Agerbæks store tøjbutik lukker: Beslutningen har kostet brødre tårer og søvnløse nætter

Johnny, tv., og Jonas Pedersen er agerbækkere af hele hjertet og bor også selv i byen med deres familier, så det er med tungt hjerte, de lukker Tøj-Torvet i Agerbæk. Foto: Chresten Bergh

Agerbæks store tøjbutik lukker: Beslutningen har kostet brødre tårer og søvnløse nætter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Johnny og Jonas Pedersen lukker Tøj-Torvet i Agerbæk. Beslutningen har bare været et spørgsmål om tid - underskud i 2017 blev dråben.

Agerbæk: Johnny Pedersen er på alle måder en dreven forretningsmand.

Han overtog sin første butik som kun 23-årig. Det er 15 år siden, og i mellemtiden er det blevet til tre butikker mere: I Grindsted, Henne og Skjern, nu i partnerskab med lillebror Jonas.

Altid er det gået fremad for de to. De har aldrig prøvet at lukke eller afskedige, men mandag klokken 18 trykkede de på send-knappen for at informere alle medarbejdere om, at Tøj-Torvet i Agerbæk lukker.

- Det er en virkelig tung beslutning, der har kostet tårer og søvnløse nætter, siger Johnny Pedersen.

- Tøj-Torvet er mit fjerde barn.

Beslutningen blev truffet juleaftensdag om formiddagen. På et møde mellem Johnny og Jonas og deres far.

- 2017 havde været et dårligt år, men i tøjbranchen ser vi tit, at så bliver du reddet til sidst af en god julehandel. Det blev vi bare ikke. Julehandlen var lige så sløj, og så er det lige pludselig, det begynder at sætte tanker i gang: For hvordan bruger vi vores ressourcer, når vi har en god mand som Jonas til hovedsageligt at passe Agerbæk, hvor der selv op mod jul var dage stort set uden handel? Vi har strakt os langt i Agerbæk. Jeg har ellers enormt let ved at træffe beslutninger, men den her har trukket tænder ud, siger Johnny Pedersen.

Tøj-Torvet
Tøj-Torvet i Agerbæk blev etableret af Tommy og Marie Kristensen i 1993.

Johnny Pedersen købte butikken i 2003.

I 2009 overtog han sammen med lillebror Jonas tøjbutikken Wagner i Grindsted, der netop har skiftet navn til Hr. P.

I 2013 overtog de PH i Henne Strand. Brødrene ejer 80 procent, butikschefen 20 procent.

I 2017 købte brødrene halvpart i tøjbutikken Mr. Thomsen i Skjern, butikschefen har 50 procent.

Ophørsudsalg i Tøj-Torvet begynder i morgen.

Lukning rammer andre

Han er selv agerbækker med stort A. Familien har boet i byen i generationer, og først og fremmest ved brødrene, at lukningen af deres tøjbutik, midt på byens torv, kommer til at gøre ondt på byens sidste erhvervsdrivende.

- Vi ved selv, hvor hårdt det ramte, da Andelskassen lukkede, da tandplejen lukkede, og da byens anden tøjbutik, Hos Pigerne, lukkede. Det hele trækker ned, så vi ved, at det her også kommer til at ramme de andre, siger han.

- Jeg og Jonas og vores familier bor selv i byen, og vi ved, at vores by bliver mindre interessant, hver gang en butik lukker. Nogen kan tænke, at vi har haft for travlt med at åbne andre butikker og har brugt for lidt kræfter på Agerbæk. Det er bare lige omvendt. Hvis vi ikke havde haft de andre butikker, havde vi været nødt til at lukke for år tilbage.

Hvorfor har I brug for at forsvare jeres beslutning?

- Nok fordi det gør så ondt på os selv. Det mærkelige er, at vi jo hele tiden har vidst, at det her er et spørgsmål om tid. Du kan ikke finde andre byer på Agerbæks størrelse, der har en tøjbutik af Tøj-Torvets størrelse. Det er også derfor, vi har købt de andre forretninger, fordi vi har vidst, at Agerbæk ikke ville vare evigt, siger Johnny Pedersen.

- Til gengæld ville Tøj-Torvet være lukket for lang tid siden, hvis det ikke var for de andre butikker. Hvis jeg havde sagt til Jonas: "Du får løn efter, hvad butikken kan bære", så havde han ikke fået meget at leve for. Vi har flyttet omkostninger for at holde Tøj-Torvet oven vande, og vi har trukket mindst mulig løn ud af butikkens drift.

Dårligt år, dårlig julehandel - og dårligt udsalg

Hvorfor lukker I nu?

- Vi havde et forholdsvis stort varelager efter julehandlen, og hvis vi kunne komme lidt i bund i det med udsalget i januar-februar, ville vi have haft penge til at købe nye varer ind og tage nogle efterårsmåneder. Sådan gik det bare ikke. Vi er ikke kommet i bund, så vi vil ikke trække pinen længere.

De to medarbejdere i Tøj-Torvet har været fuldt informeret i hele processen. Den ene går på pension nu, den anden er afskediget.

- Det gør ondt, vi har aldrig prøvet at afskedige nogen før, siger Johnny Pedersen.

Tøj-Torvet lukker senest i løbet af juni.

Agerbæks store tøjbutik lukker: Beslutningen har kostet brødre tårer og søvnløse nætter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce