Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Bramming-firma nu syv gange så stort

Denne fantastisk flotte Chevrolet Pick Up, årgang 1956, afleverede Carsten Hedegaard lørdag til en kunde. Renoveringen varede to år. Foto: Jacob Schultz

Bramming-firma nu syv gange så stort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Carsten Hedegaard, som siden 2014 har drevet sit firma Danish Hot Rod Equipment på fuld tid, er flyttet til nye lokaler på Grønningen. Her er der syv gange så meget plads som i de gamle lokaler på Ribevej.

BRAMMING: Han startede firmaet i 2004. De første ti år drev han det som en bibeskæftigelse. I 2014 gik han all in for at arbejde på fuld tid i firmaet Danish Hot Rod Equipment, hvor han renoverer og genopbygger gamle historiske biler - oftest amerikanerbiler. Og lørdag markerede Carsten Hedegaard så med en reception, at firmaet nu er rykket fra de mindre rammer med et 200 kvadratmeter værksted på Ribevej til knap 1400 kvadratmeter store lokaler på Grønningen 5 - heraf 800 kvadratmeter værksted i en nybygget industrihal.

Og Carsten Hedegaard er samtidig gået fra at være ene mand på fuld tid til nu at have to mekanikere ansat på fuld tid.

- Det betyder, at jeg nu kan sige ja til alle de projekter kunderne kommer med. At renovere og genopbygge en gammel bil er som at begive sig ud på en rejse, hvor du ikke altid ved, hvor du ender. Det kan være et kæmpe arbejde at få originale reservedele til de gamle biler. I en del tilfælde må vi selv fremstille de dele. Derfor er det meget tidskrævende at renovere gamle biler, konstaterer Carsten Hedegaard.

I de senere år er interessen for gamle historiske biler vokset markant. Det afspejler sig blandt andet også i det ugentlige træf, Ribe Classic, som Carsten Hedegaard selv var med til at starte for ti år siden.

 

Mange biler
 På værkstedet på Grønningen står der lige nu mere end en håndfuld gamle biler, som Carsten Hedegaard og hans to mekanikere skal til at renovere fra bunde. Der er blandt andet to biler af mærket Porsche, en gammel italiensk Alfa Romeo, en engelsk Triumph samt en gammel Scania-lastvogn, som også skal renoveres helt fra bunden.

En rød Chevrolet

Lørdag hvor gæsterne strømmede ind for at tage de nye lokaler på Grønningen i øjesyn, var samtidig dagen, hvor Carsten Hedegaard afleverede en tip top og fantastisk flot Chevrolet Pick Up, årgang 1956. Postkasserød og skinnende blank blev den afleveret til en kunde, som givetvis vil få masser af opmærksomhed ude på vejene med en bil med en heftig motor og dæk med en bredde på 39 centimeter.

- Vi har brugt to år på at renovere den. Men så fremstår den også i en betydelig bedre stand end dengang den kørte ud fra Chevrolet-fabrikkerne i 1956, konstaterer Carsten Hedegaard.

Han slår fast, at han ikke har et mål om, at firmaet skal blive større end det er lige nu.

- Når man arbejder med gamle biler er det både arbejde, hobby og lidenskab. Du skal være udstyret med stor tålmodighed, men samtidig er det rigtig fedt, når kunderne selv er engagerede i projektet. Lige nu er vi gået i gang med en amerikansk muskelbil - en Ford Torino Cobra fra 1970, og her er kunden selv meget med i projektet. Han har ikke bare afleveret bilen og bedt os om at klare resten. Han følger selv med og er med ind over i den proces det er at bygge bilen op fra bunden, fortæller Carsten Hedegaard.