger de tilladte grænseværdier. Det vil - igen i henhold til Energinets konklusioner - medføre et sårbart forsyningsnet, forkortet levetid på anlægget samt fejl i komponenter i både el-nettet og i el-apparater hos forbrugerne.

Som tidligere beskrevet i JydskeVestkysten har minister Lars Chr. Lilleholt besluttet, at konklusionerne i Energinets endelige rapport, der blev offentliggjort mandag klokken 14, skal efterprøves af udenlandske eksperter. Det forventes at tage en månedstid. Ministeren ønsker da heller ikke at kommentere yderligere, før dét resultat foreligger:

- Nu vil jeg som aftalt have Energinets vurderinger og konklusioner trykprøvet af internationale eksperter. Før jeg har modtaget en uvildig vurdering, vil jeg ikke drage nogen endelige konklusioner. Vi må derfor væbne os med tålmodighed lidt endnu, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Reelt tre projekter

Den omdiskuterede mastesag består reelt af tre projekter: projektet med 400 kV-luftledning fra Idomlund ved Holstebro til Endrup, projektet fra Endrup til grænsen samt det dansk-engelske søkabel, den såkaldte Viking Link-forbindelse, der hænger sammen med Endrup-grænsen og også skal skabe forbindelse til Tyskland og landets kulkraftværker samt vind- og sol-energi. Projekterne koster henholdsvis 1,649 milliarder kroner, otte milliarder kroner og 1,215 milliarder kroner.

Projekterne skal kort sagt forstærke det vestjyske elnet, så der kan indpasses mere vindmøllestrøm i systemet samt udveksles strøm med andre lande, og planen har været på tegnebrættet i flere år.

Læs rapportens konklusioner og hele materialet her: www.energinet.dk

Dårligt nyt for mastemodstandere: Kun 26 km højspænding kan nedgraves

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce