Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Vagtportører på sygehuse trues på livet

Flere vagtportører på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg trues på livet og får både slag og spark. Arbejdstilsynet kræver, at ledelsen griber ind. Arkivfoto: Morten Pape

Vagtportører på sygehuse trues på livet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vagtportører på Sydvestjysk Sygehus udsættes for både fysisk og psykisk vold, når de er på arbejde. Sygehuset i Esbjerg har nu fået et påbud fra Arbejdstilsynet. Ifølge en arbejdsmiljørepræsentant fra FOA er det et landsdækkende problem.

Sygehusvold: Vagtportørerne på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg lever livet farligt på deres arbejdsplads. Det kan man læse i en afgørelse fra Arbejdstilsynet, der har givet sygehuset et påbud om at skabe bedre og mere sikre arbejdsforhold for denne medarbejdergruppe. Vagtportører udfører almindeligt portørarbejde, men bærer også en vagttelefon og alarmeres, når læge- og plejepersonale på sygehuset trykker på en overfaldsalarm.

I afgørelsen fremgår det, at flere portører på Sydvestjysk Sygehus oplever voldsomt udadreagerende patienter. Det kan for eksempel være senildemente, psykisk syge og/eller patienter påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, der mister besindelsen. Det har ifølge Arbejdstilsynet resulteret i, at flere vagtportører på sygehuset er blevet både truet på livet, slået og sparket.

Ifølge Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent hos FOA, er episoden i Esbjerg langt fra enkeltstående. Hun fortæller, at vold og trusler imod vagtportører snarere er et landsdækkende problem: 

- Det er min helt klare fornemmelse, at de her ting ikke kun foregår i Esbjerg, men på landsplan. Det er typisk på skadestuer, at man får udadreagerende patienter ind, og her er det ofte portørerne, der må stå i skudlinjen. Det er i øvrigt mit indtryk, at man på landets sygehuse ofte glemmer portører, serviceassistenter og andre medarbejdergrupper, når man laver aftaler om, hvordan man konfliktnedtrapper.

Slået og påkørt med rollator: Det bliver portører på SVS udsat for
Mange af os tænker nok også: Det går nok; det er jo en del af vores arbejde.
Portør Torben Larsen, FOA-tillidsmand, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg
Det handler sagen om
Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har af Arbejdstilsynet fået et påbud om, at man senest 1. november i år skal sikre, at vagtportørernes arbejde planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. En undersøgelse af medarbejdernes trivsel har vist, at vagtportørerne i Esbjerg udsættes for både vold og trusler. Efter Arbejdstilsynet gik ind i sagen, er portørerne begyndt at registrere disse episoder. Det har der tidligere ikke været tradition for at gøre.

Intet blev anmeldt

Ledelsen på Sydvestjysk Sygehus har ikke fået nogen anmeldelser fra portørerne, og de ubehagelige episoder blev officielt først omtalt i forbindelse med en trivselsundersøgelse.

Portør Torben Larsen, FOA-tillidsmand for portører og vagtportører på SVS, forklarer her de manglende anmeldelser:

- Vi arbejder et sted, hvor der er tradition for, at der kommer fulde folk og psykisk ustabile ind. Vi har ikke rapporteret disse episoder, for vi kender normalt de folk, vi har med at gøre, og vi har derfor følt, at vi kunne skelne. Mange af os tænker nok også: Det går nok; det er jo en del af vores arbejde.

Torben Larsen mener ikke kun, at det er portørerne i Esbjerg, der oplever voldsomt udadreagerende patienter. Når han mødes med portører fra andre sygehuse i faglig sammenhæng, er meldingen den samme.

Og det bakker portørernes tillidsrepræsentant fra Sygehus Kolding, Steen Claus Hansen, op omkring:

- Jeg tror ikke, at det er anderleder her, end det er alle andre steder. Men jeg kan godt nikke genkendende til, at der sker episoder med fysisk eller psykisk vold, siger Steen Claus Hansen og fortsætter:

- Der går sjældent en arbejdsdag eller en weekend, hvor man ikke på den ene eller anden måde bliver konfronteret med folk, som er aggressive på den ene eller anden måde.

Arbejdstilsynet forlanger handling

Arbejdstilsynet har behandlet sagen på Sydvestjysk Sygehus og forlanger, at sygehuset senest 1. november skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres på en måde, der er både sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det har resulteret i, at portørerne på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg nu er begyndt at registrere hver enkelt volds-/trusselssag.

Det tager tid, men tillidsmand Torben Larsen og Bo Lillelund, logistik- og servicechef på det esbjergensiske sygehus tror, at det er vejen frem.