Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ålbæk Forsamlingshus får 25.000 kroner fra fond

Bjarne Rose er manden, som søger fonde - og henter støtte til nye investeringer i Ålbæk Fordamlingshus. Seneste nye investering bliver et nyt musikanlæg til forsamlingshuset. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Ålbæk Forsamlingshus får 25.000 kroner fra fond

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Pengene bruges til køb af et nyt musikanlæg, som kan streame musik. I 2018 vil der sammenlagt være i nærheden af 100 arrangementer i det nyrenoverede forsamlingshus.

ÅLBÆK: Musikken kommer i fremtiden til at spille endnu bedre i Ålbæk Forsamlingshus. Det sker, når forsamlingshuset får investeret de 25.000 kroner, som det har fået i støtte fra Tuborgfonden til indkøb af et musikanlæg, som kan streame musik.

- Sidste år investerede vi i en ny projektor og sammen med det nye musikanlæg betyder det, at man i fremtiden vil kunne få musik- og videoklip op på skærmen i stort format. Det vil blive brugt af de mange, som lejer sig ind i forsamlingshuset til private fester, forventer bestyrelsesmedlem Bjarne Rose, som er fundraiser for Ålbæk Forsamlingshus.

Forsamlingshuset blev ved årsskiftet 2015/2016 renoveret for sammenlagt 900.000 kroner. En renovering, som kom i hus i kraft af mange frivillige arbejdstimer fra Ålbæk-borgerne og fra forsamingshusets støtter. Siden har man i forsamlingshuset genoptaget traditionen fra 60'erne, hvor huset var kendt for sine tresserballer med datidens store danske pigtrådsnavne som Sir Henry & His Butlers og Peter Belli & Les Rivals. Ved det seneste tresserbal i april 2017 var der fuldt hus, og det forventer Bjarne Rose også bliver tilfældet ved det næste tresserbal - eller forårsfest - som holdes fredag den 6. april. Her kommer bandet "Så det" og spiller tressermusik.

100 arrangementer
Ålbæk Forsamlingshus lægger lokaler til i gennemsnit cirka to arrangementer om ugen. På årbasis er det cirka 100 arrangementer, som er alle typer private fester, fællesspisninger, arrangementer med musik og spisning og flere andre arrangementer.Torsdag den 22. februar holdes den næste fællesspisning, hvor menuen står på hakkebøf med tilbehør. Efter spisningen er der fællessang på højskolemanér. Det koster 65 kroner at spise med. Torsdag den 8. marts er der generalforsamling med tilhørende spisning i forsamlingshuset.

Nye møbler

Det nye musikanlæg til forsamlingshuset er i øvrigt ikke den eneste nye investering, som planlægges.

- Jeg er lige nu i gang med at søge støtte fra en række fonde til køb af nye borde og stole til forsamlingshuset. Det er dog lidt mere op ad bakke at hente penge til sådan et formål, men med lidt tålmodighed skal det nu nok lykkes, mener Bjarne Rose.

Fodsamlingshuset har god lokal opbakning.

- Vi nærmer os 300 medlemmer, og samtidig har vi også opbakning fra en del - både privatpersoner og firmaer - som betaler sponsorbeløb på henholdsvis 200 og 500 kroner. Det giver samtidig et gratis medlemskort for hele husstanden eller firmaet, oplyser Bjarne Rose.