Abdi har slået rødder i Esbjerg - nu bliver han udvist

Abdi Rizak Ismaeils opholdstilladelse i Danmark er blevet inddraget, og nu skal han rejse ud af landet indenfor 30 dage. De seneste fem år har han boet i Esbjerg, hvor han også har haft arbejde.Foto: Martin Ravn

Abdi har slået rødder i Esbjerg - nu bliver han udvist

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Abdi Rizak Ismaeil fra Somalia har boet i Esbjerg i fem år, han har fuldtidsarbejde, og han er glad for at være i byen. Men nu skal han rejse tilbage til Somalia. Formanden fra Somalisk Forening kalder det et tab for Esbjerg.

Esbjerg: Du har 30 dage til at forlade Danmark.

Sådan lød beskeden til Abdi Rizak Ismaeil, da han i januar var i København for at få svar på sin opholdstilladelse, som Udlændingestyrelsen havde inddraget. De ville sende ham tilbage til Somalia, men Abdi Rizak Ismaeil havde anket sagen til Flygtningenævnet og stod nu klar til at modtage den endelige afgørelse. Det blev et farvel til Esbjerg og Danmark.

- Jeg følte, at jeg blev skudt, siger Abdi Rizak Ismaeil om det øjeblik, da afgørelsen blev læst op.

Abdi Rizak Ismaeil flygtede fra al-Shabaab i Somalia i 2014 efter mere end et år i fængsel, og ankom til Danmark i foråret samme år. Siden har han boet i Esbjerg, og han har haft fast arbejde siden februar 2017. Derfor kom udvisningen også bag på Abdi Rizak Ismaeil.

- Jeg blev chokeret. Jeg er integreret her, jeg er en del af arbejdsmarkedet, jeg er faldet til ro og jeg er ved at etablere et liv for mig selv, siger Abdi Rizak Ismaeil på somalisk, mens formanden for Somalisk Forening, Ali Macow, oversætter til dansk.

Men Abdi Rizak Ismaeils situation er ikke enestående.

Inddragelsen af opholdstilladelser for somaliere i Danmark følger en ændring i Udlændingeloven fra februar 2015. Loven blev fremlagt af den daværende regering, og den blev vedtaget af et bredt flertal i folketinget. Loven skiller flygtninge ud, som har fået ophold på grund af generelle forhold i hjemlandet, hvor deres opholdstilladelse kan inddrages, selvom sikkerhedssituationen i hjemlandet er alvorlig.

Abdi Rizak Ismaeil
Abdi Rizak Ismaeil er født den 1. januar 1992.Han flygtede fra al-Shabab i Somalia i 2014 og kom til Danmark. Han fik opholdstilladelse og blev sendt til Esbjerg.

I november 2017 fik han et brev fra Udlændingestyrelsen om, at hans opholdstilladelse var inddraget. Abdi Rizak Ismaeil ankede afgørelsen.

I januar 2019 fik Abdi Rizak Ismaeil at vide, at Udlændingestyrelsen stadig har samme dom. Han skal derfor forlade landet.

Da Abdi blev udvist, mistede han også sit job hos Esbjerg Farve og Lak. Siden januar har han derfor sovet hos venner og bekendte.

I løbet af februar har Abdi Rizak Ismaeil et møde med Esbjerg Kommune, hvor de skal tale om, hvordan og hvorledes han skal forlade landet.

Formand: En sørgelig historie

Begrundelsen for afslaget til Abdi Rizak Ismaeil er blandt andet, at hans forklaringer om hvorfor og hvordan han flygtede fra Somalia varierer. Der har blandt andet været forskellige forklaringer om, hvordan al-Shabaab hentede ham, og hvad de gjorde ved ham i fængslet. Små detaljer, ifølge Ali Macow, formand for Somalisk Forening i Esbjerg.

- Jeg synes, det er en sørgelig historie. Jeg ser en person, som kommer til Danmark, bor her i fem år, er en del af det danske arbejdsmarked, og så bliver han behandlet på den her måde. Man ødelægger en person, som ellers lige havde fået foden indenfor i et nyt liv. Han er en ung mand, som vi kunne bruge i mange år. Derfor er det både et tab for Danmark men også for Esbjerg, for vi har brug for hans arbejdskraft, siger Ali Macow.

Han fortæller, at også en somalisk kvinde i 50'erne fra Esbjerg er blevet udvist, mens to familier med børn i Varde Kommune skal forlade landet.

Bred politisk enighed

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) kender ikke den konkrete sag om Abdi Rizak Ismaeil, men erkender, at lovgivningen kan virke skæv i sådanne tilfælde.

- Abdi er et eksempel på dem, der altid kan findes, hvor lovgivningen kan virke urimelig. Men her er tale om lovgivning fra Christiansborg, som er blevet vedtaget med bred politisk opbakning. Det er national lovgivning, og den skal vi også følge i Esbjerg, siger Jesper Frost Rasmussen.

Selvom Abdi Rizak Ismaeil har forsøgt at blive integreret i Danmark, må han have både lyst og pligt til at vende tilbage til Somalia for at genopbygge landet, mener Susanne Dyreborg fra Dansk Folkeparti.

- Han har været her i en tid, hvor han ikke kunne være i sit hjemland, og det kan han så nu. Vi skal hjælpe folk, men vi skal også hjælpe dem tilbage igen, for hvis de ikke kommer tilbage, så eksisterer deres land måske ikke mere, siger Susanne Dyreborg.

JydskeVestkysten har også forsøgt at få en kommentar fra Søren Heide Lambertsen (S), men det har ikke været muligt.

Abdi har slået rødder i Esbjerg - nu bliver han udvist

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce