Befolkningseksplosion: Mandøs indbyggertal stiger med 20 procent

Når himlen er blå og solen skinner er Mandø et særdeles idyllisk sted. Nu suppleres ø-idyllen med flere faste indbyggere på øen. Arkivfoto: Annett Bruhn.

Befolkningseksplosion: Mandøs indbyggertal stiger med 20 procent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vadehavsøens befolkningstal stiger med cirka 20 procent i kraft af tre par, som flytter permanent til øen, mens endnu en mandlig beboer også har bosat sig på øen i en lejebolig.

MANDØ: I disse sommermåneder mangler der hverken mennesker eller liv på Mandø.

Til gengæld kan der godt være langt mellem mennesker og liv i de mørke vintermåneder. Men inden for de seneste måneder har Mandø dog fået fem nye faste indbyggere, som har valgt at bosætte sig permanent på øen. Og yderligere et ægtepar fra Silkeborg forventes at flytte til øen.

I forhold til de 33 faste indbyggere, der er i forvejen er på Mandø er der altså tale om en mindre befolkningseksplosion - en vækst på over tyve procent - på en ø, som i de senere år ellers har haft et fald i antallet af faste indbyggere, samtidig med, at antallet af gæster i sommerhalvåret har været voldsomt stigende i flere år.

Esbjerg Kommune søsatte for fem år siden et projekt kaldet Smart Island, hvor man drømte stort og ønskede at gøre Mandø til verdens første intelligente ø. Det første mål i den proces var, at Mandø skulle have et meget bedre internet, og fokus fra Esbjerg Kommune var fra start en bedre netforbindelse, der kunne skabe grundlag for at få flere til at flytte til øen, så både private og virksomheder fik bedre vilkår, ligesom øens beboere også ville have muligheden for at kunne arbejde hjemmefra.

Dette projekt gik så godt, at Mandøs bredbåndsprojekt ved en ceremoni i Bruxelles i november blev hædret som vinder af en europæisk bredbåndspris for samarbejdet mellem Mandø Fællessråd og SE for deres udrulning af fibernet, og netop muligheden for at arbejde hjemmefra er en af de ting, øens nye indbyggere taler om.

Lys i alle husene
Ejler Andersen fortæller, at da han var barn og ung i starten af 1950'erne boede der omkring 150 mennesker på Mandø. Der var 35 børn i skolen, og da han blev konfirmeret i 1956, var der ni konfirmander på øen.De nye tilflyttere til øen er Ejler Andersen og hans hustru Helle, som skifter lejligheden i Esbjerg ud med en permanent bolig på Mandø. Det er et ægtepar fra Vejle, som har bosat sig permanent på øen i deres sommerhus. En enlig mand, som er flyttet ind i en lejebolig på Mandø samt et ægtepar fra Silkeborg, som også forventes at bosætte sig permanent på Mandø.

Mange kvaliteter

Ægteparret Ejler og Helle Andersen er to af de nye, faste indbyggere på Mandø. De har pr. 15. juli opsagt deres lejede lejlighed på Tinghøjs Allé i Esbjerg for at bo hele året på Mandø.

Ejler Andersen fortæller, at han er ved at renovere den lejlighed, parret har haft de seneste 38 år i en landejendom på Æ Towt på Mandø, hvor Ejlers søster og hendes mand har den anden lejlighed.

- Jeg er født og opvokset på Mandø, og siden 2004 har vi boet på øen fra marts til november. Men nu tager vi skridtet fuldt ud og flytter herover hele året. Det var egentlig ikke min idé, men min kones idé. Hun er ellers vokset op i Esbjerg. Vi glæder os til at bo her hele året. Her er natur, stilhed, og du kan høre fuglene synge. Og når det ikke blæser kan du jo sidde uden for og nyde naturen det meste af året. Min kone cykler øen rundt hver dag, og jeg har selv gang i en masse. Så vi kommer ikke til at kede os på Mandø, lyder det fra Ejler Andersen, som i næste måned fylder 78 år.

Hvad skal der til for at få flere yngre tilflyttere til øen?

- For børnefamilier er det jo temmelig bøvlet i forhold til skolegang og transport til fastlandet. Men for folk, hvor børnene er flyttet hjemmefra, eller folk der ikke har børn, kan det sagtens lade sig gøre. Der er nu om dage mange mennesker, som arbejder hjemmefra ved en computer. De kan sagtens bo og arbejde på Mandø. Og der er rigtig mange kvaliteter ved at bo på en ø som Mandø. Så det kan jeg da kun anbefale, siger han.

Befolkningseksplosion: Mandøs indbyggertal stiger med 20 procent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce