Børneloppemarkedet på Domkirkepladsen satte gang i salget: Se børnenes bedste fund og fortjenester


Børneloppemarkedet på Domkirkepladsen satte gang i salget: Se børnenes bedste fund og fortjenester

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var masser af sælgere og interesserede købere, da der onsdag var børneloppemarked på Domkirkepladsen. Hvor der både blev solgt punge for to kroner og en fjernstyret bil for 100 kroner.

Ribe: - Hvor meget koster den, spørger en kvinde og tager fat i en pung fra standen.

- 20 kroner.

- Kan du gøre det til 15?

Der blev pruttet om priserne, da der onsdag var børneloppemarked på Domkirkepladsen, hvor der blev solgt alt fra de klassiske legetøjsdukker og bøger til cykelhjelme.

JydskeVestkysten har talt med nogle af de unge købere og sælgere om dagens bedste handel.

1 Samler sammen til en trampolin
Amalie Smedegaard Hamann (t.v.) havde sammen med sine søstre, Therese og Caroline (t.h.) en stand på onsdagens loppemarked. Foto: Lotte Kragelund

De tre søstre Caroline, Therese og Amalie Smedegaard Hamann har i mange år haft en stand på det årlige børneloppemarked på Domkirkepladsen. Hvert år samler søstrene ind til en samlet ting.

- De seneste fire år har vi samlet ind til, når vi skulle hen og besøge vores fætre i USA. Der købte vi en del tøj, siger Caroline Smedegaard Hamann.

I år går pengene til noget lidt andet. Nemlig en trampolin.

- Vi håber, vi kan komme til at tjene omkring 1000 kroner. Det er i hvert fald deromkring, det har ligget de andre år, forklarer de.

Midt på formiddagen havde dagens bedste salg indtil videre været en jakke, som pigerne havde tjent 80 kroner på.

Men det er ikke tøj, de tre søstre sælger mest af. Det er mest legetøjet, der bliver langet over disken.

- Vi har rigtig mange ting, som vi ikke bruger, så det kan vi lige så godt sælge. Det er også hyggeligt at sidde her ved standen, siger Caroline Smedegaard Hamann.

Glitrende tapeholder

Storesøster Esther Grymer på 10 år var sammen med sin søster 6-årige Hannah og mor, Kirsten, taget til loppemarked. Ligesom de plejer at gøre de andre år.

- Vi bor i Lustrup, så der er ikke så langt, og det er hyggeligt at gå rundt og se på ting, siger Kirsten Grymer, der havde givet begge døtrene 20 kroner til at bruge onsdag formiddag.

For den runde guldfarvede mønt havde Esther Grymer fundet to ting til hendes værelse. Den ene en opslagstavle og en glitrende tapeholder.

- Jeg kan rigtig godt lide glimmer, forklarede Esther Grymer om holderen, der var dækket med røde og hvide palietter.

Lillesøster Hannah havde også fundet noget til at pynte værelset. Op af den lille pose, hvor pigerne havde deres indkøb, fiskede Hannah en stor, skinnende lyserød sten op og viste den stolt frem.

Dagens køb var dog ikke overstået.

- Jeg har stadig fem kroner tilbage, sagde Esther Grymer, der dog ikke vidste, hvad de sidste penge skulle bruges til. En ting, var dog sikker.

- De har fået at vide, at de ikke må købe bamser i år. Dem har de simpelthen så mange af, grinte Kirsten Grymer, der også havde købt en række knager.

Campingpenge

Onsdag var første gang, at otte-årige Liva Thougaard var med til børneloppemarkedet på Domkirkepladsen. Sammen med sin familie var Liva Thougaard på campingferie i Ribe, og slog derfor et smut forbi markedet. Familien er dog vant til at tage på loppemarkeder, og fik også opsnuset nogle gode fund onsdag eftermiddag.

- Jeg har købt et lille penalhus og en pungen. Pungen skal bruges til at have mine campingpenge i, siger Liva Thougaard, der kommer fra Herning.

Hun havde givet to kroner for det grå penalhus og det samme for den lille pung.

Lille fjernstyret bil

11-årige Frederik Munkholm og hans bror på otte år, Christian Munkholm, er om nogen, rutinerede i at stå bag en stand.

For i fem år i træk har søskendeparret stået med en fyldt stand og solgt ud af deres sager - og i år også en smule af mormors.

- Vi har alt fra legetøj, tøj til nisser, siger Frederik Munkholm og peger på et lille stel, der står forrest på deres stand:

- Det, vi har sværest ved at sælge, er nok ting som de små stel og kopper.

De penge, som drengene tjente i løbet af onsdagen, gik til et helt særligt formål.

- Vi skal på ferie til Italien, så de penge, vi tjener her, skal vi bruge dernede, så vi har nogle lommepenge, forklarede brødrene, der allerede havde tjent en håndøre eller to til deres ferie.

- Det bedste, vi har solgt, var en lille fjernstyret legetøjsbil. Den fik vi 100 kroner for, sagde Frederik Munkholm.

Børneloppemarkedet på Domkirkepladsen satte gang i salget: Se børnenes bedste fund og fortjenester

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce