Betjent efter vanvidskørsel med 181 km/t: Det eneste, der virker, er fængsel

Ifølge Rådet for Sikker Trafik fordobles risikoen for at blive involveret i en dødsulykke, hvis man øger hastigheden på en landevej fra 80 til 95 km/t. Arkivfoto: Michael Bager.

Betjent efter vanvidskørsel med 181 km/t: Det eneste, der virker, er fængsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I weekenden blev to bilister blitzet af politiets fartkontroller med hastigheder i nærheden af 200 km/t på landeveje. Selvom de bliver frakendt kørekortet i en periode, afholder det dem ikke nødvendigvis fra at sætte sig bag rattet, siger en politibetjent.

I halvdelen af alle dødsulykker i trafikken i Danmark er for høj fart en medvirkende faktor. Alligevel oplever politiet, at en gruppe bilister bliver ved med at køre for hurtigt og tage store risici.

- Det er svært at sige, om der i dag er flere vanvidsbilister eller ej, men når jeg selv kører derude, synes jeg, at det er blevet værre. Folk tager chancer og kører meget tæt. Så når jeg ser det med egne briller, virker det som en stigende tendens, siger politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter Christian Berthelsen til DR.dk.

DR Nyheder har talt med ham og Rådet for Sikker Trafik efter to episoder i weekenden, hvor bilister blev blitzet på landeveje, hvor de kørte langt hurtigere end det er tilladt, selv på en motorvej.

På Tingvejen nord for Tofterup mellem Esbjerg og Grindsted blev en bilist lørdag morgen målt til at køre 181 km/t, og på Aalborgvej mellem Gandrup og Hals blitzede politiets fartkontrol en 40-årig bilist, som drønede af sted i en Ford Mondeo med 187 km/t.

- Når man kører så stærkt, tænker man ikke på sig selv og slet ikke på alle andre ude på vejene. Det kan være en ældre bilist, der skal ud fra ud fra en sidevej. Man giver ham jo ikke en chance for at bedømme hastigheden på en bil, når den kører mere end det dobbelte af det tilladte, siger politiassistent Kim Haubro, Nordjyllands Politi, til Nordjyske.dk.

Bilisten kan se frem til en bøde på 9000 kroner. Og når man overskrider fartgrænsen med mere end 100 procent, mister man også sit kørekort i en periode. Men det sætter ikke nødvendigvis en stopper for bilisterne, at de mister kørekortet, konstaterer Jesper Hemmingsen, dokumentationskonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

- Der er de vanvidsbilister, der vælger at køre videre, selvom de får frataget deres kørekort. Det er nok ikke kun i forhold til trafikken, at de har et specielt mønster. De tilsidesætter generelt lovgivningen, siger han til DR.dk.

- Det er tilbage til, at vi må ty til hårde straffe som fængsel, når de ikke kan nås på anden måde, siger politiassistent Christian Berthelsen.

I november sidste år parkerede Fyns Politi en fotovogn på Assensvej i Glamsbjerg. På strækningen, hvor bilisternes fart blev målt, var grænsen 60 km/t. 700-800 bilister fik målt deres fart, og af dem kørte 168 for hurtigt. Topscorer var en bilist, der kørte med 118 km/t.

Havarikommissionen interviewede for nogle år siden flere bilister, som var blevet taget i en fartkontrol, fortæller DR. Og de mente ifølge Havarikommissionen, at vejene tillod, at de kunne se stort på hastighedsgrænserne - det kunne de også, fordi de i deres egen opfattelse var bedre bilister end andre.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik fordobles risikoen for at blive involveret i en dødsulykke, hvis man øger hastigheden på en landevej fra 80 til 95 km/t.

Betjent efter vanvidskørsel med 181 km/t: Det eneste, der virker, er fængsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce