Den er fin med kompasset

Lars Schou og den ene af hans tre arvtagere, datteren Christine von Seelen Schou, ved et romspækket bord i Sønderho, der hidtil har været centrum for produktionen af Fanø Skibsrom. Foto: Carsten B. Grubach

Den er fin med kompasset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lars Schou har skabt et rom-eventyr på Fanø og er klar til at lade sine tre børn føre det videre.

Hvis du skal sælge noget i dag, skal det have en historie.

Vi lader lige sætningen stå alene et lille øjeblik.

Det er Lars Schou, der siger den. Den 75-årige forretningsmand fra Fanø har ramt tidens selektive åre med produktionen af to slags Fanø Skibsrom, men er ellers også selv fuld af så mange historier, at de kunne fylde dette tillæg. Men vi bliver ved rommen, som man kan slå i glasset, når den er fin med kompasset, og man må sige, at det, kompasset altså, har været fint, siden han fik ideen og gik i gang for to og et halvt år siden.

Ud over at man har svært ved at bevæge sig på den vindblæste Vesterhavsø uden at støde på salgsfremstød for skibsrommen, kan den købes i 140 butikker landet over. Og det er gået så godt med salget, at Lars Schou i næste måned åbner dørene til et nybyggeri på Nordby, hvor han lige bag rocksangeren og billedkunstneren Johnny Madsens hus har fået opført et hus, der skal være både til lager og lagring. Og i det lidt mindre hus, der fulgte med grunden, som han købte af Madsen himself, skal der være kontor og produktion af den rom, der hentes på Jamaica og forædles og lagres under Fanøs himmelstrøg.

Vi får det hele samlet. Vi har lagre i Esbjerg og i Tommerup på Fyn og kontor og produktion i Sønderho. Nu får vi plads til det hele i Nordby. Vi har outsourcet en del, men selve distributionen vil foregå fra Fanø, siger Lars Schou og fortsætter med alvorlig mine: - Man må ikke bare lave rom. Det skal ske på en særlig måde, så vi laver skibsrom, lige som søfolk gjorde i gamle dage, og vi har taget navnet til os.

Fanø Skibsrom
Rom bliver ikke produceret på en dag. Fanø Skibsrom destilleres og lagres på Jamaica, inden den udskibes til Fanø. Her forædles og efterlagres den på små portvinsfade, inden den sættes på flasker. Fanø Skibsrom fås i to udgaver, Havfruen og Havmanden. Læs mere på www.fanoeskibsrom.dk
Far og datter foran nybyggeriet i Nordby, der tages i brug i oktober. Foto: Carsten B. Grubach
Far og datter foran nybyggeriet i Nordby, der tages i brug i oktober. Foto: Carsten B. Grubach

Fanø som base

Den uddannede skibsingeniør fik ideen til romproduktionen, da han - og her kommer endnu en historie - opdagede, at fuldriggeren Doris Brodersen af Flensborg havde sejlet med rom under dansk flag fra Dansk Vestindien og siden blev solgt til Fanø, hvor den indgik i øens sejlskibsflåde. Og efter en spæd start og massivt papirarbejde er Lars Schou parat til glidende at lade sine tre børn overtage kompasset i driften og i anpartsselskabet bag virksomheden:

Christine, der har en kandidatgrad i kommunikation og derfor skal stå for branding og marketing, Signe, der er kemiingeniør og dermed naturlig nok ansvarlig for romproduktionen, og Christian, der har en MBA og en toppost hos IBM Danmark og dermed har styr på det økonomiske.

- Ingen af dem bor på øen, Christine og Christian i København, Signe i Vejle, men de supplerer hinanden godt og tager tit herover, for det er vigtigt, at Fanø bliver ved med at være basen, siger Lars Schou, der denne dag, hvor der skal være rejsegilde på nybyggeriet i Nordby, har Christine ved sin side under samtalen i hjemmet på Sønderho, hvor der i begyndelsen var detailsalg af den mørke skibsrom. Og vi behøver vel næppe at tilføje, at det er svært for Christine at få et ord eller to indført, når far fortæller historier.

Hun får dog undervejs indført, at salget og markedsføringen af Fanø Skibsrom med tiden skal være en hovedbeskæftigelse for hende, og at der vigtigt for brandet, at man kun kan købe de to slags rom i specialbutikker, vinhandler og i delikatessebutikker. Fanø Skibsrom skal nemlig bevare sin eksklusivitet: Havfruen er den søde og aromatiske, Havmanden den robuste og krydrede.

- Og salget af dem går faktisk lige godt, betoner hun om mærkerne, som er tilsat bourbonvanilje, havtorn og Fanø Lynghonning og dermed giver en ganske særlig smag - en smag af Fanø. - Og de lagres i små portvinsfade af egetræ, tilføjer Lars Schou, der oven på et langt virksomt liv i erhvervslivet med faste kompasretninger også har poetisk hjerteblod af den mere salgbare type:

Er du på Fanø på tur med veninder,

så køb en Fanø Skibsrom med minder.

Giv den til manden, når du kommer hjem,

så får du en hjemkomst med kys og klem.

Et gruk til de mange strikkende kvinder, Fanø har besøg af.

Den er fin med kompasset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce