- Vi vil aldrig flytte fra Stengårdsvej

- Vi har jo alle sammen den samme gud, og når der er nogen, som ikke taler så skarpt dansk, så klarer vi os med fingrene. Jeg får snakket meget, og jeg nyder de mange mennesker fra andre lande herude. Folk skulle ikke være så bange, siger Knud Andersen (th). Hans kone Anita vil da godt indrømme, at hun ærgrer sig over, at det er nødvendigt med vagter i Netto, så der ikke opstår varmestue og tyveri, og at hun har følt sig utryg på en sti engang, hvor hun mødte en flok unge fyre, som kommenterede, om hun ikke burde tage et tørklæde på. Ligesom hun ser ting og sager ske i bilerne om natten, når hun er ude at tisse, men politiet har sagt, at hun ikke skal gå ned og blande sig i det. Men langt de fleste beboere, hun kender og har mødt på Stengårdsvej, er skønne mennesker, og hun er imponeret over, at der bor fire børn i familien under dem og to inde ved siden af og to ovenpå, men der er stort set aldrig er gråd eller råb. - Det er forbløffende. De udenlandske mødre og fædre må gøre noget meget rigtigt, så de børn er veltilpasse og rolige, siger hun. Foto: Mai M. Christensen

Huslejen lød på 720 kroner i 1968, og selv om alt fra huslejen til naboernes etnicitet senere har ændret sig, blev parrene Anita og Knud Andersen og mange andre ved med at bo på Stengårdsvej. Eller i en af Ungdomsbos andre afdelinger. I går blev 50-års jubilarerne fejret.al

Log ind

Bliv abonnent og læs hele historien

Annonce
Annonce
Annonce