Borgmester oprørt over gigantisk sundheds-regning til Esbjerg Kommune

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har fået brev fra borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der søger en forklaring på kommunens voldsomt stigende andel af sundhedsudgifterne. Her ses de to ved en tidligere lejlighed, da ministeren besøgte Ribe Sundhedscenter. Arkivfoto: Jacob Schultz

Borgmester oprørt over gigantisk sundheds-regning til Esbjerg Kommune

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nye beregninger viser et kæmpe økonomisk smæk til Esbjerg Kommune på 25 millioner kroner om året i form af en stigning i kommunens medfinansiering af borgernes sundhedsudgifter. Borgmester tvivler på datagrundlaget for ekstraregningen og er gået i krig.

Esbjerg Kommune: Hvis en håndværker sender en opkrævning på et større beløb end aftalt, uden at man i øvrigt af regningen kan se, hvilket arbejde vedkommende specifikt har udført for pengene, er der en pæn sandsynlighed for, at man nægter at betale.

Præcis sådan opfatter man i Esbjerg Kommune sagen om den stærkt stigende, kommunale medfinansiering af borgernes sundhedsudgifter, der over budgetperiodens kommende fire år vil udløse en ekstra-regning på 100 millioner kroner til Esbjerg Kommune. Det har fået borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) til både at fare i flint og i blækhuset med en skrivelse til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Den kommunale medfinansiering dækker over kommunernes medfinansiering af borgernes behandling på sygehusene, og ifølge Jesper Frost Rasmussen rammes samtlige kommuner i Region Syddanmark - minus Fanø - af stigende udgifter til trods for, at Region Syddanmark under ét ellers er mester i at reducere antallet af forebyggende og akutte indlæggelser til langt under landsgennemsnittet. Det er Kommunernes Landsforening (KL), der har udarbejdet beregningerne for de fremtidige sundhedsudgifter på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Tallene
  • Kommunal medfinansiering indebærer, at kommunerne medfinansierer en vis procentdel af de regionale sundhedsudgifter. Omfanget af den kommunale medfinansiering bestemmes af borgernes forbrug af ydelser i sygehusvæsenet, hos egen læge og øvrige ydelser under den offentlige sygesikring. Formålet med den kommunale medfinansiering er at tilskynde den enkelte kommune til at etablere egne sundhedstilbud, der blandt andet kan aflaste behovet for behandling på sygehuse.
  • Esbjerg Kommunes medfinansiering af borgernes sundhedsudgifter blev ved sidste års budgetlægning anslået til 495 millioner kroner for 2018. Imidlertid skønnede Kommunernes Landsforening i juni i år, at Esbjerg Kommune skulle forvente at betale cirka 514,4 mio. kr. Det skøn tog afsæt i data fra Sundhedsdatastyrelsen. Samtidig mister Esbjerg Kommune seks mio. kr. i bloktilskud som følge af kommunens større andel af den kommunale medfinansering på landsplan. Alt i alt et tab - eller en udgiftsstigning - på 24,9 mio. kr.

Voldsom frustration

- Vi har ikke kunnet få en fyldestgørende forklaring fra hverken Region Syddanmark, Kommunernes Landsforening eller for den sags skyld Sundhedsministeriet, og det er stærkt utilfredsstillende. Vi vil have en udspecificeret regning, for lige nu kan vi simpelthen ikke se, hvad der ligger til grund for opkrævningen, og vi kan heller ikke finde forklaringer, der underbygger, at der fortsat er stigning i afregningerne. Der er ingen sammenhæng mellem de gode resultater, der er skabt i Region Syddanmark, og de afregninger, som kommunerne bliver opkrævet, mener Jesper Frost Rasmussen.

Han hæfter sig desuden ved, at Region Hovedstaden og Region Sjælland kan indkassere henholdsvis et fald i udgifter og en meget minimal stigning, mens de øvrige regioner får en ekstra-regning - Region Syddanmark allermest.

Kommunernes Landsforening er i dialog med Sundhedsministeriet, men udkommet af den snak ønsker Jesper Frost Rasmussen ikke at afvente. Han har en mistanke om, at det er rodet med Sundhedsplatformen i hovedstaden, der giver en forkert registrering og dermed et forkert datagrundlag for beregningerne.

- Jeg mener, at problemets omfang kalder på, at vi tydeliggør vores frustration og får dokumentation. Det her skaber uhensigtsmæssigheder i samarbejdet mellem kommunen og sygehuset, og det er svært at finde den økonomiske motivation til at bruge kommunale ressourcer på arbejdet med forebyggende indlæggelser, når udgifterne bare stiger og stiger, siger borgmesteren.

Borgmester oprørt over gigantisk sundheds-regning til Esbjerg Kommune

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce