Afskedigelser præger ungdomsuddannelser i Esbjerg

- Man sover da ikke ligeså godt nu som dengang, hvor man ikke havde det her besparelseskrav hængende over sig, siger Kristian Bennike, rektor på Ribe Katedralskole.

Afskedigelser præger ungdomsuddannelser i Esbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden spareknivens indtog i 2016 har AMU Vest og Ribe Katedralskole fyret undervisere, mens det resterende personale samtidig må løbe stærkere. På AMU Vest fortæller direktøren, at man ikke længere kan understøtte arbejdsmarkedet, som AMU er sat i verden for, hvis besparelserne fortsætter.

Opdatering: Vi havde tidligere skrevet, at de samlede besparelser for Esbjergs ungdomsuddannelser lød på 340 millioner kroner. Det korrekte beløb er 258 millioner kroner. JydskeVestkysten beklager fejlen.

Esbjerg Kommune: 40 millioner kroner. Så meget står AMU Vest, Ribe Katedralskole og Handelsgymnasiet Ribe foran at skulle spare i perioden 2016-2021. Det viser tal fra Undervisningsministeriet, som også viser, at omprioriteringsbidraget i 2022 vil have høstet 258 millioner kroner i besparelser fra alle ungdomsuddannelserne i Esbjerg.

Både på AMU Vest på Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg og på Ribe Katedralskole, lyder det samstemmende fra ledelserne, at det omstridte omprioriteringsbidrag har kostet afskedigelser af personalet. Ikke bare på ledelse og administrationsdelen, men i særdeleshed også på undervisningspersonalet. Og fortsætter besparelserne, kommer det for alvor til at ramme skolernes kerneydelser i form af undervisningens kvalitet, lyder det fra de to uddannelsesinstitutioner.

- Man sover da ikke ligeså godt nu som dengang, hvor man ikke havde det her besparelseskrav hængende over sig, siger Kristian Bennike, rektor på Ribe Katedralskole, der sidste år fusionerede med Handelsgymnasiet i Ribe.

Omprioriteringsbidraget
Omprioriteringsbidraget på to procent af driftsbudgettet er en spareøvelse, der siden 1980'erne har været at finde i både stat, kommuner og regioner. I dag er alle statslige institutioner pålagt besparelsen dog med undtagelse af Skat, som i sin genopretningsplan er blevet fritaget indtil 2021. Det samme gælder for erhvervsskolerne, som på finansloven for 2019 blev fritaget, da erhvervsskolerne gennem en årrække har kæmpet med et faldende optag. I samme finanslov blev omprioriteringsbidraget for de øvrige uddannelsesinstitutioner forlænget fra 2020 til 2022 med den pointe, at de sparede midler skal føres tilbage i sektoren fra 2022. Hvordan de midler skal fordeles, er der ikke taget beslutning om.
- Chokket kommer i 2022, hvor vi bliver ramt af et sparekrav på otte procent, fordi vi ikke længere får trepartsmidlerne, der har kompenseret os for omprioriteringsbidraget fra 2018-2021.  Det er jeg stærkt bekymret over, siger Torben Pedersen, direktør for AMU Vest, her fotograferet med den tidligere forstander Atly Sylvestersen. Arkivfoto: Annett Bruhn
- Chokket kommer i 2022, hvor vi bliver ramt af et sparekrav på otte procent, fordi vi ikke længere får trepartsmidlerne, der har kompenseret os for omprioriteringsbidraget fra 2018-2021. Det er jeg stærkt bekymret over, siger Torben Pedersen, direktør for AMU Vest, her fotograferet med den tidligere forstander Atly Sylvestersen. Arkivfoto: Annett Bruhn
Foto: Foto: Annett Bruhn

Fleksibiliteten bliver barberet væk

På AMU Vest har man hidtil kunnet finansiere toprocents-besparelsen med midler fra trepartsaftalen, som blev indgået mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationer i 2017 med det sigte at styrke fleksibiliteten blandt arbejdstagerne til gavn for arbejdsmarkedet. Her har AMU-skolerne som kerneopgave at opkvalificere, videreuddanne og efteruddanne arbejdskraft til virksomheder og et fleksibelt, dansk arbejdsmarked.

Når pengene fra trepartsaftalen udløber ved udgangen af 2021, vil AMU Vest, ifølge direktør Torben Pedersen, blive ramt af et massivt sparekrav. Et krav, der laver et stort hul i skolens økonomi, fortæller han.

- Chokket kommer i 2022, hvor vi bliver ramt af et sparekrav på otte procent, fordi vi ikke længere får trepartsmidlerne, der har kompenseret os for omprioriteringsbidraget fra 2018-2021. Fra 2022 ligger der så en samlet regning på otte procent, som vi skal finde Det er jeg stærkt bekymret over, siger Torben Pedersen, direktør for AMU Vest.

Inden trepartsaftalen trådte i kraft i 2018, nåede AMU Vest at være omfattet toprocents-høvlen i to år fra 2016. I dag har man 70 medarbejdere, men siden 2016 er der afskediget 10 årsværk. Det svarer til en reducering af personalet på 12,5 procent.

- Besparelserne går udover vores evne til at være fleksible og stå klar til at videre- og efteruddanne ledig arbejdskraft, der eksempelvis er blevet til overs fra off shore-industrien, hvor der er varierende behov for arbejdskraft.

- Vi skal være fleksible, når behovet for os opstår, og derfor ligger det i vores grundlag, at nogle gange har vi mange kursister, mens der andre gange er knap så fyldt i lokalerne. Det er en præmis, man må acceptere. For kan vi ikke stå klar med relevant undervisning, når behovet fra arbejdsmarkedet opstår, så kommer vi til at fremstå ufleksible, siger Torben Pedersen.

Samme aktivitet med færre ansatte

Siden Ribe Katedralskole i 2016 blev omfattet af omprioriteringsbidraget, har det kostet 10 medarbejdere jobbet - blandt dem var de fleste undervisere. I dag er der 70 ansatte på skolen. Antallet af undervisningstimer og et elevantal på omkring 600 er, ifølge rektor Kristian Bennike, det samme, som det var, før besparelseskravet så dagens lys.

- Med samme aktivitetsniveau som før betyder det, at vores lærere i dag løber stærkere og må undervise flere timer. Vi har også skåret ind til benet på ledelse og administration, så jeg kan ikke se, hvor der er noget fedt af skære fra. Heldigvis har de 10 afskedigelser været naturlige afgange, men fremover frygter jeg, at besparelserne vil ramme vores kerneydelse, nemlig kvaliteten i undervisningen, siger Kristian Bennike.

En uddannelsesinstitution kan ikke som en privat virksomhed gå ud og finde nye indtægter. Vi har elever som vores primære indtægt, og der er kun dem, der er, fortæller rektoren.

Socialdemokratiet stemte for

Den socialdemokratiske folketingskandidat i Esbjerg og på Fanø Anders Kronborg så gerne, at uddannelsesinstitutionerne blev fritaget for toprocents-besparelserne allerede fra næste år, hvis det stod til Socialdemokratiet. En manøvre, der skal tiltrække flere uddannelser til Esbjerg, og sikre at Esbjerg ikke bliver sat tilbage i tider, hvor befolkningen søger mod de store byer.

- Med besparelseskravet er det svært for uddannelsesinstitutionerne at være et trækplaster for byen, men det er også svært at være et trækplaster for nye uddannelser, hvis der hele tiden skal spares, da der ikke er råd til at tænke i at udvikle flere nye uddannelser til byen, siger Anders Kronborg, hvis parti i Folketinget stemte for at indføre omprioriteringsbidraget på ungdomsuddannelserne for at finansiere den seneste aftale for politiet.

Afskedigelser præger ungdomsuddannelser i Esbjerg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce