Vald. Birn vil knække ulykkeskurven

Jørgen Vennevold har arbejdet for Vald. Birn A/S i 40 år. I gamle dage skete der ulykker næsten dagligt. I dag sker det omtrent én gang om ugen, men en skærpet indsats skal stramme yderligere op på sikkerheden. Foto: Jens Bach

Vald. Birn vil knække ulykkeskurven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erhverv+ har besøgt Danmarks største jernstøberi, som vil fri af sit ry som farlig arbejdsplads. Første skridt er at gøre op med holdningen til sikkerhed.

HOLSTEBRO: Der er ingen grund til at beholde frakken på, når man besøger Vald. Birn i Holstebro. I hvert fald ikke, når turen går forbi de store støbeovne, hvor tonsvis af jern bliver smeltet til pumpehuse, bremseskiver og alt, hvad hjertet kan begære af støbegods.

Her er ikke kun varmt. Det sorte støv ligger som tågeskyer over alt og kildrer i næsen. En sød duft af metal og varmt sand hænger i luften. Og så er der en infernalsk støj af maskiner og lyden af jern mod jern.

Afdelingsleder Jørgen Vennevold viser rundt i produktionen. Han kender lige en smutvej, mens journalist og fotograf halser efter i gåsegang.

Pludselig standser han brat og bakker hurtigt en meter, så vi er lige ved at opleve et harmonikasammenstød på den smalle gangsti. Forvirret kigger vi på hinanden, indtil Jørgen peger op på et rødt rotorblink og et advarselsskilt, som jeg må erkende, at jeg overså i forbifarten: "Stop for rødt lys - jerntransport".

Et øjeblik senere går en mand forbi med sin kran-ophængte "gryde" med et par hundrede kilo glohed, smeltet jern. Strålevarmen er barsk, selv på sikker afstand, og det er ikke svært at forestille sig, hvad der kunne ske, hvis jeg havde gået forrest og var braset ud foran "gryden" og måske havde fået den til at skvulpe over. Ups!

Sikkerhed hos Vald. Birn A/S
Alle medarbejdere får en grundig mundtlig og skriftlig sikkerhedsinstruks på første arbejdsdag. Vald. Birn overvejer efter en inspirationstur til Norge at indføre en quiz om de vigtigste sikkerhedsregler, som skal besvares fejlfrit, inden man får lov at gå ind i støberiet.På aften- og natholdene har 80 procent af medarbejderne udenlandsk baggrund. Derfor er sikkerhedsinstrukserne oversat til blandt andet polsk og arabisk.

I fremtiden får nye medarbejdere tilknyttet en "sikkerhedsagent" - en slags mentor, der skal følge medarbejderen den første tid, så han lærer reglerne af en god rollemodel.

Alle ulykker og nærved-hændelser skal indberettes til arbejdsmiljøudvalget sammen med anbefalinger om forebyggelse af lignende hændelser.

Fra 1. marts kan det få ansættelsesretlige konsekvenser, hvis man sjusker med sikkerheden, for eksempel ikke bruger de sikkerhedsbriller, som man får udleveret.

Læs mere om arbejdspladsen på www.birn.com.
Det er slet ikke det smeltede jern, som udgør den største sikkerhedsrisiko på Vald. Birn. Det er her i
Det er slet ikke det smeltede jern, som udgør den største sikkerhedsrisiko på Vald. Birn. Det er her i "renseriet", at de fleste kommer til skade, når de får fingrene i klemme under det tunge støbegods. Foto: Jens Bach
Foto: Jens Bach

Pas på fingrene

Men faktisk er det slet ikke det brandvarme, smeltede jern, som udgør den største fare på støberiet. Ulykkerne sker andre steder: Faldulykker, sammenstød med gaffeltrucks og ikke mindst tungt støbejern, som klemmer og brækker fingre.

Den værst ramte afdeling er "renseriet", hvor det støbte gods skal skilles fra støbeskallen og renses for ujævnheder. Det sker ofte, at godset klumper sammen på transportbåndet, og så kan det tunge jern vælte ned over fingrene. Derfor må vi nøjes med at kigge på fra sikker afstand.

- Der er fem steder på virksomheden, hvor besøgende slet ikke må være, fordi det simpelthen er for farligt, forklarer Kim Sørensen.

Han har arbejdet i renseriet hos Vald. Birn siden 1990. Nu er han arbejdsmiljørepræsentant, og han lægger ikke skjul på, at han er en smule nervøs for især fotografens helbred, fordi han allerhelst lige ville lidt tættere på. "Bare liiiige..."

Iført sikkerhedssko og vest i skriggul farve bliver vi mindet om at holde os inden for de gule streger, der er malet på gulvet og markerer et smalt "fortov". En gaffeltruck med sømmet i bund suser kort efter rundt om et skarpt hjørne og understreger Kims pointe. Tid er penge, og det går stærkt her i støberiet.

Arbejdsmiljørepræsentant Kim Sørensen (th) vejleder sine kolleger på Vald. Birn om sikkerhed. De mange gaffeltrucks, som suser rundt i svimlende fart, er blot én af mange ting, man skal holde øje med på jernstøberiet. Foto: Jens Bach
Arbejdsmiljørepræsentant Kim Sørensen (th) vejleder sine kolleger på Vald. Birn om sikkerhed. De mange gaffeltrucks, som suser rundt i svimlende fart, er blot én af mange ting, man skal holde øje med på jernstøberiet. Foto: Jens Bach
Foto: Jens Bach

Lærer af ulykkerne

Ude ved vejen viser et skilt, hvor mange dage der er gået siden seneste arbejdsulykke. Sådan ét har mange firmaer, men hos Vald. Birn. når tælleren lidt for sjældent op på to cifre. Årets første syv uger bød på fire arbejdsulykker.

- Jeg havde en sag så sent som i dag, hvor en kollega faldt, da han trådte ned ad trinet fra sin maskine og slog ryggen, fortæller Kim Sørensen.

Medarbejderen slap med skrækken og en øm ryg. Men alle ulykker bliver registreret og taget meget alvorligt, også de såkaldte "nærved-hændelser", hvor det kun var ligeved at gå galt. Dem kan man nemlig lære lige så meget af, vurderer Jørgen Vennevold.

- Vi har stor åbenhed om ulykker. Der er heller ingen sure miner, hvis en medarbejder kommer for at fortælle, at det var lige ved at gå galt. Tværtimod, så får de mere ballade, hvis de IKKE melder et uheld, lyder det fra afdelingslederen.

Fælles kamp for sikkerhed

Nu lyder det måske, som om der sker ulykker hele tiden, men Jørgen Vennevold har arbejdet i støberiet i 40 år, og han er ukuelig optimist. Arbejdsmiljøet er blevet virkelig meget bedre, og det går den rigtige vej hele tiden, forsikrer han.

- Det er blevet meget bedre over årene. Førhen var der ulykker dagligt eller i hvert fald næsten hver dag. Vi har fået mange nye maskiner og hjælpemidler, og en del af transporten foregår via transportbånd gennem kælderen, hvor det tidligere blev kørt rundt på gaffeltrucks. Det hjælper alt sammen, men vi skal stadig arbejde for at skabe en holdningsændring. Vi skal have folk til at tænke et skridt frem: "Hvad kan der ske, hvis jeg gør det her?", forklarer Jørgen Vennevold.

Som afdelingsleder og repræsentant for arbejdsgiveren er han i teorien på den ene side af skrivebordet i arbejdsmiljøudvalget, mens Kim Sørensen er på den anden side af bordet som repræsentant for sine kolleger. Jo, sådan ville det måske også have været for 30 år siden, men i en moderne organisation er Jørgen og Kim lige så tæt som Batman og Robin, når de fælles kæmper for et bedre arbejdsmiljø.

- Kim brænder virkelig for arbejdsmiljø og sikkerhed. Det er også ham, som præsenterer status for sine kollegaer på vores ugentlige tavlemøder. Jeg synes, han gør det rigtig godt, og med den kulturændring, som vi oplever i hele virksomheden - fra direktør til medarbejdere - så tror jeg mere end nogensinde før på, at vi kan reducere antallet af ulykker, siger Jørgen Vennevold.

Fuldt fokus fra ledelse

En af de ændringer, som er blevet bemærket blandt medarbejderne, er, at adm. direktør Jens Axel Birn har sat sig for bordenden i arbejdsmiljøudvalget. Og efter et generationsskifte i ledelsen, er den nyligt ansatte sikkerhedschef fuldtidsbeskæftiget med at forbedre arbejdsmiljøet.

- Det handler ikke kun om at undgå ulykker. Det handler jo også om, at vi skal kunne holde til at blive flere år på arbejdsmarkedet. Og det er alt andet lige nemmere, når direktøren sidder med ved bordet. Når vi så kommer med anbefalinger til sikkerhedstiltag, som koster penge, så kan vi med det samme få sagen afgjort. "Det gør vi!", og så er den lukket med det samme, siger Kim Sørensen.

Jørgen Vennevold nikker bekræftende og tilføjer:

- Vi skal passe på hinanden, og vi skal reducere sygefraværet. Men både kunder og leverandører går faktisk også rigtig meget op i, at vi producerer varer under ordnede forhold. Arbejdsmiljøet har stor betydning for virksomhedens omdømme.

Chefen i den sorte bog

Det skærpede fokus på sikkerhed kommer med både gulerod og pisk. For at understrege alvoren, så er personalepolitikken opdateret, sådan at det fra 1. marts i år kan føre til repressalier - en advarsel eller i yderste konsekvens en fyreseddel - hvis man gentagne gange sjusker med de personlige værnemidler, altså sikkerhedssko, briller og høreværn.

Betyder det så, at Kim Sørensen skal rende og rundt og lege politimand for sine kolleger?

- Nej, slet ikke. Kollegerne er glade for, at vi tager arbejdsmiljøet alvorligt. Vi gør det jo for at passe på hinanden. Og er der nogen, som ikke bruger værnemidlerne, måske fordi de ikke forstår reglerne, så er det ikke mig, der skal diskutere med dem. Det tager ledelsen sig af, siger Kim Sørensen.

Kim Sørensens seneste indberetning til arbejsmiljøudvalget vil dog næppe udløse en fyreseddel. Til gengæld kan det måske udløse kage en dag? Det var nemlig direktøren selv, som blev skrevet i den sorte bog.

- Jens Axel Birn havde gæster på besøg og viste dem ind i et område, hvor gæster ifølge vores egne regler ikke må komme, fordi det simpelthen er for farligt. Det sender jo et dårligt signal til medarbejderne, hvis chefen ikke følger reglerne. Jeg vidste først ikke rigtigt, om jeg kunne tillade mig at indberette direktøren, men det fik jeg at vide af ledelsen, at selvfølgelig skulle jeg det, for reglerne gælder for alle. Så det gjorde jeg altså! Og han tog det nu også i stiv arm og har erkendt, at det ikke var i orden, siger Kim Sørensen.

Nu sker der noget

Vald. Birn A/S er ikke bare én af Holstebros ældste virksomheder. Det er også en af de største private arbejdspladser i kommunen. Tæller man datterselskabet Tasso i Odense med, så beskæftiger koncernen omkring 800 mand. Det gør Vald. Birn til Danmarks største jernstøberi, som beskæftiger flere end de otte andre virksomheder i samme branche til sammen.

Desværre betyder det også, at Vald. Birn tegner sig for flertallet af de cirka 70 ulykker på årsplan, som er alvorlige nok til at give mindst én dags sygefravær.

- Jeg er overbevist om, at den forstærkede indsats vil betyde et markant fald i ulykkerne. Så jeg håber, vi får besøg af jer igen efter ferien, og så kan vi jo følge op og se, om ikke det er rigtigt, siger Jørgen Vennevold og giver et varmt håndtryk til det udsendte hold fra Erhverv+.

Vi ses efter sommerferien.

Vald. Birn vil knække ulykkeskurven

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce